Alternative økonomier på colombiansk
Af Inge-Merete Hougaard, MSc i International Development & Management, medlem af Omstilling Nu og bosat i Colombia.
Jeg har nu boet i Cali, Colombia, i seks måneder, men det var først, da jeg var på vej ud af landet i bus mod Ecuador, at det sådan rigtigt gik op for mig, at Colombia er et glimrende forbillede for alternative økonomier. Der er masser af inspiration at hente på gader og stræder, men det kræver ofte, at man tager sig tid til at observere, hvordan folk handler, hvor de får deres varer fra, og hvordan de udveksler serviceydelser. Og så krævet det modet – eller frækheden om man vil – til at stille tilsyneladende dumme, men i virkeligheden opklarende, spørgsmål.
Minutos, minutos
Eksempelvis var det først i bussen til Ecuador i samtale med en colombianer, at jeg fandt ud af, hvad systemet med ’minutos’ sådan rigtigt gik ud på. Konceptet er kort og godt, at en mand eller kvinde står på gaden iklædt en neon-farvet vest påtrykt teksten ’Minutos’ (minutter) med en mobiltelefon hængende i en snor. Typisk har de også en lille snackbod, hvor de sælger tyggegummi, slikkepinde og små poser med peanuts. Og typisk råber de ’Minutos, minutos!’ hvis nogen skulle være i tvivl om deres hovedbusiness.
Hvis man ikke har flere penge på sin mobil, kan man låne sælgerens mobil og ringe til ens venner, familie eller forretningsforbindelser og aftale, hvad det nu var, man ville aftale. Bagefter betaler man for de minutter, man har talt. Så langt havde jeg forstået. Men at det ligefrem er billigere at købe minutos end at tanke op og ringe fra sin egen telefon, havde jeg ikke fanget (måske mest fordi priserne for opkald er vildt uigennemskuelige og svinger fra det ene opkald til det andet).
’Men hvordan kan den, der sælger minutter, sælge det billigere end det koster at ringe fra min egen telefon?’ spurgte jeg, stadig ikke helt med på hvor samtalen bar hen.
’Din egen mobilregning er højst sandsynligt forudbetalt – du tanker saldo og bruger indtil der ikke er mere. Derimod har de, der sælger på gaden, et abonnement, og jo mere de ringer, jo billigere bliver det. Så har de mange kunder, kan de sætte minutprisen lavt,’ lød svaret fra min colombianske medpassager.
Ahaaaa. Sådan opdagede jeg, at deleøkonomien har eksisteret i Colombia længe før konceptet blev udbredt på andre breddegrader: Man deler simpelthen mobilabonnement med en masse medborgere, som man højst sandsynligt ikke kender og aldrig kommer til at kende. Deleøkonomien er her faciliteret af en central, fysisk person – her minutsælgeren – der tjener penge på foretagendet, men samtidig giver kunderne fordelagtige priser, de ikke kunne have skaffet på egen hånd.
En tur på Don Freddys genbrugsplads
En anden alternativ økonomi, som har fascineret mig siden jeg kom til Cali, er byens genbrugssystem. Well, det er måske nok så meget sagt, at det er byens genbrugssystem – det er snarere folkets genbrugssystem. Det officielle affaldssystem går ud på, at hver husstand stiller sit usorterede affald ud på gaden de tre dage om ugen, der er afhentning – for mit vedkommende mandag, onsdag og fredag aften – og så kommer skraldebilen forbi og henter det. Det kan ikke betale sig at sortere affaldet – det hele ryger i samme dynge. Og dog. For er man rask i vendingen og stiller sit affald ud i god tid (dog ikke for tidligt, så går gadehundene i det), så kommer Los Recicladores (genbrugerne) forbi og tager det, de kan bruge. Og det er stort set alt! Plastik, glas, papir, pap, metal, stof, træ, elektronik, keramik – you name it. Det eneste, de ikke kan bruge, er organisk madaffald. Derfor er det også rigtig ærgerligt, når disse værdifulde materialer er blevet ’forurenet’ af køkkenaffaldet, for så kræver det ekstra arbejde at rengøre, og det er sjældent Los Recicladores vil tage det med. Og så ryger det netop på den kommunale losseplads, hvor ingen rigtig ved, hvad der foregår.
