Jeg er en blomst – en introduktion til økofeminisme
Økofeministisk kritik har været fraværende i den danske debat, selvom den kritiske teori kan give interessante perspektiver på både miljø, klimaforandringer, køn, kolonialisering og andre aktuelle problematikker. Alle former for krænkelse er forbundet, og den erkendelse rummer et handlingspotentiale mod en økofeministisk utopi.
Af Mads Kampp Christiansen.
”I am a flower” reciterer Lupita Nyong’o i en af mine yndlingsvideoer på YouTube. Skuespillerens stemme ledsages af farverige blomster, der åbner sig. Trækker sig sammen. Åbner sig. ”Yes, I’m beautiful. I’ve heard it before.” Farver. Blomster. Åbner, lukker. ”I’m worshiped for my looks. My scent. My looks.”
I de år jeg studerede miljøvidenskab i Sverige, blev jeg introduceret for en kritisk teoretisk retning, jeg endnu ikke er stødt på i Danmark. Økofeminisme. Måske har jeg befundet mig i de forkerte kredse. Måske findes der et kæmpe stort økofeministisk netværk, jeg ikke kender til. Men som forholdsvis nysgerrigt velorienteret i både den kønspolitiske diskussion og omstillingsbevægelsen herhjemme er det interessant at økofeminismen ikke har vundet større udbredelse. Ikke mindst i en tid, hvor både køn, diskrimination og miljøproblemer er helt centrale omdrejningspunkter for den offentlige debat. Det håber jeg, en introduktion som denne kan være med til at rette op på.
”Life starts with me. You see, I feed people. Every fruit comes from me. Every potato, me. Every kernel of corn, me. Every grain of rice – me. Me, me, me. I know… But it’s true” fortsætter Lupita Nyong’o i videoklippet med de mange blomster. Kronblade, støvdragere og frugtanlæg i alle farver. Mange blomster, få blomster. Vilde blomster. Klip.
”Painters, poets and pattern makers”
Når jeg tager udgangspunkt i klippet med Lupitas stemme og blomsterne i en introduktion til økofeminismen, sker det af to grunde.
For det første fordi hun er kvinde. Hun italesætter blomsten som feminin. Blomsten er feminin, kvinden er feminin, derfor passer kvinde og blomst sammen. Og ligesom i en udlægning af en traditionel kønsrolleopfattelse er både blomsten og kvinden først og fremmest til pynt. Smukke, yndefulde, men tavse. ”I inspire the greatest of them. Painters. Poets. Pattern makers. I’ve been a muse to them all”, fortsætter Lupita. Blomsten og kvinden som inspiration og muse, objekt for en andens blik.
Men ikke bare det. Blomsten er også livsgivende. ”Life starts with me” reciterer Lupita alvorligt, mens kronbladene åbner sig i hidsigt røde farver, blomstens strittende støvdragere. Vi ser frugtanlægget. Gynoecium. Den hunlige del af dækfrøede planter. Naturens livmoder, so to speak.
Den anden grund til, at jeg synes, videoen er et godt udgangspunkt, er geografisk. Lupita Nyong’o er født i Mexico og opvokset i Kenya. Hendes forældre er kenyanere. Mellemamerika og Afrika. Det globale syd. Lupita er sort. Lupitas gennembrudsrolle var i Steve McQueens filmfortolkning af Solomon Northups selvbiografiske 12 Years A Slave. En film om sydstaternes slaveri. Udnyttelsen af mennesker. Udnyttelsen af mennesker med en anden hudfarve. Udnyttelsen af kvinder. Udnyttelsen af naturen.
Den økofeministiske systemkritik
Lupita Nyong’o is Flower hedder videoen på YouTube. Lupita er blomsten, og Lupita er en kvinde fra syd. Blomsten er en kvinde og blomstens stemme er en sort kvindes stemme. Og stemmen, kvinden og blomsten synes jeg illustrerer den primære pointe i økofeminismens systemkritik:
Ligesom det patriarkalske samfund har undertrykt og udnyttet kvinden, har den hvide patriarkalske samfundsstruktur undertrykt, udnyttet og domineret naturen og det globale syd. Med andre ord er alle former for undertrykkelse i økofeministens optik forbundet. Kvinden, naturen, syd. Det ligger i den patriarkalske struktur, lyder kritikken. At undertrykke. At kontrollere. At krænke.
