“Hvis dit ægteskab kun er ’bæredygtigt’ har jeg godt nok ondt af dig”

Af Andreas Lloyd, selvstændig antropolog, medstifter af samfundslaboratoriet Borgerlyst og aktiv i Københavns Fødevarefællesskab og Omstilling Nu

Lad mig sige det med det samme: Jeg er træt af bæredygtighed. Det er et kedeligt ord, der har en klang af afsavn og dårlig samvittighed på samme måde som slankekur eller rygestop. William McDonough, en af stifterne af ‘vugge til vugge’-bevægelsen, sætter det fint på spidsen:

»Hvis jeg spurgte dig, hvordan det gik med dit ægteskab, og du svarede, at det var ‘bæredygtigt’, så ville jeg have ondt af dig.«

I årevis har miljøbevægelsen skræmt os til at spare på vandet, spare på strømmen, spare på brændstoffet, for at vi kan blive bæredygtige.

Men at være ‘bæredygtig’ lyder som om, man kun lige akkurat har bestået. Det er som at sætte sig for at være mindre slem i stedet for at prøve at være god. Og det har givet os en evig dårlig samvittighed, som om vi er på en kollektiv slankekur, vi alligevel ikke kan overholde. Vi tror ikke længere på, at vi kan være gode. Vi håber bare, at vi kan undgå at dumpe.Men som den newzealandske psykolog Niki Harré fremhæver, vil negative følelser som frygt og dårlig samvittighed kun mindske vores tro på, at forandring er mulig. For alle disse forbud og afsavn smitter af på vores vage forestillinger om, hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud. Hvorfor skulle vi dog kæmpe for en fremtid, der lyder så trist og kedelig?

Væk længslen

Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry sagde engang, at hvis du vil bygge et skib, skal du ikke begynde med at lægge planer og uddelegere opgaver. I stedet skal du vække folks længsel efter det store åbne hav.

Tilsvarende starter Den Store Omstilling ikke med planer, regler og forbud, for vi vil aldrig kunne true, skræmme eller overbevise os selv eller andre om nødvendigheden af at rette ind og stræbe efter noget så kedeligt som bæredygtighed. I stedet starter omstillingen i vores hoveder og vores hjerter med et billede af et bedre og smukkere samfund, som vi sammen kan stræbe efter.

Det er kun gennem positive visioner, følelser og nyheder, at vi kan blive opmuntret til den kreativitet og tro på fremtiden, som kan gøre en grøn omstilling til virkelighed. Og her kan vi med fordel finde inspiration i psykologien.

Hvis du forestiller dig menneskelig mental velbefindende som en skala fra minus fem til plus fem, så har den traditionelle psykologi udelukkende beskæftiget sig med at hjælpe patienter med at gå fra minus op til nul ved at behandle sindslidelser som angst, stress og depression.

Eller sagt på en anden måde: At hjælpe patienter fra en ubæredygtig lidelse til en bæredygtig normaltilstand.

Men i slutningen af 1990’erne opfandt den amerikanske psykolog Martin Seligman begrebet positiv psykologi som en reaktion på dette enøjede fokus på de negative sider af den menneskelige psyke.

»Det gik op for mig, at psykologi som fag kun er halvbagt,« forklarer han, »det er ikke nok bare at kunne kurere de sindslidelser, der bringer folk i minus. Vi er nødt til at spørge, hvilke omstændigheder kan være med til at få mennesker til at blomstre? Hvordan kan vi gå fra nul til plus fem?«

Et blomstrende samfund

Det er det samme spørgsmål, som hele bevægelsen omkring den grønne omstilling må stille sig selv. Vi må gøre op med bare at prøve at gøre tingene ‘mindre slemt’. Vi skal gå videre end bare at stræbe efter gå fra et ubæredygtigt minus til et bæredygtigt nul. Vi skal stræbe efter det, der ligger på den anden side af bæredygtighed. Efter plus fem. Efter at skabe et samfund, der blomstrer.

