Europa går til modangreb på USA i valutakrigen
Af Rasmus Hougaard Nielsen, cand.polit og medlem af Omstilling Nu samt initiativet Gode Penge.
De seneste års kvantitative lempelser (Quantitative Easing) fra den amerikanske centralbank, FED, har understøttet oversvømmelsen af EU med dollar skabt ud af ingenting i de amerikanske banker. Lempelserne har i al sin enkelhed bestået i, at FED har opkøbt højrisiko værdipapirer fra de amerikanske banker og betalt bankerne med helt nye centralbankpenge skabt ud af ingenting.
Pengene fra centralbanken har overdynget det amerikanske interbankmarked med likviditet og givet de banker, der agerer på dette marked, adgang til en overflod af penge. Bankerne har først og fremmest benyttet de nyskabte dollar til at opkøbe aktiver i hele verden – ikke mindst i EU, hvor amerikanske kapitalfonde aktivt har opkøbt infrastruktur samt spekuleret i sydeuropæiske ejendomme og på aktiemarkederne.
Indstrømningen af dollar i EU har naturligvis skabt et pres opad på euroen såvel som de valutaer, der er bundet til den – herunder den danske krone.
Eftersom EU består af suveræne stater med egen finans- og skattepolitik, har et europæisk modangreb været utrolig svært at stable på benene, men i løbet af den seneste tid har piben fået en anden lyd: Præsidenten for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi, har nemlig skærpet snakken om et tilsvarende europæisk obligationsopkøbsprogram (Quantitative Easing). Denne snak er især taget til, efter Jens Weidmann, præsident for Deutsche Bundesbank, uventet har bakket op om den. Den tyske centralbank har ellers igennem længere tid været skarp kritiker af en sådan politik.
Pres på Draghi
Alene disse indikationer har medført, at spekulanter – ikke mindst de amerikanske – har kastet sig frådende over spanske, portugisiske og græske statsobligationer ud fra en forventning om, at det ville være disse værdipapirer, Den Europæiske Centralbank ville understøtte.
Den spekulative manøvre – der alene er baseret på en forventning om at kunne score en hurtig gevinst, hvis opkøbsprogrammet rent faktisk iværksættes – har allerede nu presset renten på kortsigtede spanske statsobligationer ned under renten på tilsvarende amerikanske statsobligationer. Spanien har ellers, som de øvrige europæiske lande med høj statsgæld, igennem længere tid måttet betale en ekstrem høj rente på deres statsobligationer.
Spørgsmålet er, om præsidenten for ECB, Draghi, kan fortsætte sin snak om et opkøbsprogram uden rent faktisk også at føre det ud i livet? I øjeblikket går snakken højt i medier som The Financial Times og The Economist, og presset på Draghi er derfor stort. I Financial Times er der sågar dagligt helsidesannoncer finansieret af den internationale finanslobby direkte henvendt til Draghi med henblik på at italesætte behovet for et opkøbsprogram. Finans- eliten har indset, at hvis ikke disse opkøb igangsættes, er konsekvensen et nyt finansielt krak på aktie- og obligationsmarkederne.
Storbanker flyder ovenpå
Valutakurser er et monetært fænomen, som er styret af et internationalt finansielt hierarki. I et system med frie kapitalbevægelser, hvor penge ikke har nogen indre værdi – det vil sige, de skabes gennem private bankers udlån uden sammenhæng med noget fysisk, handler international pengepolitik i høj grad om at være first mover samt være placeret så højt som muligt i det internationale valutahierarki, hvis man ikke vil ende som taber i den internationale valutakrig, som i øjeblikket raserer.
Som first mover kan man foretage monetære ekspansioner og kontraktioner af pengemængden på de strategisk rette tidspunkter og før alle andre. De amerikanske banker har en lang tradition og erfaring med det – ikke mindst i 1980’erne i Argentina, hvor de oversvømmede landet med dollar, som de både benyttede til opkøb af alskens fysiske aktiver og som grobund for en ekstrem grad af liberalisering i amerikanske virksomheders favør. I øjeblikket viser de, at de stadig mestrer den kunst.
Alt imens halser EU bagefter som second mover, og Danmark er gået helt bag af dansen ved at forholde sig fuldstændig passivt og ukritisk at lægge sin skæbne i hænderne på det internationale finans- og banksystem. De store internationale banker er på mange måder hævet over kampen, da de agerer på mange forskellige valutamarkeder og kan derfor hele tiden opføre sig strategisk til egen fordel – hvorved de også er hævet over de store centralbanker. Banker som Goldman Sachs er, hvad man i fagtermer vil kalde finansiel dealers – det vil sige, at de både udbyder og efterspørger på mange forskellige finansielle markeder samtidig, hvormed de kan styre priserne og manipulere med renter og valutakurser. En funktion der ligger langt ud over de økonomiske tekstbøgers idé om en aktør på et marked.
Satser på forfejlet teori
Obligationsopkøbsprogrammerne iværksættes overalt i verden med henblik på at forhindre deflation i forbrugerpriserne, som man anser for en kæmpetrussel. Programmerne har dog indtil videre blot presset renterne på obligationer ned og aktiekurserne op uden at have nogen effekt på den reelle økonomi.
Teorien, der holder illusionen om opkøbsprogrammerne i live, er den såkaldte multiplikatorteori, der påstår, at hvis centralbankerne skyder penge ind i de private banker, vil de langsomt flyde videre til den almindelige befolkning. Selv om denne effekt i allerhøjeste grad er blevet afvist – på det seneste af selveste FED og Bank of England – er det dog en teori, man stadig underviser i på økonomistudier overalt i verden, hvilket må anses som den hovedsagelige forklaring på disse skizofrene økonomiske indgreb.
Japan var det første land, som helt tilbage i 1990’erne begyndte at føre en sådan form for pengepolitik – desværre uden succes. Tværtimod førte det landet ud i en recession, der stort set er fortsat sidenhen.
Lancerer ECB et opkøbsprogram, vil konsekvenserne være tydelige; flere penge står til at strømme ind i det finansielle system til gavn for spekulanter og de store internationale banker. Alt imens vil lavere renter på obligationer presse boligpriserne yderligere op med det resultat, at boligkøbere og helt almindelige mennesker skal forgælde sig endnu mere for blot at have et sted at bo. Alt imens forholder den danske nationalbank sig vanligt passiv og opkøber blot udenlandske inflationære valutaer, efterhånden som de strømmer ind i Danmark i så store mængder, at valutakursen påvirkes.
Giv pengene til folket
Som modtræk til den dybt udemokratiske pengepolitik, men langt væk fra den politiske dagsorden, står det, den engelske tænketank New Economic Foundation kalder Strategic Quantitative Easing. Forslaget går på, at de kvantitative lettelser fra centralbankerne, i stedet for at blive brugt på at opkøbe værdipapirer bør benyttes til direkte investeringer i infrastruktur, skoler, børnepasning og andre projekter, som involverer menneskelig aktivitet. En pengeindsprøjtning, som ikke nødvendigvis skydes ind statsbudgetterne, men også kan investeres i private virksomheder, eller simpelthen gives som skattelettelser. Vigtigt er dog, at pengene går uden om bankernes hænder og direkte til befolkningen.
En sådan pengepolitik skaber godt nok penge ud af ingenting, men i modsætning til den nuværende pengepolitik kan den skabe arbejdspladser og hjælpe borgere i samfundet – du og jeg – med at afdrage noget af al den gæld, som er blevet presset ned over hovedet på os som konsekvens af det nuværende pengesystem.