Hos Spisehuset Rub & Stub omsættes overskudsvarer til gode retter

Af Tore Bang Heerup

Restaurantprojektet Spisehuset Rub & Stub har fokus på visioner om mindre madspild og en bedre og mere bæredygtig håndtering af fødevarer.

Hver dag kasserer fødevareindustrien enorme mængder af gode råvarer. Det er mad og råvarer, som ellers ville kunne være blevet brugt til at lave et godt måltid mad. Rigtig mange af disse fødevarer bliver ikke  kasseret, fordi de er dårlige, men fordi de ikke ser ud, som vi forbrugere gerne vil have. De har ”kosmetiske” fejl, og det gør det svært at sælge dem.

Som samfund står vi overfor en udvikling, som tvinger os til at tænke mere bæredygtigt. Vi bliver nødt til at tænke på, hvordan vi kan skabe vækst, uden at det påvirker vores CO2 niveau, eller på anden måde fratager muligheder fra andre. Det gælder også i vores produktion og håndtering af fødevarer.

rub og stub

Spisehuset Rub & Stub er netop et restaurantprojekt, som er startet op ud fra disse tanker og visioner om en bedre og mere bæredygtig håndtering af fødevarer. Ved at bruge de varer som er i overskud i fødevareindustrien til vores madlavning, reducerer vi aktivt den samlede mængde madspild i Danmark. Vi mener ikke, at en gulerod skal kasseres, fordi den er vokset skævt, eller en kartoffel ikke kan bruges, fordi den er ujævn. Således samarbejder vi med fødevareindustrien for at nedbringe den samlede mængde madspild.

Samtidig er vi drevet af frivillige kræfter, som alle brænder for at mindske madspildet og samles om gode fælles oplevelser. Det giver os et miljø og et gåpåmod som man sjældent ser andre steder.

Spisehuset Rub & Stub er en del af foreningen RETRO. Alt vores overskud går derfor sammen med foreningens overskud til udviklingsprojekter i Sierra Leone.

På den måde skaber vi vækst, samtidig med at vi bidrager til et bæredygtigt samfund. Ikke blot i Danmark, men også i Afrika. Alt sammen ved blot at udnytte ressourcer, som ellers ville være blevet til spild.

Fordi vi har en forretningsmodel, som er non-profit, er vi også afhængige af gode samarbejdspartnere, som sammen med os har et mål om at mindske madspildet og skabe et bæredygtigt samfund. Det har været en af vores udfordringer i 2013, og vi er stadig på udkig efter folk, som kunne være interesseret at starte et samarbejde.

rub og stub 02Foto: Pernille Gregersen

I sommeren 2013 kunne vi åbne dørene op for offentligheden til forskellige festivaler. Her fik vi mulighed for at prøve konceptet af, og der gik ikke lang tid før, vi fik mange henvendelser fra frivillige, som vil være med, samt foreninger og andre der gerne ville støtte.

Det var derfor også med stor glæde, at vi 13 september 2013 kunne erklære vores egen selvstændige åbning af restauranten ”Spisehuset Rub & Stub”. Det skulle her vise sig, at vi er den første restaurant i Europa, som åbner op med dette koncept.

Vi har nu solid base af frivillige kræfter, som blandt andet står i køkkenet, serverer maden for vores gæster og udvikler PR-strategier og samarbejder med andre organisationer. Det er de frivillige kræfter i Rub & Stub, som gør projektet muligt, og det er dem, der giver restauranten liv og sjæl, som man ikke finder andre steder.

2014 bliver vores første hele kalenderår som nystartet restaurant, og vi glæder os til at komme i gang. Efter en renovering af vores køkken er vi klar til at åbne op igen d. 30 januar.

Vi er stolte af at kunne skrive overskud på menuen. Både blandt frivillige, ansatte og den mad vi servere.