Cirkularium Food Loop
Grøn industrisymbiose igennem genanvendelse af ressourcer
‘Food Loop’ er et projekt af foreningen Mejlgade Lab som inspirerer og oplyser borgere og virksomheder om fordelene ved bæredygtig ressourcehåndtering.
Initiativet ´Food Loop´ er et udviklingsprojekt mellem byggeselskabet Olav de Linde og restauranter og caféer i Latinerkvarteret i Aarhus med det formål at etablere et kredsløbsvæksthus i centrum af Aarhus. Sammen med arkitektfirmaet Bioark lærer man at dyrke bl.a. svampe og aquaponics i tætte bebyggelsesområder. Centralt for projektet er at undersøge nye innovative metoder for ressource(gen)anvendelse, der kan føde positivt ind i behovet at skabe nye, grønne forretningsmodeller- og muligheder for fremtiden.
Food Loop i Latinerkvarteret skaber en grøn industrisymbiose gennem følgende ressourcestrømme:
1. Bio-affald fra restauranter
2. Kaffegrums til dyrkning af gourmet svampe
3. Kaffegrums føres til larverne efter svampene er blevet høstet
4. Gødning / jord / kompost fra larveproduktion
5. Micro greens / tomater / urter som drivhusprodukter til restauranter
6. Larver som fiskefoder
7. Fisk som gødning til planter
8. Fisk som produkt til restauranter
9. Opsamling af biogas, regnvandshåndtering og reduceret forurening
De deltagende virksomheder forventer øget konkurrenceevne på baggrund af den positive branding der kan følge af at deltage i projektet. Derudover kan projektet også give en reel ressource-besparelse da de deltagende virksomheder vil spare en del omkostninger forbundet med energiforbrug.
Affaldet transporteres sædvanligvis ud af byen, med symbiosen er det dog muligt for restauranterne at komme af med deres affald i lokalområdet, hvilket mindsker transport. Symbiosen mindsker også brugen af kunstgødning fordi gæringssaften i komposteringsprocessen kan bruges som naturlig gødning. En beregning viser at symbiosen kan spare 10,8 t CO2 pr. år ved mindre transport og udbyttet af afgrøder.
Målet er på længere sigt at etablere et integreret kredsløbsvæksthus – Cirkularium, samt et helstøbt Food Loop i Latinerkvarteret i centrum af Aarhus. Projektets første fase forløb fra marts til september 2015.
Mejlgade Lab er en af de lokale foreninger der var med i Omstillingsstafetten 2015.
Læs mere om Mejlgade Labs projekter på deres hjemmeside.
Kontaktperson for Cirkularium og Food Loop: Jonatan Marcussen , tlf. 27412056
Leave a Reply