Hvordan laver man verdens første fysiske kjolebyttebutik?

Af Claus Skytte

I bogen ”Skal vi dele?” som udkommer til jul i år, fortæller forfatter og ekspert i deleøkonomi, Claus Skytte, om hvordan hans hustru og han åbner Resecond og om de selvoplevede udfordringer og glæder ved deleøkonomi. Her et uddrag fra bogen:

”Vi anede ikke, hvordan man gjorde. Vi havde aldrig før lavet en butik. Hvordan lavede man mon så en byttebutik? Vi googlede som rasende for at finde eksempler på fysiske byttebutikker ude i verden, som vi kunne sammenligne os med og lære af. Men det lykkedes os aldrig at finde dem. Af gode grunde. For de fandtes naturligvis ikke. Vi stødte dog på en hjemmeside i Australien ved navn 99dresses, som var en byttecentral for kjoler. Siden var skabt af en ganske ung kvinde, som ville dele sine kjoler med verden. Vi fandt også en posh engelsk side ved navn SwapStyle i London. Men det var så også, hvad det blev til. Fysiske SwapShops fandtes ikke. Så derfor tillod vi os at kalde Resecond for verdens første af slagsen. Det gjorde så også, at vi fremover ikke rigtig kunne sammenligne os med noget eller nogen, og derfor ikke anede, om det gik godt eller skidt med gesjæften. Vi måtte føle os frem uden nogen form for erfaring. Nogle gange føltes butikken som en klippe og andre gange, som var den bygget af svensk sandslotsand. Det eneste vi kunne holde øje med var, om der var overskud i biksen, og om der kom flere medlemmer ind i fælles skabet, end der forlod det igen. Medlemmerne skulle jo gerne fortsætte deres medlemskab, når deres abonnement løb ud. Derfor skulle medlemmerne være glade for de kjoler, som kom ind at hænge på bøjlerne. Idéen ville ikke være bæredygtig på lang sigt, hvis medlemmerne kun ville bytte én kjole hver og aldrig kom igen. Så ville de jo være salg. De skulle blive ved og ved med at bytte kjoler.

Åbningen af verdens første fysiske kjolebyttebutik

Det svirrede med rygter om den nye og besynderlige anti-butik, som skulle åbne i Jægersborggade i København. Vi hængte skiltet med logoet op, som forestillede tre kjoler i en cirkel. Ved første øjekast lignede kjolerne det velkendte recycle-mærke. Men når man kiggede bedre efter, viste det sig af være tre kjoler, der drejede rundt i cirkulær kjoleøkonomi. Tænk, hvis nogen ville være med til det.

Copenhagen Fashion Week henvendte sig til os, og spurgte, om vi ville være en del af deres Green Walk igennem byen? Her kunne  interesserede fashionistas gå på rundtur i København under modeugen og se de nye former for bæredygtig mode, der spirede op rundt omkring i hovedstaden. Det meste af det var økologisk tøj eller salg af luksusgenbrug. Der var ingen deleøkonomi på tøjfronten udover os. Vi takkede ja til at blive en del af Green Walk ruten og måtte knokle endnu hurtigere for at nå at få butikken færdig, så vi midt i august kunne slå dørene op til fælles skabet. ”Fællesskabet” delt op i to ord: ”Fælles” og ”skabet”. Fælles forbrug. Alt hang nøje sammen med vores samtaler fra sommerferien på Gotland. Fælles skabet var et delt walk-in closet for fælles forbrug. Stine og jeg skrev til Rachel Botsman og fortalte om vores projekt. Hun tweetede om Resecond, og om at collaborative consumption omsider var kommet til Copenhagen. Vi rødmede og krammede hinanden.

”Fælles skabet var et delt walk-in closet for fælles forbrug.”

Vi slog dørene op til fælles skabet og sikke et syn, der mødte folk de første dage. Det var jo på det nærmeste en tom butik. Hvad skulle man købe? Vi forklarede, at man ikke kunne ikke købe noget som helst, fordi det var en byttebutik. Men hvad skulle man så bytte, når butikken bestod af gabende tomme tøjstænger på nær en snes af Stines og hendes nærmeste veninders kjoler? Her begyndte en grundfortælling, som vi aldrig herefter er blevet færdige med at fortælle, og som vi nok har fortalt tusinde gange efterhånden.

Fortællingen er fuldkommen absurd i en verden, hvor vi er opdraget til at tage noget og betale for det. Vi er alle opdraget til at være den ene ende af en transaktion, hvor ting udveksles for penge. For nogle er vores fortælling så absurd, at de hovedrystende forlader butikken igen. Det er altid kvinder over halvtreds år og for det meste overraskende nok kvinder fra hippiegenerationen, som nu er blevet så rige, at de forlanger at få, hvad de vil ved hjælp af deres rigtig mange penge. For andre er den absurde fortælling så fantastisk, at de i bogstaveligste kaster sig om halsen på Stine og giver hende et kæmpe knus. Selvom de aldrig før har mødt hinanden. De piger er for det meste i tyverne, og de var derfor teenagere i de absurd rige nullerne, inden teenagepigerne blev spyttet ud som fattige voksne kvinder på den anden side af finanskrisen. De unge kvinder bliver kort og godt lykkelige over at høre den absurde fortælling om filosofien og ideen bag Resecond.

