En grøn økonomi vokser ikke – den udvikler sig

Af Adam Matias Dong Hoffmeyer, studerende på RUC og aktiv i Omstilling Nu

Alle de store partier på såvel højre- som venstrefløjen kæmper en indædt kamp for at få væksten tilbage efter den økonomiske krise. Klima- og energiminister Martin Lidegaard fastslog klart i Debatten på DR2 den 5. september, at vækstplanen isoleret set er et skridt væk fra bæredygtighed, men at klimaplanen jo kompenserer for dette ”grønne tab”, som vækstplanen medfører. Men man risikerer at tage et skridt tilbage og et frem, hvormed vi ender med en fortsættelse af status quo.

Økonomisk vækst er vækst i BNP, men BNP er kun et mål for økonomisk aktivitet, ikke økonomisk fremgang, ikke økonomisk udvikling, kun aktivitet. BNP siger i sig selv ikke noget om den samfundsmæssige positive udvikling. Fænomener som trafikuheld, kriminalitet, brande, naturkatastrofer og krigsudgifter bidrager positivt til væksten i BNP. At BNP er en mangelfuld metode til måling af samfundsudviklingen, er efterhånden bredt anerkendt, men den fortsatte brug retfærdiggøres ved den gode gamle sang om det bedste blandt dårlige alternativer.

Væksten er blevet uøkonomisk

Den tidligere seniorøkonom i Verdensbanken, Herman Daly, argumenterer i sin bog Nødvendighedens økonomi, for, at den vestlige verdens økonomiske vækst har udviklet sig til at være en uøkonomisk vækst. Væksten bliver uøkonomisk, når der er flere ulemper end fordele for samfundet forbundet med den. Fordelene ved vækst forstås som de varer og tjenester, der produceres og skaber øget velstand og bedre levekår for samfundets indbyggere. Ulemperne udgøres af de ofre, der er en forudsætning for produktionen af varer og tjenester, fx ressourceforbrug og forurening. Modellens pointe er, at hvis ulemperne fra vækst i BNP vurderes til at veje tungere end fordelene, mister væksten sin berettigelse og bliver uøkonomisk. Resultatet bliver en samfundsudvikling, der samlet set bliver negativ.

Daly konkluderer, at vi i store dele af den vestlige verden siden 1970’erne har haft uøkonomisk vækst. Det når han frem til ved brug af analyseredskabet, Index for Sustainable Economic Welfare (ISEW), der er en korrektion af BNP, som forsøger at lave en mere virkelighedsnær beskrivelse af den samlede positive samfundsudvikling. ISEW-statistikker for bl.a. Storbritannien, USA og Sverige viser en faldende eller stagnerende samfundsudvikling siden slutningen af 70’erne. Disse er altså lande, hvor man, ifølge Daly, har fremelsket en vækst, der samlet set har været uøkonomisk.

Danmarks CO2-udledninger er steget hurtigere end BNP

Danmark bliver ofte fremstillet som klimaduks, men kigger man tallene fra Danmarks Statistik nøje igennem, finder man, at den danske økonomis CO2-udledninger er vokset fra 67 mio. tons i 1990 til 99 mio. tons i 2011 – en stigning på 42 %. At man nogle gange kan læse om Danmarks faldende CO2-udledninger, skyldes beregningsfiduser, der udelader udledninger fra dansk skibs- og luftfart i udlandet.

Påstanden at BNP kan vokse mens belastningen af jorden mindskes, såkaldt grøn vækst, er under pres: I 1990-2011-periodeen voksede BNP nemlig kun med 39 % i faste 2005-priser – dvs. 3 % langsommere end CO2-udledninger. Det har dermed vist sig sværere end som så, at afkoble væksten fra belastningen af naturen. Figuren viser udviklingen i den procentvise stigning i den danske økonomis CO2-udledninger og BNP ift. 1990 og frem til 2011 (Data fra Danmarks Statistik).

Et nødvendigt pusterum

Allerede i 1885 var den klassiske økonom John Stuart Mill i Principles of Political Economy opmærksom på, at samfundet ville nå et stationært stadie, hvor den samlede kapital havde nået en stabil og optimal størrelse. Der er intet nyt i, at økonomiens ekspansion må møde en grænse. Det nye er, at vi er ved at være kommet til det punkt, hvor økonomiens størrelse måske har nået sit optimum. Væksten har skabt en eksplosiv velstandsforøgelse i det 20. århundrede, men vi må erkende, at den efterhånden har taget sin tørn i den vestlige verden. Vestens opgave i det 21. århundrede bliver derfor at skabe udvikling, uden at øge mængden af de ressourcer, der strømmer gennem vores økonomi.

Diverse grønne tiltag kan give os et pusterum, til at omstille vores økonomi til en økonomi, der kan udvikle sig uden at vokse. Men Danmark bør tage teten og udvikle innovative forslag til reformer, som kan føre os mod en økonomi, der kan blive ved med at fungere, på en planet der ikke vokser. Hvis Martin Lidegaard ønsker reel bæredygtighed på langt sigt, må han opprioritere samarbejdet med erhvervs- og vækstministeriet. Han kunne jo eventuelt tage en snak med Helle om en oprettelse af et ”Bæredygtighedsministerium”, der tværsektorielt kan koordinerer den samlede indsats for et bæredygtigt Danmark.