Det kan måske lyde lidt for lyrisk eller rosenrødt at skulle stræbe efter at skabe et samfund, der blomstrer. Det engelske ord, Seligman bruger, er ‘flourish’, der også kan oversættes til ’at trives’.

Men på sin vis er ‘det blomstrende samfund’ en ret præcis metafor, for naturen er fuld af eksempler på, at det er muligt ikke bare at være bæredygtig, men også at være blomstrende. Tag f.eks. et kirsebærtræ: Træets rødder cirkulerer vand og næringsstoffer fra jorden og dets blade ånder og indfanger sollyset.

Med de råmaterialer sætter træet hvert år tusindvis af blomster og bær, der giver mad til bier, mennesker, fugle og andre dyr. Træet laver alt dette arbejde og giver alt dette fra sig blot for at en enkelt kirsebærsten kan falde til jorden, spire og vokse til et nyt træ. Og alligevel er der vel ingen, der vil kigge på et blomstrende kirsebærtræ og brokke sig over, at det er et spild af ressourcer at sætte så mange blomster, når nu det kunne nøjes med så meget mindre. Kirsebærtræets frugtbarhed giver en overflod af både næring, skønhed og glæde uden på nogen måde at overforbruge de ressourcer, som det har til rådighed. Det blomstrer i bogstaveligste forstand.

Mindre slemt er ikke godt nok

Det er sjældent, at vi tør fortælle om vores håb for fremtiden. Vi er blevet så vant til kun at stile efter at være mindre slemme, at vi slet ikke tør forestille os at være gode.

Vi er bange for, hvad andre vil sige, hvis vi fortæller om det, vi virkelig drømmer om, og ikke bare det, som vi tror, vi kan få. Et samfund, der blomstrer som kirsebærtræet – det er min vision for den fremtid, der ligger på den anden side af omstillingen.

Hvordan denne vision skal blive til virkelighed ved jeg ikke. For sådanne visioner er ikke båret af rationalitet, men af håb.

Og de kommer aldrig med færdige planer eller instrukser. En vision er blot et lys, vi kan pejle efter. Et flakkende lys, der let kan være frustrerende abstrakt og svært at få hold på. Det er svært at forestille sig, hvordan hverdagen i et blomstrende samfund vil se ud.

Men som forfatteren Donella Meadows bemærker, så åbenbarer vejen mod en vision sig kun skridt for skridt, mens man går ad den. At håbe på en sådan vision forudsætter, at man allerede er begyndt at gå. Forfatteren Rebecca Solnit skriver: »Det er kun, når vi føler, at vi kan gøre noget selv, at vi kan håbe. Håb er ikke en lottokupon, som du kan sidde og føle dig heldig med i sofaen. Håb er en økse, som du kan bryde døre ned med. Håb kalder på handling.«

Gå selv

Mit eget håb på fremtiden er i høj grad blevet vækket af de skridt, jeg selv har taget. Gennem de sidste år har jeg været aktiv i Københavns Fødevarefællesskab, en medlemsdrevet indkøbsforening, som vil have hele pakken: Lokalt producerede, bæredygtige, økologiske fødevarer i et sæsonbaseret udvalg til en fair pris. Vi prøver at arbejde på en måde, der stemmer overens med den fremtid, vi ønsker at leve i. Vi vil ikke nøjes med at være mindre slemme, vi insisterer på at være gode. Og skridt for skridt prøver vi sammen at finde ud af, hvordan vi kan få det til at ske.

Her er omstilling ikke længere et abstrakt begreb. Det er blevet noget, vi gør sammen. Fødevarefællesskabet er en flig af en blomstrende fremtid i min egen hverdag.

En lille håbefuld kirsebærblomst, der har givet mig modet til at forestille mig, hvordan livet kan se ud på den anden side af Den Store Omstilling. Det er gået op for mig, at håb udspringer af konkrete handlinger snarere end gennem abstrakte erkendelser. Det er ved at bruge vores egen handlekraft i hverdagen, at vi får modet til at dele vores drømme om en fremtid på den anden side af bæredygtighed. Så lad os komme i gang. Det skal nok blive godt.