Fordi der i den dominerende ”patriarkalske dualisme” laves en sammenkobling mellem mand/maskulinitet/kultur som det gode og positive, mens kvinde/feminitet/natur bliver det andet, sekundære og mindreværdige.
Økofeminismens kritiske udgangspunkt er altså, at patriarkalske strukturer opretholder deres dominans gennem dualistiske hierarkier – og ikke kun i forhold til sammenkoblingen mellem kvinde og natur, men også ved andre hierarkiske skel som hvid/ikke-hvid, vestlig/ikke-vestlig, rig/fattig, hetero/homo. Ja, listen kan omfatte alle skel, hvor det ene er mereværdigt, det andet mindreværdigt.
Feminisme eller døden!
Begrebet økofeminisme dukkede første gang op i 1974 hos den franske feminist Francois d’Eaubonne i hendes bog Le Feminisme ou la Mort (Feminisme eller Døden). D’Eaubonne lagde her vægt på kvindens særlige relation til naturen. Op gennem 70’erne fulgte Rosemary Radford-Ruether, Susan Griffin og Carolyn Merchant. Ingen af dem positionerede sig dengang selv direkte som økofeminister, men alle koblede undertrykkelsen af kvinden og feminiteten sammen med undertrykkelsen af naturen. For eksempel i Merchants billede af naturen som kvinden, der bliver betragtet af videnskabsmanden. Den tavse feminine natur, der fortolkes af den maskuline videnskab.
Båndene mellem kvinde-, miljø- og fredsbevægelsen blev stærkere gennem 70’erne, og i 1980 fandtes der deciderede økofeministiske aktivistiske grupper. En økofeministisk akademisk position som sådan blev etableret omkring midten af 80’erne og starten af 90’erne med navne som Karen Warren, Maria Mies, Ariel Shalleh og Val Plumwood. Det var her båndet mellem kvinden og naturen udviklede sig til at være en mere generel anti-krænkelsesposition, i forhold til det globale syd og den kapitalistiske globaliserings tabere, men også med en dyrevelfærdsdiskurs, der bl.a. havde rødder i vegetarbevægelsen. Den økofeministiske utopi blev et opgør med den krænkende, patriarkalske samfundsstruktur erstattet af en verden uden krænkelse og undertrykkelse af naturen, kvinder, dyr og alle andre mindreværdige.
Ét er den teoretiske diskussion om økofeminisme, noget andet hvordan økofeminismen er blevet brugt som praktisk redskab. Her har den indiske fysiker Vardana Shiva og den kenyanske biolog Wangari Maathai været drivende og gjort sig mest bemærkede i deres arbejde for at aktivere kvinder i miljøarbejdet. Shiva, i sin kamp for at aktivere Indiens kvinder i miljøarbejdet, fordi det ofte er dem, der står for landbruget, og dermed er de vigtigste at undervise i bæredygtighed. Maathai, blandt andet i sit arbejde mod afskovning i Afrika, hvor hun sammen med kenyanske og tanzanianske kvinder fik plantet mange millioner træer.
Queer økologi og almen forvirring
Men hvor er økofeminismen i dag? Ingen steder, er det umiddelbare svar. Som teoretisk retning har den ikke rykket sig det store siden 90’erne og gør heller ikke det store væsen af sig, men lever videre i forgreninger som f.eks. ‘queer ecology’. Her er fokus – som i den sene økofeminisme – ikke så meget på ‘det naturlige’ forhold mellem kvinde og natur, men derimod på den patriarkalske dualisme og alt det, der ekskluderes.
