Kan vi sænke lykkens pris og øge dens værdi?

Af Liv la Cour, cand.scient.pol., MSC, fuldmægtig samt medlem af netværket Omstilling Nu.

En halv million danskere føler sig udbrændte på jobbet, og 250.000-300.000 danskere lider af alvorlig stress. Kun overgået af Island er vi danskere de næststørste forbrugere af lykkepiller – over 8 pct. tager antidepressiv medicin, hvilket er en stigning på næsten 800 pct. siden 1980. Alligevel hyldes vi som verdens lykkeligste folk. Et paradoks.

Men når vi lever i en kultur, hvor vi er ’vores egen lykkes smed’, opfattes stress og depression hurtigt som en personlig svaghed. Samtidig er en af konsekvenserne af forbrugersamfundet, at lykke måles i økonomisk succes, fordi det er vores økonomiske råderum, som afgør vores forbrugeridentitet og status. I en amerikansk undersøgelse svarer såvel de fattigste i ghettoerne som milliardærer med privat jetfly, at hvis blot de blev 15 procent rigere, ville de blive lykkelige.

Den tyske sociolog Jürgen Habermas beskriver denne kulturelle tilstand med analogien om, at systemverdenen har koloniseret livsverdenen. Et andet eksempel er mindfulness, som i stigende grad søges som en vej til indre velvære og ro. Men træningen i bevidst nærvær er i risikozonen for – om end måske utilsigtet – at blive taget som gidsel af konkurrencestaten og blive endnu et præstationsprojekt, der understøtter systemverdenens vækstlogik om konstant at yde mere.

Der er naturligvis alternative diskurser. Men når der er så få, som træffer valget at gå ned i arbejdstid og løn, er det, fordi det er så pokkers svært at gå imod kulturens implicitte normer – vi er jo sociale væsner, der søger andres anerkendelse.

Lykkens pris

Men når vækstlogikkens kolonisering af livsverdenen betyder, at lykken søges og måles i præstationer, velstand og forbrug, presser det ikke kun mennesker til grænsen, men også planetens ressourcebestemte grænser. Denne sammenhæng mangler synliggørelse og anerkendelse. Derfor har tænketanken New Economics Foundation skabt et supplement til vores altdominerende betegnelse for udvikling – BNP – og introduceret et Happy Planet Index (HPI), hvor en stats træk på planetens ressourcer måles op imod indbyggernes sundhed og trivsel. Man ganger en befolknings oplevede trivsel med levealderen (som udtryk for sundhedstilstand) og dividerer dette med landets økologiske fodaftryk, dvs. de ressourcer det kræver at opretholde levestandarden.

Mens Danmark ligger på førstepladsen på listen over trivsel (omend placeringen kalder på nuancering), ryger vi helt ned på en 110. plads, når man måler vores samlede HPI, fordi vores økologiske fodaftryk er så højt (verdens femtestørste). Lidt forsimplet sagt køber vi os til lykken gennem forbrug, herunder oplevelser. For selv om vi måske anser rejser som udtryk for en dematerialisering, glemmer vi, hvor mange ressourcer en weekendtur til Paris koster. Både vi (stress og depressioner) og planeten (ressourceforbruget) betaler altså en meget høj pris for vores såkaldte lykke.

At sætte lykken fri

En bæredygtig omstilling handler derfor ikke kun om respekten for fremtidige generationers udviklingsmuligheder, men også om at gennemskue en tvivlsom kulturelt betinget lykkesøgen og derigennem øge vores egen lykke.

Hvis vi skal gøre en bæredygtig omstilling nærværende for det enkelte menneske, kunne vi begynde med at konkretisere bæredygtighed som fysisk og psykisk sundhed og afkolonisere lykkebegrebet fra vækstbegrebet. Vi må italesætte en nuanceret dialog om lykkens natur, så bl.a. social sammenhængskraft, empatisk nærvær og gratis naturoplevelser indgår i vores lykkeværdsættelse. Det handler ikke om afvikling eller stilstand, men om at vi sætter lykken fri fra dens kapitalistiske åg og skaber rum for kvalitativ og kreativ menneskelig udvikling.

Også bragt i Dagbladet Information.