Her går det godt
Af Peter Bjerregaard, medlem at Omstilling Nu’s bestyrelse, sociolog og arbejder til dagligt for Rambøll (waste-to-energy), og så er han tidl. presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Desuden er han RÆSONs klimaredaktør og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost.
RIO DE JANEIRO – »This is no way to run a Planet,« skrev Todd Stern, amerikansk chefforhandler i klimaspørgsmål i et brev til daværende præsident Bush i 2007, og understregede, at ligesom man ikke kan drive en virksomhed ved at holde store fællesmøder med aktionærerne, så kan man heller ikke løse globale udfordringer ved at invitere godt 200 lande til konferencer med relativt omfangsrige dagsordener.
Den pointe viste sig at være højaktuel igen til topmødet i Rio de Janeiro, der markerer 20-året for det første Earth Summit om bæredygtig udvikling. Dengang tiltrak topmødet en historisk medieopmærksomhed og udmundede i en række internationale konventioner om bæredygtighed, biodiversitet og klima. Men hvordan er det egentligt gået med de målsætninger? Ifølge FN rapporten, Global Environment Outlook (GEO-5), er der sket betydelig fremgang på en håndfuld af de godt 90 indikatorer. Adgangen til rent drikkevand er forbedret, investeringer i vedvarende energi er steget og ozonlaget er i bedring, men så stopper strømmen af gode nyheder også.
På stort set alle andre parametre som f.eks. udledningen af CO2, temperaturstigninger og biodiversitet ser billedet anderledes ud. Mængden af CO2 er steget med godt 40%, biodiversiteten i de tropiske egne er reduceret med 30%, etc.
Forventningsafstemning
I lyset af de seneste klimatopmøder i Durban, Cancún og København, så ligger forventningerne til dette års topmøde på et historisk lavt niveau. Og det er ikke uden grund. Selvom der er blevet indlagt ekstraordinære forhandlingsrunder forud for Rio+20, så er der på nuværende tidspunkt kun opnået enighed på omkring 20% af de 80 siders forhandlingstekst.
Den primære årsag til afstanden mellem politiske mål og reel handling er manglende kontrol. Der findes ingen instans til at holde lande ansvarlige ift. deres løfter, og resultaterne er derefter. Dette vakuum i den politisk arkitektur har fået fornyet relevans forud for Rio+20, hvor de institutionelle rammer for en bæredygtig udvikling er et af de to hovedtemaer, der skal diskuteres – med udviklingen af en grøn økonomi som det andet tema.
For at adressere problemet har flere forskere, lande og interesseorganisationer presset på op til Rio-topmødet for at få skabt nye instanser som f.eks. et FN Miljøsikkerhedsråd eller en Ombudsmand for fremtidige generationer. Det har dog lange udsigter. På et møde på Københavns Universitet forrige uge, vurderede udviklingsminister Christian Friis Bach (R), at det mest sandsynlige resultat af Rio+20 er en etableringen af en særlig FN reporteaur, der vil evaluere landenes fremgang. Stort set som man gør i dag.
Ved samme møde på Københavns Universitet deltog John Kornerup Bang, klima-chefrådgiver hos A.P. Møller Mærsk, som bankede hovedet på sømmet.
»Den største udfordring er ikke manglen på tekniske løsninger eller manglende viden om situationen. Den største udfordring er landenes evne til at nå til enighed,« sagde Kornerup Bang og understregede behovet for at virksomheder selv begynder at gå foran.
En virksomhed, der netop har gjort det er Microsoft. Fra d. 1. juli begynder Microsoft at beskatte sig selv. For hvert ton af CO2 de største globale kontorer og datacentre producerer, skal de betale en afgift, som skal bruges til at købe CO2-certifikater, som vil kunne gøre Microsoft CO2-neutral. Og som Microsofts klimachef, Rob Bernard, siger »mens regeringer har en vigtig rolle at spille, så håber vi, at der er en fordel i at bevæge sig hurtigere end dem.«
Behovet for reformer af den politiske beslutningsproces blev tydeliggjort tidligere på året, da FN, efter at have konsulteret 993 forskere verden over, rangerede de 21 største udfordringer for det 21-århundrede. Af den liste fremgik det, at den største miljømæssige udfordring var at reformere den politiske ledelse af planeten – med omstillingen til en grøn økonomi og sikringen af fødevaresikkerheden i en verden med 9 mia. mennesker på en henholdsvis anden og tredje plads.
