Forårsfornemmelsers hvisken om forbundenhed
Menneskets foragt for naturen kan ramme som en boomerang og ødelægge vores eget livsgrundlag
Af Liv La Cour Belling, cand.scient.pol., MSc, fuldmægtig og medlem af netværket Omstilling Nu.
En forårsdag i april, hvor solen skinner, og dens varmestråler kærtegner huden. En nærværende stund, hvor man et øjeblik nærmest hengiver sig og fyldes med taknemmelighed til nuet.
Så enkelt kan lykken opstå. Det er, som om kroppen vågner på ny. Sammen med alt andet liv. Det har været længe ventet det blide forår, og så er det, som om hele naturen pludselig vælger at springe ud på én gang. Vi bevæges at og begejstres af naturen skønhed. Rejser ovenikøbet til den anden side af Jorden for at opleve den i andre variationer. Men glemmer, at vi er den suverænt største trussel mod naturens mangfoldighed – bl.a. når vi hopper på flyet til eksotiske destinationer.
Ny masseudryddelse
Alle andre arter end mennesket uddør lige nu 100-1.000 gange hurtigere, end hvad der er normalt. Tempoet minder om de fem tidligere gange i Jordens historie, hvor 50-90 procent af arterne forsvandt i forbindelse med gigantiske naturkatastrofer. Sidste gang er 65 millioner år siden, da et kometnedslag bl.a. udryddede dinosaurerne. Vi har ifølge videnskaben i flere årtier været i gang med den sjette masseudryddelse i klodens historie. Og denne gang er katastrofen menneskeskabt. Den teknologiske udvikling og eksponentielle befolkningstilvækst har gjort os til en overvældende naturkraft. Vi overfisker, jager truede arter og ødelægger utallige dyrs og planters levesteder. Paradoksalt nok betragter vi det som udvikling af den menneskelige civilisation. Med stadig flere mennesker med stadig stigende forbrug er den menneskelige art blevet som en voksende kræftsvulst i form af bebyggelser, infrastrukturer og industrialiseret landbrug. Symptomerne rammer i første omgang ikke patienten selv, men dens omgivelser. Med øer af plastic i havene over skovrydning til global opvarmning forstyrrer vi andet liv.
Den tabte ærefrygt
Det er mærkeligt at tænke på, at jeg måske kun kan fortælle mine børn eller børnebørn om elefanter, løver, bjørne, orangutanger eller hvaler i datid som med dinosaurerne. Disse fantastiske dyr, hvis liv det ikke blot er trist at miste, men hvis tabte roller i økosystemet kan være uoprettelige.
Ved udgivelsen af en undersøgelse sidste år af konsekvenserne af tabet af de store rovdyr for forskellige lokale økosystemer, udtalte hovedforfatteren, William Ripple, fra Oregon State University, USA, at »ironisk nok er de ved at forsvinde, netop som vi begynder at forstå deres vigtige rolle for økosystemer,« og at »det indgyder ærefrygt, når man som forsker ser, hvor forbundet naturen er.«
Jeg frygter, at vi som civilisation har bevæget os så langt væk fra kontakten med naturen, at vi har glemt at ære den – og at vi er forbundet med den. Naturen betragtes grundlæggende som noget, vi kan udnytte (naturressourcer) eller tilsidesætte (andre arter). Og vi har formået at legitimere den teknologiske udnyttelse af jorden i skaberens navn. Vores kulturkristne historie har fortalt, at Gud skabte mennesket og sagde »bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på Jorden.«
Uagtet at de fleste i dag betragter skabelsesberetningen som en myte, der ikke skal forstås bogstaveligt, har fortællingen bevidst eller ubevidst formet vores forvrængede forestilling om forvalterens overherredømme. Det er ikke den eneste forklaring, men det virker nødvendigt med en fornyet kulturel agtelse for Moder Jord, for naturens forbundne livsformer – og for vores afhængighed heraf. I sidste ende risikerer vi nemlig, at tabet af flora og fauna som en boomerang rammer den menneskelige civilisation. Det kræver både individuel og global politisk handling at undgå. Og det kræver, at vi som mennesker mærker naturens magi og vores forbundenhed hermed – og sætter en ære i at frygte tabet af den.
Leave a Reply