Frihandel. Intet løft for miljø og sundhed

De økonomiske effekter af frihandelsaftalen TTIP er svære at spå om. Der vil givetvis blive skabt flere jobs i visse eksporterhverv, mens andre vil blive udfordret grundet øget konkurrence. Desværre bliver der lovet guld og grønne skove på baggrund af yderst optimistiske beregninger baseret på en række hypotetiske økonomiske antagelser. I en analyse fra EU-kommissionen påpeges det, at TTIP i bedste fald vil give en vækst i bnp på 0,5 procent.

I de fleste tilfælde glemmer man dog at forklare, at effekten indtræffer over en periode på 10 år. Gevinsten i det mest optimistiske scenarie er altså 0,05 procent ekstra bnp-vækst om året i denne periode, hvilket svarer til godt en kop kaffe om ugen per EU-borger. Hertil kommer omkostninger til en stigning i sociale ydelser og opkvalificering, der ikke tages højde for i beregningerne.

Der er uden tvivl love og regler i både EU og USA, der udgør unødvendige hindringer for handel og investeringer for mange virksomheder. Harmonisering af lovgivning hen mod de højeste standarder på begge sider af Atlanten i en handels- og investeringsaftale med USA (TTIP) vil være en kæmpe gevinst for verden. Men intet i de dokumenter, vi har haft adgang til, tyder på, at udviklingen vil gå i denne retning – tværtimod ligger det kun i spin og fine taler.

Til gengæld ved vi, at USA anklager EU’s kemikalielovgivning for at udgøre en handelsbarriere. Det sker dels gennem Verdenshandelsorganisationen (WTO), dels ved diverse formelle og uformelle lejligheder.

Det er bekymrende, at EU-kommissionen har afvist at ekskludere kemikalieområdet fra aftalen. Reguleringen af hormonforstyrrende stoffer undermineres allerede i dag i EU, især af industriinteresser, som ikke anerkender det forsigtighedsprincip, som ellers ligger i EU’s traktat. Disse interesser vil blive styrket af en aftale med USA, som heller ikke anerkender forsigtighed. Forhandlingerne om TTIP har allerede medvirket til at få EU-kommissionen til at trække forslag til regulering af hormonforstyrrende stoffer tilbage. Det viser en aktindsigt, som blev refereret i Information 2. juni. USA’s kemikalielovgivning daterer tilbage til 1976 og er stærkt forældet.

En harmonisering i en TTIP-aftale vil derfor ikke være en løftestang for hverken EU eller resten af verden. EU har f.eks. forbud mod 82 pesticider, som er tilladt i USA, og kun 11 stoffer er forbudt i kosmetiske produkter i USA mod 1.373 stoffer i EU.

Vi har således fundamentalt forskellige tilgange til dette område på tværs af Atlanten. EU har foreslået et reguleringsråd, der skal træde i kraft med TTIP og derved skabe ’en levende aftale’. Dets opgave bliver at foreslå, hvordan den nuværende og fremtidige regulering skal harmoniseres mellem EU og USA. Rådet skal bygge sine anbefalinger på analyser, der blandt andet fokuserer på, hvordan miljø og sundhedslovgivning hæmmer handelen. Denne type analyser har netop kemiindustrien fra både USA og EU længe lobbyet for, da det er et effektivt redskab til at forsinke og udvande lovgivningen.

EU og USA har også vidt forskellige tilgange til standarder for fødevarer, og da flere amerikanske fødevarer er udelukket fra det europæiske marked, er det et centralt område for amerikanerne, som vil ind i varmen. Gmo, klorkyllinger og hormonbøffer er for følsomme til at forhandle nu, men kan efterlades til reguleringsrådet. Rådet skal påpege de negative økonomiske konsekvenser og komme med forslag til harmonisering eller gensidig anerkendelse af hinandens respektive standarder.

Risikoen er, at snævre økonomiske interesser kommer til at sætte dagsordenen for udformningen af lovene. Der lægges nemlig udelukkende op til vurdering af regler og loves effekter på samhandel – ikke deres indvirkning på sundhed, miljø eller andre offentlige goder. Det risikerer at skabe et nedadgående pres på den lovgivning, som er sat i verden for at beskytte miljøet og folkesundheden. Særlig problematisk er det på de områder med stor videnskabelig usikkerhed, herunder på fødevare- og hormonområdet, hvor EU’s forsigtighedsprincip traditionelt har været gældende.

Et andet grundlæggende problem er den særlige investor-stat-tvistbilæggelses-mekanisme, kaldet ISDS, som skal beskytte udenlandske investorer. Disse vil i så fald få ret til at sagsøge stater ved en international voldgift, hvor tre private advokater afgør, om for eksempel strengere miljøkrav er tilladt i henhold til TTIP, hvis de udmønter sig i et økonomisk tab hos investorerne. Sådan en særdomstol for investorer er blevet inkluderet i aftaler med udviklingslande, hvor der har været tvivl om sikringen af ejendomsrettigheder og lødigheden af de nationale domstole. Men i stigende grad inkluderes mekanismen også i andre aftaler, og erfaringen har vist, at den bruges til at udfordre og tilbagerulle nødvendig miljølovgivning uden om det nationale juridiske system.

Der er ikke behov for sådan en særdomstol i en aftale med USA. Vi har velfungerende domstole.