Ingen tid til søvn

Jeg sidder på en af Københavns mange kaffebarer og lytter til Tina Dickows intense og undrende stemme. »Who’s gonna sing the song of change. If no one can imagine life outside the beaten track?«. Nutidens ’beaten track’ er det endeløst gentagne omkvæd om materiel vækst som løsning på stort set alt. I weekendens Information siger den nye formand for Radikale Venstre: »Vi håber, at mange vil blive millionærer«. Uanfægteligt et velmenende håb. Men ærlig talt naivt. Et ønske baseret på en besynderlig og blind tro på, at rigdom gør os lykkelige.

På min ønskeliste står ingen million, men derimod politikere med visioner, der rækker ud over det enkelte menneskes bankkonti. Et ønske om at vi som samfund – og ikke mindst de som lovgiver om rammerne for samfundet – vil begynde at handle på fakta. Og kæmpe for andre håb. De ubekvemme kendsgerninger er, at klodens økologiske system – også fundamentet for vores økonomi – er under voldsomt pres. Temperaturen stiger, isen smelter, udledningen af fossile brændstoffer fortsætter, arter uddør. Ressourceknaphed og ekstreme vejrforhold truer menneskers eksistens. Det er et faktuelt budskab, som kræver forandringsledelse og bæredygtige handlinger. Mens over halvdelen af republikanerne i den amerikanske kongres benægter disse fakta og hårdnakket kæmper for at modsætte sig en grøn omstilling, synes denne polemik mere afdæmpet i Danmark. I stedet er dog indtrådt en laissez faire holdning, hvor det hele nok går med småjusteringer som vi kan lave, når vækstraten atter er høj.

I buddhismen taler man om tre sindskræfter, der hæmmer og distraherer menneskelig udvikling. Aggression, begær (seksuelt såvel som materielt) og søvn. Denne menneskelige ’diagnose’ kan med fordel beskrive udfordringerne for en kollektiv bæredygtig omstilling. Aggressionen karakteriserer vores forhold til kloden og naturgrundlaget. Ressourcerne overudnyttes, og råstoffernes udtømmes. Vi finder det selvfølgeligt at udvinde al olie, gas, skifergas, uran etc., uanset hvor miljøødelæggende metoder det måtte kræve. Vi laver gerne landskaber om og nedbryder økosystemer. Begæret efter det materielle er den mekanisme, som i høj grad fremmer aggressionen. Forbruget af materielle goder og oplevelser synes at udfylde en indre tomhed eller kortvarigt lindre en fremmedgørelse. For at retfærdiggøre livsstilen portrætteres såkaldte ’overøkologiske forbrugere’ som »småreligiøse« ( læs interview med trendanalytiker i Information 13.-14. sept.). Men det er jo netop forbruget, som er blevet religiøst. Religiøst i den forstand at vi på trods af videnskabelige data tror, det nok kan fortsætte med den rare vækst. Tror på business-as-uasual med et teknologisk fix som redning. Men »who’s gonna sing a song of faith. If no one prays for anything that can’t be bought and sold?« fortsætter Dickows stemme.

Bekvem rævesøvn

Søvnen er tilsyneladende den mest uskyldige tilstand, men kan dog have de alvorligste følger. Søvnen er den manglende opmærksomhed på konsekvenserne af ens handlinger – eller konsekvenserne af ens ikke-handlinger, altså når vi undlader at agere. Det gælder stater, virksomheder og individer. I søvnen og den bekvemme rævesøvn er det stort set gratis at forurene og opbruge ressourcer. Fordi konsekvenserne ofte er distanceret enten i tid eller rum. Men dette er ikke tidspunktet til at falde i søvn, for vores stræben efter lykke har nemmere ved at lykkes, når vi vågner op af søvnen, erkender og reducerer vores aggressive forhold til naturgrundlaget og gennemskuer tomheden i det materielle begær. Da kan vi begynde at nynne et andet beat med plads til flere parametre for den gode rytme.