Forestillingens skaberkraft

»I have a dream« er titlen på en af verdens mest kendte taler. Evnen til at drømme og have visioner er for mig en af livets største gaver – og forunderlige funktioner. Vi kan ud af ingenting skabe tusinder af forestillinger og sammensætte dem på uendelige måder. Men det er, som om vi har glemt evnen til at forestille os noget andet end det etablerede. Og paradoksalt nok lader vi os samtidig konstant distrahere fra at være til stede i netop det, som er. Øjenkontakten, åndedrættet, duften. En tilstedeværelse, der ligesom forestillingsevnen, er en gratis gave og funktion af uendelige dimensioner.

Vi higer efter mere og andet og holder samtidig urokkeligt fast i det, vi kender. Benægter nødvendigheden af at skabe et radikalt anderledes samfund og overvejer ikke, om det, vi har, egentlig er meningsfuldt.

Intuitionens gave

I stedet hylder vi de samme og overbrugte kundskaber hos systemer og mennesker. De og vi skal være effektive og rationelle. Effektivitet og rationalitet er uundværlige egenskaber, som skal anvendes, hvor og når det er meningsfuldt. F.eks. i forhold til ressourceudnyttelse og arbejdsdeling. Men det mest effektive er nogle gange ikke at gøre noget. Det er en velkendt erfaring, at det ofte er i pauserne, de gode ideer opstår. Når vi ikke skal præstere eller udtænke løsninger, men i et øjeblik lader sindet lytte til det, der opstår. Det kræver tillid til, at der kommer noget! Og det kan være svært, hvis man aldrig træner det. Så forbliver stilheden, pauserne, intuitionen noget ukendt og usikkert.

Albert Einstein er citeret for at have sagt: »Det intuitive sind er en hellig gave og det rationelle sind en trofast tjener. Vi har skabt et samfund, der hylder tjeneren, men har glemt gaven.«

Det intuitive sind rummer både evnen til forestilling og til nærvær. Det er en umiddelbar indskydelse af ’noget’. I umiddelbarheden findes nærværet, og i dét, der fornemmes, ligger forestillingsevnen.

Brug for træning

De udfordringer, vi står over for i forhold til at skabe et mere bæredygtigt samfund, kalder på begge dele. Vi har brug for at genfinde nærværet for at blive mere bevidste om, hvad det egentlig er, der gør livet meningsfuldt, og vi har brug for forestillingskraften til at skabe det. Men som med muskler svækkes forestillingsevnen, hvis den ikke trænes. Undersøgelser viser, at når børn begynder i 0. klasse kan de finde over 100 forskellige måder at bruge en papirclips på. Når de går ud af skolen er antallet af ideer reduceret til 10-15.

Og når vi ikke træner vores forestillingsevne, bliver det næsten umuligt at forandre det etablerede – uanset hvor dårligt det måtte være. Et eksempel er deleøkonomien, som lige nu spirer i utallige former kloden rundt, men som samtidig oplever stor modstand fra den etablerede industri, fordi den udfordrer grundlaget for deres produktion, nemlig den private ejendomsret. Tag bilismen: Bilindustriens berettigelse er vores forestilling om, at bilen giver personlig frihed og mobilitet. Men ifølge økonomen Jeremy Rifkin kan vi afskaffe 80 procent af alle biler og stadig have den samme mobilitet, fordi vores nuværende anvendelse af bilen – den privatejede bilisme – er dybt ineffektiv, ofte kun med én passager – føreren – og med utallige timer på parkeringspladsen eller i garagen. Fordi vi ikke længere dyrker evnen til at forestille os noget andet, har vi svært ved at begribe de nye muligheder og deres fordele.

Hvis vi skal kunne realisere et langt mere bæredygtigt samfund, har vi derfor brug for at genfinde vores fantastiske forestillingsevne. Og vi har brug for at træne den. I skolen, på arbejdet, i fritiden. Ligesom børn har brug for forbilleder har vi som samfund brug for idealbilleder.