Hvor videnskab og politik mødes

Af Peter Bjerregaard, medlem at Omstilling Nu’s bestyrelse, sociolog og arbejder til dagligt for Rambøll (waste-to-energy), og så er han tidl. presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Desuden er han RÆSONs klimaredaktør og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost.

I Italien er seks seismologer for nylig blevet dømt for manddrab efter det ikke var lykkedes dem at forudse et jordskælv, der i 2009 slog 309 mennesker ihjel i den italienske by L’Aquila. Dommen er interessant af flere grunde. Ikke kun fordi den forudsætter, at forskere kan se under jordens overflade, men fordi den forudsætter, at de også kan og har en pligt til at se ud i fremtiden.

Men hvad ville der ske hvis en gruppe forskere – eksempelvis FN’s klimapanel – rent faktisk gav nogle klare bud på kommende katastrofer og der ikke blev reageret fra politisk hold? Ville forskere kunne anklage politikere for ansvarsforsømmelse? Næppe. Ikke desto mindre er det situationen indenfor klimaområdet.

Forud for klimakonferencen Rio+20 i sommer blev der fra forskernes side talt med ekstra store bogstaver. »Hvis vi fortsætter ad denne vej, løber vi risikoen for at udløse pludselige og irreversible klimaændringer, som vil have katastrofale konsekvenser for menneskeheden og jorden. Vi må finde en anden vej,« sagde Yuan Tseh Lee, formand for The International Council for Science, der repræsenterer videnskabelige institutioner i 140 lande. »De videnskabelige data viser meget overbevisende, at vores nuværende udvikling underminerer planetens evne til opretholde sig selv.«

Resultatet fra Rio de Janeiro blev som bekendt ikke en aftale, som afspejlede forskningsverdens opfordring, men derimod en aftale, der afspejlede hvad der var politisk muligt. Nu kommer det næppe bag på nogen, at politisk handling ofte halter bag videnskabelige anbefalinger. Men det bør give anledning til refleksion, når forskere ser den manglende kommunikation mellem forskningsverdenen og det politiske niveau som en af de mest presserende udfordringer i dette århundrede. Den pointe blev tydeliggjort tidligere i år, da FN udgav rapporten 21 Issues for the 21st Century. Rapporten, som er resultatet af en større spørgeskemaundersøgelse blandt internationale forskere, viste, at de vurderede, at den manglende forbindelse mellem politik og videnskab var et af de vigtigste temaer i det 21. århundrede – på niveau med at sikre fødevaresikkerheden for 9 mia. mennesker.

Klimaændringerne udgør dog kun et ud af flere punkter på forskernes dagsorden. Ifølge Claus Felby, Professor ved det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, så kan vores brug af fosfor meget vel gå hen og spille en endnu større rolle. »Fosfor er et grundlæggende næringsstof som vi anvender i moderne landbrug og når det forsvinder, så vil den globale landbrugsproduktion falde til det halve,« fortæller Felby og henviser til at en simpel fremskrivning af det nuværende fosforforbruget viser, at produktionen vil toppe indenfor dette århundrede.

»Som så mange andre fundamentale samfundsudfordringer, så bliver der ikke gjort en skid. Civilisationen som vi kender den i dag er her simpelthen ikke om 100 år, hvis vi ikke radikalt skifter kurs. Og det har ikke noget med dommedagsprofetier at gøre. Når man sidder og laver regnestykket, så ser fremtiden nu engang bare sådan ud,« siger Felby, som understreger, at fosfor-problemet kan løses ved at sikre en højere grad af genbrug. Felby vurderer dog at den løsning vil medføre fødevareprisstigninger på 20-30% og at politikere næppe vil kaste sig over den mulighed, da det ikke øger sandsynligheden for at blive genvalgt – på trods af de langsigtede samfundsmæssige fordele.

Demokratiets handicap

Et tilbagevendende kritikpunkt af demokratiet er netop dets manglende evne til at træffe langsigtede beslutninger – og efterleve dem. Et eksempel, der illustrerer den pointe finder vi ved at tage tilbage til klimatopmødet i Rio de Janeiro og spole tiden 20 år tilbage til det første klimatopmøde i 1992. Her forpligtede daværende miljøminister, Per Stig Møller (K), Danmark til at øremærke 0.5% af BNI til global miljøstøtte – udover den allerede eksisterende udviklingsbistand. Skæbnen ville at Per Stig senere skulle indgå i en regering, der afskaffede selvsamme målsætning. Løftet fra Rio-92 blev første gang ændret under Nyrup-regeringen i 1998, hvor det blev lagt sammen med andre bistandspuljer og under VK-regeringen blev det kogt sammen til ukendelighed.

Når Per Stig Møller fra sin bløde stol på sit kontor på Christiansborg i dag reflekterer over forløbet udbryder han pludseligt »Ja, kogt sammen! Det er det rigtige udtryk« og peger på de skiftende politiske vindes betydning for demokratiets diskontinuitet: »Det er jo klart, at det også var et resultat af Miljøministeriets anseelse i Venstres øjne i 2001. Altså Aukens Imperium, som de talte om,« forklarer Per Stig Møller.