Ledelsesunderskud
Herhjemme har behovet for nye ledelsesformer længe præget dagsordenen i Folketinget, der de seneste år bl.a. har vedtaget folkeskolereform, politireform og en strukturreform, der reducerede antallet af kommuner fra 271 til 91. Fællesnævneren har været et ønske om at øge kvaliteten i den offentlige service og effektivisere beslutningsprocesserne.
Jacob Torfing, professor i netværksstyring ved Roskilde Universitet, nikker genkendende til reform-tendensen, men understreger, at beslutningsprocesserne i det internationale samfund langt fra er så forandringsparate som de skiftende krav og udfordringer.
»Det problem planeten står med er, at der ikke er nogen global regeringsførelse. Det nuværende FN-system afspejler verdenen anno 1945 og det er simpelthen ikke gearet til konsensusbaseret og hurtige beslutninger,« mener Torfing, og påpeger, at nye former for partnerskaber er ved at danne sig på globalt plan. Globale problemorienteret styringsnetværk, der går udenom regeringer, er vokset eksponentielt i senere år og imodsætning til FN-systemet, så er det fællesskaber, hvor de deltagende parter i højere grad forpligter hinanden til handling.
»FN-systemet er blevet overhalet af disse nye netværksformer, som det bl.a. ses indenfor klima-området, hvor erhvervslivet, større byer og interesseorganisationer er fundet sammen og inspirerer hinanden med gode ideer til hvordan man løser praktiske problemer som f.eks. affaldshåndtering og byplanlægning,« vurderer Torfing og understreger, at vi i fremtiden vil se flere af disse samarbejdsformer og at FN i højere grad vil indtage en dagsordensættende funktion end et decideret politisk forpligtende forum.
Som eksempel på, at FN-målsætninger i højere grad bliver ført ud i livet af virksomheder, og ikke regeringer, kan aflæses i opbakningen til FNs Global Compact. Godt 7000 virksomheder har nu underskrevet FNs Global Compact, som forpligter virksomheder på områder som menneskerettigheder, anti-korruption og miljø, men måske vigtigst af alt, at de er forpligtet på målsætningerne.
I 2009 underskrev Mærsk initiativet og forsøger nu at gå skridtet videre. »Vi har taget sagen i egen hånd og er begyndt på at arbejde med vugge-til-vugge princippet, hvor inputfaktorerne, som aluminium og plastik, vil kunne genanvendes igen,« siger Kornerup Bang. »Vi har netop lige bestilt nogle nye containere, som både er lettere, men hvor det også vil være muligt at genanvende 90% af materialerne.«
Som følge af de øgede krav fra større internationale virksomheder bliver virksomhederne længere nede i værdikæden oftere mødt med krav om at integrere bæredygtighedsaspekter i deres produktion. For at klæde virksomhederne i udviklingslandene bedre på til denne opgave, lancerede FNs Global Compact, Global Reporting Initiative og det schweiziske sekretariat for økonomiske anliggender i weekenden et nyt program på Rio+20. Programmet afsætter 24 mio. kr. til at forbedre virksomhedernes ledelse og reportering af områder som energieffektivitet, drivhusgasudledninger og menneskerettigheder.
»Når virksomheder rapporterer indenfor de her områder, så bliver de også bedre til at identificere hvilke områder, der kan forbedres. I sidste ende forsøger vi med dette program at øge virksomhedernes bæredygtighedsledelse, som vil forbedre deres konkurrenceevne og øge deres adgang til det internationale marked,« sagde Georg Kell, direktør for Global Compact, i forbindelse med lanceringen, og fremhævede, at selvom det går fremad med bæredygtighedsrapportering, så går det langt fra så hurtigt som man kunne håbe.