Hvad betyder en grøn pris for en festival?

Hvad betyder det egentlig at få en pris? Man kan sammenligne det med kransekagefiguren på toppen af en kage, som har taget mange timer og kræfter at lave: det er bestemt ikke i figuren at det hårde arbejde ligger, men figuren er med til at få hele kransekagen til at tage sig bedre ud…

Af Anne Jensen, ansvarlig for bæredygtighed på festivalen NorthSide

Bæredygtighed som kerneværdi

NorthSide har netop fået tildelt en international pris for vores arbejde med bæredygtighed. Med den har fulgt en masse omtale, anerkendelse og faktisk også motivation. For mens vi gennem flere år har knoklet for at skabe en festival, der bryder grænserne for, hvordan man tidligere har tænkt festival og bæredygtighed, så er en pris et meget synligt bevis på, at det vi gør, flytter noget.

Bæredygtighed er nemlig ikke bare noget man klistrer på som et kommunikativt prædikat. Ordet har siden 2011 stået som en af vores kerneværdier, og vi har lært meget på den tid! Blandt andet, at det kræver omfattende, bevidste tiltag at tage bæredygtige skridt der batter noget – især når man kun har 3 dage om året at realisere dem i.

 

Udgangspunktet er økologi

Til grund for prisen ligger bl.a. følgende tiltag, som har haft stor betydning for den måde, vi laver festival på:

Frem mod festivalen i år tog vi beslutningen om, at vi ville sætte et minimumskrav på 30% økologiske produkter i madboderne. Og det skulle være på tværs af alle retter, så økologi blev et udgangspunkt og ikke et tilvalg. Vi opsatte nogle økonomiske incitamenter og informerede folkene bag madboderne, og de fulgte i den grad med os! Hele 70% økologi nåede vi op på samlet set. Økologisk Landsforening hjalp os med at kontrollere udbuddet, i vægt på tværs af retterne.

Gennem de sidste 4 år har vi arbejdet benhårdt på at affaldssortere på NorthSide. Og vi er nu kommet dertil, at vi sorterer i omkring 10 affaldstyper, og heraf 5 blandt publikum, når vi inkluderer pant-ordningen, der bl.a. omfatter cigaretskodder, plastkrus og shotsrør. I år nåede vi op på 50% sortering og genanvendelse af den samlede affaldsmængde. Og til næste år kommer resultatet af et flerårigt testprojekt til at stå sin prøve, når vi sammen med vores bæredygtighedsbureau WorldPerfect og renovationspartner MiljøTeam vil udfordre publikum yderligere. Men vi tror på det. NorthSides publikum er et kritisk, bevidst og åbent publikum, der indtil videre gerne har villet støttet op om de grønne ambitioner.

Plads til læring og inspiration

Kommunikationen udadtil er dog også et vigtigt indsatsområde. Vi er udmærket godt klar over, at vores tre dages festival på en græsmark har et højt og meget koncentreret forbrug, men i det store miljøregnskab er vi en lille prik. Derfor er det en fast ambition for os, at publikum går hjem med en større forståelse af miljø og energiforbrug når de forlader NorthSide, end da de ankom. Og at vi på den måde kan påvirke omverden. Det samme gælder, når vi overbeviser Tuborg om at levere en – i øvrigt meget succesfuld – økologisk fadøl til os, når vi beder faste leverandører udskifte til LED, når vi producerer plakater af stenpapir, og når vi – helt bevidst – begynder at omtale affald som ressourcer.

Det skal overordnet give mening for folk. Det gav mening, da vi som en urban festival opfordrede publikum til at gå eller cykle til NorthSide; i dag parkerer omkring 10.000 cykler i området ‘BikeSide’ udenfor festivalpladsen. Og det giver mening, hvis man kan se, at ens indsats bringes videre. F.eks. ved at plastkrus fra ét år omdannes til møbler på næste års festival. Dét er ambitionen fremover.

Men er jeg da ikke bare glad og stolt over at have opnået en international anerkendelse for mit arbejde? – Jo, selvfølgelig! Men det gør mig langt mere stolt, at mine kolleger nu selv kommer med idéer og forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre. Og at hele 80% af publikum fortæller os, at det også betyder noget for dem. Og at det kan lykkes at få samarbejdspartnere til at arbejde aktivt med os.

Grønne ambitioner er nemlig af den slags, man kun kan løfte i flok.

FAKTA

NorthSide har i år som den første danske festival nogensinde vundet en A Greener Festival Award sammen med anmærkningen Highly Commended.

Prisen gives til ”miljøbevidste festivaler, som har taget væsentlige skridt til at reducere spild, reducere deres udslip af drivhusgasser og engagere sig med publikum”. Øvrige vindere inkluderer amerikanske Bonnaroo og Malmøfestivalen.

NorthSide er desuden på listen over potentielle nominerede til dette års Green Operations Award, der uddeles under European Festival Awards i Groningen i Holland til januar.

NorthSide startede i 2010 som en endagsfestival. Allerede året efter udvidede festivalen til to dage og kommunikerede fra da af aktivt de grønne ambitioner.

NorthSide 2015 finder sted 12.-14. juni 2015 i Ådalen i Aarhus med et forventet gæsteantal på 35.000.

Læs mere om NorthSide på deres hjemmeside og følg NorthSide på facebook.