»Der er klare demokratiske problemer med vores valgmetoder. Jeg talte med en amerikansk senator for et par år siden i Davos, som forklarede, at de ikke kunne løse langsigtet problemer pga. deres valgsystem. De har valg hvert andet år og hvis du vil lave reformer, som koster på kort sigt, men betaler sig på langt sigt, ja, så er du out of office ved næste valg,« forklarer Per Stig Møller, som i samme åndedrag nævner en situation under COP15, hvor Obama og ham sad alene et øjeblik, og Obama betroede ham, at han umuligt kunne gøre noget på det grønne område i hans første periode. Ifølge Obama var senatets bevidsthed om klimaproblemerne simpelthen for lav ift. de økonomiske udfordringer og han ville vente til anden periode med at gøre en indsats.

Og det er sagen i en nøddeskal. Løser vi den ene krise, skaber vi en anden. »Hvis du løser det økonomiske problem med vækst, så får du et miljøproblem. Men hvis du ikke sætter gang i væksten, så får du en social katastrofe. Så du er simpelthen i det dilemma, at du bliver nødt til at omstille økonomien. Det er det eneste håb der er. Du bliver nødt til at forene økonomisk vækst med hensyntagen til miljø og klima. Den eneste mulighed består i at udvikle det teknologiske fix,« siger Per Stig Møller og refererer til den grønne omstilling.

Men hvordan sikrer man en politisk kultur, der fostrer den videnskabelige ånd og politikere, der forstår de videnskabelige indsigter og muligheder? »Det kan du ikke sikre. Du kan jo ikke sige til vælgerne, at de kun må vælge nogen, der er kvalificerede,« fortæller Per Stig Møller med et skævt smil. »Det man må gøre er jo at fokusere på den offentlige debat – det du gør med denne artikel, det Mandag Morgen tit laver – det bliver så til høringer herinde, det er de forskellige universitetsfolk, erhvervsfolk osv., der lobbyer og holder møder med politikerne. Vi kan jo ikke pålægge politikerne at læse de og de bøger, vel?«.

Sensommeren 1941

Et af de første seriøse forsøg på at bygge bro mellem politik og videnskaben, fandt sted i 1941 ved The Royal Institution i London. På trods af kun halvanden times flyvedistance fra nazi-bombeflyene mødtes verdens førende forskere, nobelprismodtagere, allierede politikere og ambassadører fra mere end 20 forskellige nationer under titlen ”Science and World Order” for at formulere en genopretningsplan for hvordan verden burde indrettes efter krigen.

Konferencens hovedbudskab til fremtiden var, at politik og videnskab bør være vævet tæt sammen og politik bør basere sig på den bedst tilgængelige viden. Deltagerne på konferencen advarede dog om at gode intentioner langt fra var nok. For at sikre samtalen mellem videnskab og politik, så understregede de vigtigheden at udvikle den videnskabelige ånd blandt regeringer og befolkninger. I efterskriftet fra konferencen ræsonneres således: ingen ville sætte en minister ind foran kontrolpanelet i et bombefly og forvente, at personen kunne flyve uden forudgående uddannelse. Det samme gælder for videnskabelige teorier og indsigter. Bare fordi videnskabeligt uddannet personer kan sidde ved et skrivebord og løse forskningsmæssige problemstillinger, så er det jo ikke ensbetydende med at alle, der sidder ved et skrivebord kan løse forskningsmæssige problemstillinger.

Konferencen affødte også andre, mere konkrete anbefalinger. Blandt dem var eksempelvis at basere verdensøkonomien på vedvarende energikilder. Fossile brændsler blev anset for at være en kortsigtet løsning på verdens energibehov og det blev bl.a. anbefalet at anvende nordafrikanske ørkener som store centre for el-produktion – noget som et europæisk energikonsortium for et par år siden besluttede at udbygge. Og her ligger en vigtig pointe gemt. Selvom anbefalingerne fra 1941 var udtryk for den bedst tilgængelige viden, så betød manglende økonomiske incitamenter og manglende politisk vilje godt 70 års stilstand i den energi-teknologiske udvikling. De selvsamme teknologier, som vi i dag omtaler som nye grønne teknologier, og anser som muligheder for jobskabelse og vækst, kan i ligeså høj grad opfattes som et historisk eksempel på en unødvendig langsom teknologisk udvikling.

Tilbage på den tidligere miljøministers kontor på Christiansborg, minder Per Stig Møller om en tilsvarende global forsamling af politikere og videnskabsmænd.

»Vi så jo uansvarligheden i København (COP15, red.). Og det var også de store spillere, der var uansvarlige. Men det var, hvad der var politisk muligt, og dér er det, at det politiske arbejde er for tungt og derfor kan du ende med at få den sociale katastrofe. Problemet er, at vi sidder med et økologisk, økonomisk og demografisk problem. Vi kan løse alle tre problemer. Og vi har gennem historien løst alle tre problemer. Der er bare det ved det, at vi for første gang står i en situation, hvor det skal løses samtidigt,« konstaterer Per Stig Møller.

Peter Bjerregaard er medlem at Omstilling Nu’s bestyrelse. Peter er uddannet sociolog og arbejder til dagligt for Rambøll (waste-to-energy), og så er han tidl. presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Desuden er han RÆSONs klimaredaktør og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost.