
Er etik blevet ubekvemt?
Af Liv la Cour, cand.scient.pol., MSC, fuldmægtig samt medlem af netværket Omstilling Nu.
Vi lever i jantelovens land, hvor man ikke skal tro, at man er noget – og slet ikke bedre end andre. Arrogance er da også et dybt usympatisk træk, og bedrevidende mennesker kan let forpurre relationer. Men det kan også tage overhånd, når vi i jantelovens navn ikke må påpege, at vi faktisk lever ubæredygtigt, og at vores livsstil i den forstand både er uansvarlig og uetisk.
Danmark har verdens femtestørste økologiske fodaftryk. Det økologiske fodaftryk måler, hvor mange af jordens ressourcer en gennemsnitsindbygger bruger for at opretholde sin livsstil. Og her ligger Danmark altså på en femteplads – kun overgået af tre arabiske oliestater og Luxembourg.
Misforstået frihed
Men vi må ikke blande os i den måde, vores medmennesker lever på, fordi det opfattes som en krænkelse af den individuelle frihed. Den enkelte har ret til at leve, som hun ønsker, blot det ikke skader andre. Vi kalder det frihed under ansvar. Nelson Mandela beskriver det smukt med ordene, at »for at være fri er det ikke nok blot at kaste ens egne lænker, men at leve på en måde, der respekterer og fremmer andres frihed«.
Men i fraværet af en global bæredygtig etik har friheden mistet sit ansvar. Vi handler – i denne del af verden – i frihed, men tager helt ærligt ikke ansvar for vores handlinger, når vi tilraner os retten til en så usolidarisk stor andel af de fælles ressourcer, som det økologiske fodaftryk afspejler. Filosoffen Emmanuel Kants princip om at ens handlinger skal kunne ophøjes til universel lov for at være etiske, er et grundlæggende humanistisk livssyn. Men skal vi være tro mod denne humanisme, er konsekvensen, at vi skulle unde jordens øvrige syv milliarder mennesker at forbruge på lige fod med os danskere, hvilket på ultrakort tid ville udtømme planetens ressourcer. Verden har i form af befolkningstilvækst og materielt overforbrug af ressourcer således ændret sig, uden at vores etik er fulgt med.
Sandhedsrelativismen
En anden konsekvens af modstanden mod det bedrevidende ses i vores forhold til videnskaben og formidlingen af den. Flere metastudier af tusinde fagfællebedømte artikler viser, at der over længere tid har været konsensus om de menneskeskabte klimaforandringer med under én procents skepsis. I sandhedsrelativismens navn afspejles dette dog langt fra i den politiske debat og mediernes dækning. Men det er misforstået demokratisk oplysningsetik eller bevidst politisk propaganda, når marginaliserede klimaskeptiske synspunkter får samme opmærksomhed og tillægges samme værdi som den veldokumenterede viden.
Det er derfor opløftende, når et indflydelsesrigt medie som BBC nu har besluttet, at public service forpligter til at formidle en videnskabelig dækning af klimaområdet, så sendetid afspejler den videnskabelige fordeling af synspunkter. Det er absolut ikke det samme, som at der ikke må og skal være plads til kritik. Men det er uetisk at benægte fakta. I en mangfoldig verden kunne videnskaben derfor blive én mulig etisk fællesnævner, som kan hjælpe os til at navigere ansvarligt.
For hvis vi tager afsæt i naturvidenskaben, bliver det klart, at det ikke handler om peak oil, dvs. hvornår kloden løber tør for olie, men om peak carbon, dvs. hvornår biosfæren ikke kan rumme mere forurening, hvis den skal kunne understøtte tålelige liv. Også derfor er en bæredygtig udvikling et spørgsmål om fordeling af ressourcer og et spørgsmål om etik. Og løsningen til at overskride gammelideologisk højre-venstre politik kunne netop ligge i at genskabe frihedens ansvar ud fra en videnskabeligt funderet etik. For i en verden med begrænsede ressourcer hæmmer den vestlige livsstil med Mandelas ord netop andres, herunder fremtidige generationers, frihed og mulighed for udvikling. Frihedsgudinden har brug for en partner – en ansvarsgud.
Også bragt i Dagbladet Information.
One comment
Jes
Super godt indlæg. Chapeau. Det kommer igen og igen bag på mig, at vi har de femtestørste fusser. Er det nordsøolien der topper op der, industrilandbruget eller vores blotte overforbrug?