Alle nyere artikler om økofeminisme gør da også klart, at økofeminismen på intet tidspunkt har været én samlet skole eller teoretisk retning. Funderet i alt fra naturreligion og mysticisme til feminisme og dybdeøkologi, er der tale om en teoretisk retning, der er i en konstant diskussion med sig selv – hvilket ikke mindst er et af de kritikpunkter, mange har rettet mod økofeminismen.
Har man det bedst med simplicitet, kohærens og lineær progression, er økofeminismen lidt af en farverig mundfuld.
Kolonisere, ydmyge og bekrige
Hvad er den økofeministiske utopi så, vil være relevant at spørge nu. Hvor vil den økofeministiske kritik gerne hen, og hvad vil den opnå? Der er selvfølgeligt ikke noget entydigt svar, men jeg vil give to bud på, hvad man kan bruge økofeminismen til i dag:
For det første som et akademisk perspektiv. Som en kritisk teori leverer økofeminismen et givende og aktuelt perspektiv i en samtid, hvor miljø- og klimaproblemer eskalerer, samtidig med en fortsat massiv ulighed og global uretfærdighed, der bliver tydeligere og tydeligere.
Klimaforandringer, og hvem der rammes hårdest, er et eksempel. Et andet aktuelt eksempel er anlæggelsen af Dakota Access Pipeline i USA. En næsten 2000 km lang olieledning gennem det nordlige USA, der indtil starten af december skulle graves ned under Missouri-floden lige ved et reservat for Standing Rock Sioux, en stamme af Amerikas oprindelige befolkningen. Et læk vil have katastrofale følger. For naturen, for Standing Rock-stammen og for alt andet liv i området.
Protesterne har været massive. Politiet blev sat ind med vandkanoner, indtil miljøbevægelsen, Standing Rock-stammen og alle protestens støtter i starten af december kunne fejre at tilladelsen ikke ville blive givet, at olieledningen vil blive lagt et andet sted.
At det næsten lykkedes olieindustrien at kolonisere, ydmyge og bekrige et allerede koloniseret, ydmyget og bekriget folk er næsten en imponerende bedrift. Og rørledningen kommer til at ligge et sted uanset hvad. En økofeministisk fortolkning er lige for.
Blomster i alle lande, foren jer!
Det leder mig til det næste. For økofeminismen har potentialet til at give det teoretiske fundament for en bevægelse, der kan mobilisere og kræve samfundsforandringer. Heri ligger utopien. I økofeminismens analyse ligger der en klar opfordring til handling. En opfordring til at nedbryde, gøre op med enhver form for systematisk undertrykkelse og bygge et samfund op i balance.
Erkendelsen af fremtidens miljøudfordringer indeholder samtidig en grundlæggende samfundskritik, der i høj grad stemmer overens med den økofeministiske kritik og analyse. Der er noget grundlæggende galt. Det patriarkalske samfund har udnyttet naturen. Det hvide patriarkalske samfund har udnyttet de oprindelige folk, de ikke-hvide, de ikke-vestlige og de ikke-rige. De ikke-hetero. Det patriarkalske samfund har udnyttet kvinden, og med kvinden blomsten.
Den økofeministiske utopi er altså en verden uden udnyttelse, undertrykkelse og krænkelse. Det er en verden, hvor menneske og natur lever i harmoni. Holistisk, blødt og varmt. Ja, det lyder på mange måder som drømmen om det urørte, før-industrielle samfund. Men i en mindre tilbageskuende form ligger der også en understregning af, at det nuværende system må gøre op med sin undertrykkende, kolonialiserende struktur. Hvis man ønsker et samfund, der kan håndtere klimaforandringer, og andre af fremtidens udfordringer, må det også forholde sig til alle dem, der er blevet holdt nede. Hvad enten det er kvinden, kolonien eller blomsten.
For som Lupita Nyong’o siger til sidst i videoen, mens mælkebøttefrøene gribes af vinden, flyver ud og rundt: ”People underestimate the power of a pretty little flower.”
Leave a Reply