Omvendt markedsøkonomi

Vi tænkte Resecond som et kunstprojekt derude midt i Østersøen, mens børnene byggede slotte i sandet. Det var ikke en butik, men et eksperiment. Stine er nemlig først og fremmest tekstilkunster, og vores diskussioner gik på, hvordan vi kunne lære mennesker at tænke langsigtet, så de ikke købte ting, der ikke kunne holde til at blive brugt. Vi overvejede, hvordan vi kunne undervise mennesker i at se forskel på tekstilkvaliteter i en verden, hvor kun de færreste kan kende forskel på kunststof og silke. Vores gennembrud kom, da vi fandt på at lave en butik, hvor man ikke kunne få, men hvor man skulle give. Der viste sig nemlig et fællesskab mellem en reklamemand og en tekstilkunstner under vores lange samtaler på Gotland: Når kunsten er mest effektiv, får den folk til at ændre deres måde at tænke på. Sådan er er det også med reklame. Når reklame er mest effektiv får den også folk til at ændre deres måde at tænke på. Derfor åbnede vi verdens første fysiske kjolebyttebutik stort set uden en eneste kjole. Derfor har vi i to år dagligt fortalt, hvordan Resecond virker på den komplet modsatte måde, end hvordan alle andre butikker fungerer. Vi fortæller det i butikken, i medierne og foran hundredevis af mennesker til foredrag. Resecond er en omvendtbutik.

”Man skal få mennesker til at give, før de tager.”

Den korte fortælling om kunstprojektet og ”forretningsideen” bag Resecond er, at man skal få mennesker til at give, før de tager. For det bliver man lykkelig af. Det er en fuldkommen absurd indgangsvinkel til at gå ind i en butik, når alle og enhver ved, at man går ind i butikker for at tage noget og derefter at give noget for det, man har taget og derved blive en del af den transaktion, der kaldes forbrug. I den ene ende står der en sælger, og i den anden ende står der en køber. Transaktionen består af en vare eller service, som bytter hænder for penge. Resecond er det modsatte. Det er fælles forbrug. Her betaler man for at få lov til at give, hvorefter man vil modtage. Derfor er det ikke så mærkeligt, at nogle kvinder går hovedrystende ud af butikken.

Den første som i bund og grund forstod, hvad Resecond gik ud på, var en ung kvinde, som brugte størrelse seks og tredive i kjoler. Hun kiggede først på de få kjoler, vi havde i butikken, som alle sammen var størrelse otte og tredive og fyrre. Det var i den størrelse, som Stines veninder havde doneret kjoler til butikken for at hjælpe os i gang. Da den unge kvinde ikke kunne finde kjoler i sin egen størrelse, spurgte hun til, hvordan hun kunne bytte sig til kjoler i sin egen størrelse? Her forklarede vi hende det samme, som vi har forklaret så mange kvinder hver dag derefter: Du melder dig ind i fælles skabet for et månedligt abonnement og hænger en flok kjoler ind i din stil og størrelse. Dine kjoler vil herefter tiltrække andre kjoler af samme stil og størrelse. Giver det mening? Ja, det fandt den unge kvinde logisk nok, og gik straks hjem og hentede sine små kjoler og meldte sig ind i byttebutikken.

Hun gav, selvom hun ikke kunne tage noget til gengæld, og hun betalte oven i købet et månedligt abonnement for at få lov til at gøre det. Her kunne eksperimentet være endt. Vores idé var for langt ude. Ingen giver, før de har taget. Men det magiske skete, at vi havde ret i vores tese. I løbet af ganske kort tid, var der langt overvægt af kjoler i størrelse seks og tredive i butikken, og vores lille medlem fik en masse af vælge imellem. Nu kom der andre kvinder til i alle størrelser, som fik den samme i historie: Din stil og størrelse trækker andre kjoler til. Eksperimentet virkede, og i løbet af ganske kort tid havde butikken to hundrede medlemmer, som brød med den klassiske transaktionsmodel og blev en del af deleøkonomiens forlængelse af afstanden mellem brug og smid væk. Deres kjoler hang ikke længere i deres skabe og samlede støv. De samlede i stedet medlemmer til Resecond. Vi havde skabt et kunstprojekt, hvor man mod betaling gav før man tog, og i løbet af et par måneder løb butikken rundt.

Det skal tilføjes, at Stine og jeg ved at beslutte at kalde butikken for et kunstprojekt havde muligheden for at afbryde missionen og lukke butikken efter et par måneders underskud. Vi anede jo intet om at lave en butik. Vi kunne undskylde vores kommende fiasko med, at det i virkeligheden bare var et kunstprojekt og slet ikke en rigtig forretningsidé. Det var bare for sjov. Det var bare noget, vi legede. Men det blev heldigvis ikke aktuelt. Vi havde forenet vores fælles kunnen i et fælles skab.

Medlemmerne betalte et månedligt abonnement for at være med. Men hvordan kunne vi overhovedet tillade os at tage imod penge for, at kvinder kunne få lov til at bytte kjoler med hinanden? Stred det ikke mod selve filosofien? Jo, det gjorde det. Men hverken håndværkerne, ejendomsselskabet, elselskabet eller alle de andre, der krævede betaling for at vi kunne åbne og drive butikken, var klar til fælles forbrug. Vi kunne ikke betale husleje med kjoler Men Stine modtog dog ikke løn for sit arbejde. Hun måtte nøjes med den belønning, som hjernens kemi tildelte hende. Så hun var høj på dopamin, og det var jeg også …”

Se mere om bogen ”Skal vi dele”.

Følg Resecond på facebook.