Det naturvidenskabelige begreb resiliens har migreret til politisk retorik. Det kan blive et miljøpolitisk wake-up call, der lægger op til et opgør med konkurrencestatens vækstlogik til fordel for solidaritet i mødet med fremtidens katastrofer. Men begrebet kan også give værktøjer til at underminere demokratiske processer, når der skal findes svar på klimakrisens trussel.
Af Stefan Jacobsen & Eva Krause Jørgensen

»Resiliens er kapaciteten af enkeltpersoner, samfund, institutioner, virksomheder og systemer til at overleve, tilpasse og vokse uanset, hvilke former for kroniske stressfaktorer og akutte chok, de oplever!«

Citatet stammer hverken fra en psykolog eller en pessimistisk filosof. Det er et uddrag fra Vejle Kommunes resiliensstrategi, som blev offentliggjort i marts 2016.

Den jyske by blev dermed, som den første i Norden, en del af et verdensomspændende netværk af byer, der sammen vil fremme resiliens som svar på de miljømæssige, klimamæssige og sociale udfordringer, som verdens bysamfund står overfor.

Vejles strategi erklærer, at »resiliens handler om at turde at se fremad, møde udfordringerne, tilpasse og at investere før, det sker«.

Det står i klar modsætning til de sidste 30-40 års ambition om at modernisere det danske velfærdssamfund, hvor det handlede om at komme væk fra tidligere tiders økonomiske katastrofer og i stedet række mod en lys fremtid.

Sat på spidsen, kunne man forestille sig endnu et navneskift for statens gamle personalestyrelse i fremtiden. Siden 2011 har denne som bekendt heddet Moderniseringsstyrelsen, men slår Vejles katastrofeparathed igennem, kunne den i fremtiden blive omdøbt til Resiliensstyrelsen.

Modernisering, markeder og frihed

Siden Finansministeriet i 1983 udgav Regeringens Moderniseringsprogram, har visionen om øget konkurrence og øget forbrugerfrihed angivet den overordnende retning for offentlig styring i Danmark.

Staten skulle væk fra fortidens katastrofer – i form af statslige underskud eller »samfundsøkonomiske balanceproblemer«, som det hed – ved hjælp af »markedsstyring« og »friere forbrugsvalg« på offentlige services.

I 2002 lancerede Finansministeriet et nyt og meget lignende Regeringens Moderniseringsprogram, hvor forbrugerfriheden og markedet var yderligere understreget.

Her var der i endnu højere grad lagt op til anvendelse af økonomiske modeller til at overvåge moderniseringens fremskridt fra de enkelte ministerier. Ansvaret og mulighederne hos den enkelte borger/forbruger blev det centrale element i denne moderniseringsstrategi.

Tilsvarende var konkurrence og incitamentsstrukturer mellem institutioner og medarbejdere i offentlige institutioner det, der gav grobund for moderniseringen i begge programmer.

Der var altså fokus på friheden og mulighederne hos den enkelte forbruger, skoleelev, medarbejder og ’kunde’ i staten. Det er lige netop det fokus, som resilienstankegangen kan ses som et opgør med.

Resiliens som solidaritet

I en videopræsentation af Vejles resiliensstrategi fremvises forskellige dele af Vejles natur, industri og socialitet på en måde, der ligner ethvert andet PR-fremstød for en dansk provinsby. Men den bagvedliggende speak sætter en helt ny ramme for byudvikling:

»Som vi alle ved, så vil katastrofen komme, men har vi opbygget tilstrækkelige sociale bånd?« lyder det i kommunens præsentation.

Migrationsbølger, klimaforandringer og økonomisk globalisering trænger sig truende på, og de menneskelige fællesskaber skal have modstandskraft, der kombinerer de klassiske ambitioner for vækst, velvære og sikkerhed med modstandsdygtighed over for katastrofen.

Væk er de rent optimistiske strategier for, hvordan en dansk kommune vil være ’verdensmester’ på et bestemt område. Verdensmestersproget hørte moderniseringstiden til. Nu skal visioner holdes op imod dystre fremtidsudsigter og uforudsigelige katastrofer.

Det er langt hen ad vejen et logisk svar på den videnskabeligt anerkendte klimakrise, som store dele af planeten står overfor. Områder omkring Vejle Fjord og Ådal vil være særligt følsomt for stigende vandstand, ligesom tørke og fødevaremangel i andre dele af verden vil lede til flere migranter i velhavende kommuner som Vejle.

Men hvis fællesskaber skal dyrkes, så kræver det potentielt et opgør med konkurrencen og den store (forbruger)frihed, der er blevet dyrket i moderniseringsprogrammerne.

Hvis katastrofen virkelig kommer tæt på, så kan hensynet til den enkeltes frihed komme i anden række. Ved at italesætte hele politikområder gennem resiliensstrategier, så opstår der implicit et opgør med frihedsrettigheder, forbrugeren og tiltroen til markedet.

Resiliens som opgør med friheden

Den anerkendte britiske politiske teoretiker David Chandler fra Westminster University har placeret resilienstænkningen helt centralt i de seneste årtiers erkendelsesmæssige vendinger inden for filosofi og samfundsvidenskab.

Han kalder resiliens for »det første postliberale eller postmoderne episteme«, som giver et »sammenhængende, positivt alternativ til modernistiske måder at tænke over forholdet mellem subjektet og verden«.

Den modernistiske tankegang, der her nævnes, er i dansk kontekst i høj grad repræsenteret i de nævnte moderniseringsprogrammer. Selv om der er forskel på, hvordan modernisering forstås videnskabeligt og politisk, så er der en klar fællesnævner i tilliden til, at enkelte individer kan tage oplyste, frie valg, der vil lede til gode resultater for fællesskabet.

Denne tillid hviler især på forestillingen om, at der politisk kan skabes stabilitet for markeder og forbrugeres forventninger om fremtiden.

Chandler ser begrebet om resiliens som et opgør med den skråsikre, modernistiske socialvidenskab. Opgøret handler både om grundantagelser om individet, samfundet og naturen. Det selvberoende og frie individ, hvis beslutninger og præferencer kan adskilles fra ydre påvirkninger, har længe været en foretrukken figur blandt økonomer, sociologer og politologer.

Antagelsen om, at man kan forudsige fremtidens udviklinger med præcise data, er dog allerede længe blevet kritiseret for at være bedre i teorien end i virkeligheden. For Chandler er resilienstænkningens popularitet netop et tegn på en mere grundlæggende ændring i synet på aktører i samfundet og ikke mindst på forudsigeligheden af disses handlinger og udvikling.

Når først socialvidenskaben begynder at anerkende kompleksiteten af samspillet mellem individer, grupper, stater, økosystemer, sprog, teknologier, traditioner og forurening, så vil det ikke længere give mening at opretholde hverken faglige eller analytiske skel imellem disse grupper – det gælder f.eks. den traditionelle politiske tænknings skelnen mellem ’subjektet’ og ’verden’ eller ’kultur’ og ’natur’.

Ifølge Chandler åbner dette døren for fundamentale erkendelsesmæssige og politiske ændringer. Så imens socialvidenskabernes sandhedsbegreb og løfter om rationelle samfundsløsninger bliver opløst, træder komplekse udfordringer også mere truende frem.

Resiliens og magt

Disse opgør er langt hen ad vejen i tråd med den resiliensstrategi, som Vejle Kommune har lagt frem for deres borgere. Spørgsmålet er, om resiliens angiver en god retning ud af moderniseringens og dermed konkurrencestatens logik?

Når Kommunernes Landsforening i de seneste måneder er begyndt at pege på Vejle som vejviser for fremtiden, så kunne det også tolkes som en relancering af gennemprøvede konservative værdier.

Resiliens kunne forstås som en fortolkning af Mærsks ’rettidig omhu’ eller endda som et ekko af en Churchillsk påberåbelse af folkelig modstandskraft i svære (krigs)tider.

Selv om resiliensbegrebet i sig selv hverken varsler big business eller politisk undtagelsestilstand, så tyder meget på, at vi skal være opmærksomme på præcist, hvordan det nye ideal om resiliens bliver udfoldet i samfundet.

Det er stadig ikke klart, hvordan resiliensens pessimistiske fremtidsvision kan spille sammen med moderniseringens optimistiske sange om forbrugerfrihed, globale markeder og grænseløs konkurrence. Men hvis man pejler nutidens politik efter fremtidens uundgåelige katastrofer, så bliver det svært at opretholde moderniseringens kobling mellem individuel frihed og fremskridt.

Stefan Jacobsen er postdoc ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS og medlem Omstilling Nu.
Eva Krause Jørgensen er postdoc ved institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.
Sammen har de redigeret nummeret ’Resiliens’ på det idéhistoriske tidsskrift Slagmark.
Også bragt i Dagbladet Information.
  • 15934280_10154015960850826_1185333069_o

Fri os fra pengene

december 15th, 2016|0 Comments

  • s200_stefan.jacobsen

Skal vi være moderne eller resiliente?

august 18th, 2016|0 Comments