For et par uger siden var jeg så heldig at få lov til at besøge en genbrugsstation i Cali, sådan en rigtig græsrods- en af slagsen, hvor Los Recicladores afleverer deres materialer (nuvel, det er en rigtig forretning med indtægter, men spurgte man ind til, om de var officielt registrerede, var svaret afvisende, at de var ved at overgå fra uformel til formel forretning). Her bliver alverdens ’affald’ forvandlet til nye materialer, klar til at indgå i ny produktion. Metal bliver sorteret og sendt til omsmeltning, plastikposer bliver forvandlet til små plastikfnug, stofrester bliver omdannet til pudefyld, og plastiskemballage bliver omsmeltet til små plastikperler til at støbe nye spande, krus, skåle og baljer af.
Ejeren, Don Freddy, er en personlighed i sig selv. Når han træder ind på pladsen løber fem gadehunde ham i møde og hilser ham hjerteligt velkomne. Medarbejderne omgår ham med stor respekt – og med stor grund. Udover at arbejde for at sundere miljø i Cali har Don Freddys genbrugsstation også et socialt program: medarbejderne er for størstedelen fra det udsatte kvarter, der omgiver pladsen, og Don Freddy holder sig ikke for fin til at ansætte unge mænd med stofmisbrug, småkriminelle eller andre grupper, som de fleste arbejdsgivere vil holde sig på afstand fra.
’De unge mænd her har ofte mange problemer, men arbejde og socialt samvær er den eneste vej ud,’ som Don Freddy siger.
Men det, der gør mest indtryk, er nok hans program for Los Recicladores, der forsyner genbrugspladsen med materiale. I et hjørne af genbrugspladsen har han stillet toilet og bad op til Los Recicladores, som typisk er hjemløse uden adgang til den slags luksus.
Don Freddys genbrugsstation er således ikke kun et glimrende eksempel på en cirkulær økonomi, den er også et eksempel på en socioøkonomisk virksomhed – eller et forbillede for en solidarisk økonomi.
’Vi er mere tilbøjelige til at give en ren og velsoigneret person hånden, eller endda et kram, end én der ikke har været i bad i flere uger. Ved at tilbyde Los Recicladores et bad nedbryder vi barrierer og giver dem kontakt med andre mennesker,’ lyder filosofien bag initiativet.
Solidarisk økonomi
Et andet pragteksempel på en solidarisk økonomi i Cali er de såkaldte rifas. En rifa er en slags lotteri, som stort set kan bruges i enhver sammenhæng, hvor der er behov for at skaffe penge. Fx blev en af mine venner, Gian, overfaldet og fik sin telefon stjålet, hvorefter hans venner arrangerede en rifa for at skaffe penge til en ny telefon. Herefter solgte de lodsedler til 50 kr., og for hver lodseddel deltog man i lodtrækningen om en ny telefon. Vennerne skulle altså sælge nok lodsedler til at købe to telefoner: en til Gian og en til vinderen af lotteriet.
Fra et omstillingsperspektiv måske ikke den mest geniale løsning (hvorfor give en ny telefon væk til én der måske ikke har brug for det, og hvorfor kunne Gian ikke bare købe en brugt?), men et godt eksempel på en solidarisk økonomi i et land hvor der ikke er forsikring på telefoner, og hvor de færreste har penge til at investere i en ny, sådan uden videre.
Lad dig inspirere!
Så selvom vi nogle gange tror, at vi skal opfinde den dybe tallerken for at finde vejen mod omstillingen, kan det nogle gange være nok at sætte sig ned og observere, hvad der allerede eksisterer, som vi kan bygge videre på. Og måske endda kigge en stund ud over vores egne grænser og lade os inspirere af andres ideer til alternative økonomier.
