Knuden og sofasyndromet

Af Emil Urhammer, Ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet i København og arbejder til dagligt med økologisk makroøkonomi fra et sprogteoretisk perspektiv. Ved siden af studiet har Emil været med til at opbygge Omstilling Nu og har deltaget som dommer i DR og Informations konkurrence Vores Omstilling.

Årsagerne til de miljømæssige kriser findes i de økonomiske aktiviteter, og væksten af disse har, indtil nu, været eneste medicin mod de økonomiske kriser. De økonomiske aktiviteters omfang er imidlertid blevet så omfattende, at planetens økosystemer ikke meget længere kan holde til det. Vi er derfor nødt til radikalt at omstille økonomien til bæredygtighed, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en bare nogenlunde tryg og udholdelig fremtid for vores efterkommere.

Det er derfor fortvivlende, at den politiske ledelse, i forhold til disse problemer, er lammet. Vækstens miljømæssige skadevirkninger er simpelthen ikke på dagsordnen. De færreste medlemmer af folketinget synes at tage de klimamæssige udfordringer alvorligt, og ingen politiker har været i stand til at fremsætte noget, der bare kunne ligne en løsning på problemerne. Hvis denne situation fortsætter, er der stor sandsynlighed for, at nutidens politiske ledere, af fremtidens generationer, vil blive indlemmet i rækken af historiske forbrydere, ikke på grund af folkemord og diktatur, men fordi de intet foretog sig, mens vi systematisk og sikkert ødelage fremtidige generationers livsgrundlag.

Der er altså brug for at vores politikere tager fat på en radikal omstilling af økonomien. Men hvordan kan man iværksætte en sådan omstilling? Dette er desværre på ingen måde et let spørgsmål at besvare. Problemerne er så komplekse, at det er umuligt at styre omstillingen efter nogen velkendt økonomisk model. Formentlig er dette netop en af forklaringerne på vores politikeres handlingslammelse.

Knuden

For at håndgribeliggøre problemstillingen kan man bruge en metafor. Vi kan forestille os den nuværende økonomiske og miljømæssige krisesituation som en hård, yderst kompliceret og sammenfiltret knude. Når man skal løsne en sådan knude er man nødt til at bearbejde den fra mange angrebspunkter. Hver bugtning og løkke skal løsnes med tilpassede bevægelser. Man må forestille sig, at knuden er et sammenfiltret system af politik, økonomisk videnskab, institutioner, industrier, virksomheder og enkeltindivider. For at løsne den må hver af disse bearbejdes. Det vil sige, hver enkelt del af det samlede hele må ændre tilstand for derigennem at fremtvinge en ny systemtilstand.

Men hvordan omsættes denne erkendelse til praksis? Endnu et spørgsmål uden nærliggende svar. Men en mulig fremgangsmåde kunne være at fremme forståelsen for nødvendigheden af omstilling i alle disse sammenfiltrede dele af helheden. I det politiske liv skal flere politikere vise mod og erkende nødvendigheden af omstilling og søge at fremme lovgivning til fordel for en sådan. I de økonomiske sektorer må der gives plads og hjælp til initiativer, der bryder med tidligere tiders miljøfjendtlige aktiviteter. I de videnskabelige rækker, og især i den økonomiske disciplin, må flere begynde at arbejde med problemet og kommunikere med resten af verden om det.  Langt flere virksomheder må melde sig på banen og erkende deres part i og ansvar for problemet. Græsrodsorganisationernes viden og gåpåmod må spredes, og langt flere af samfundets enkeltindivider må erkende deres andel i problemet og løsningen.

Og hvad skal omstillingen så indeholde? Efter dette spørgsmål følger desværre heller ikke noget oplagt svar, men en ting er sikkert, og det er, at der kræves et helt nyt økonomisk system. Et system hinsides både traditionelle socialistiske og kapitalistiske modeller. Et muligt fremtidsmål for en sådan systemforandring kunne være en ’steady state’-økonomi. En steady state-økonomi er en økonomi, som ikke tager fra eller udleder til naturen mere, end hvad denne kan reproducere og absorbere, en økonomi hvor markeder eksisterer, men på natur og menneskers vilkår, en økonomi hvor finanssektoren findes, men som tjener af almenvellets behov, en økonomi hvor uligheden både mellem mennesker og lande er drastisk reduceret, og en økonomi hvor livskvalitet, frem for økonomisk ekspansion, er målet for samfundets trivsel.

Men hvordan kan vi nærme os et sådant mål? Dette er der heller ingen klare svar på, men forskellige økonomer og organisationer har gjort sig nogle tanker om mulige skridt i retning af målet. I Jørgen Steen Nielsens bog Den Store Omstilling opsummeres nogle af disse således: fastsæt grænserne for bæredygtigt forbrug og udledninger, gennemfør en økologisk skattereform, begræns uligheden i indkomstfordelingen, revider måden vi måler fremskridt på, reformer den finansielle sektor, reguler den internationale handel, omdefiner forholdet mellem arbejde og fritid, styrk den uformelle økonomi og skab nye typer virksomheder. I det følgende vil hvert af disse forslag kort blive uddybet.

At fastsætte grænserne for bæredygtigt forbrug og udledninger handler om at fastlægge, hvor naturens grænser ligger: hvor meget kan økosystemerne globalt set reproducere og absorbere årligt (et fornuftigt bud på dette kan gives ved brug af allerede eksisterende indikatorer). Som verdensøkonomien fungerer nu, er disse grænser allerede overskredet, så udfordringen ligger i at finde et system, så disse grænser kan overholdes. Et avanceret kvotesystem er af økonomen Herman Daly blevet foreslået som en løsning på dette. En nærmere forklaring af dette system ligger dog uden for dette formats rammer, men grundlæggende er idéen, at retten til udnyttelse af den årlige bæredygtige mængde naturressourcer og udledningskapacitet fordeles ved hjælp af globale kvoter, som kan handles.

En økologisk skattereform handler om at omlægge skatterne, så man beskatter de negative effekter og lemper skatterne på de positive. Dette vil sige langt højere skatter på forurenende og ressourceforbrugende adfærd og lavere skatter på arbejde. Tanken med dette er, at man med sådanne prisbaserede redskaber kan styre markedsudviklingen i en bestemt retning. De forhøjede priser på forurenende adfærd og ressourceforbrug skal motivere til innovation og effektiviseringer.

Ulighed er i nyere undersøgelser blevet påvist at have en lang række skadelige samfundsmæssige følgevirkninger, såsom øget bekymring, mindre tillid, højere kriminalitet, dårligere sundhedstilstand, lavere leveralder og mindre livsglæde blandt lavindkomstgrupper. Ulighed er derfor et vigtigt element at bekæmpe.  Begrænsning af uligheden opnås gennem massiv indkomstfordeling. Der skal fastsættes en maksimum- og en minimusindkomst. Al indkomst over maksimum beskattes med 100 procent, og alle borgere sikres minimusindkomsten i form af en basisindkomst.

At revidere måden vi måler fremskridt på, består i et endegyldigt opgør med BNP. BNP er blind for miljø og sociale forhold. Miljøkapitalen nedbrydes, og stresssymptomerne vokser i de industrialiserede lande med større hastighed end økonomien. Dette fremgår ikke af BNP, og BNP som mål for fremgang og trivsel er derfor misvisende og direkte ødelæggende. Der er derfor behov for nye økonomiske indikatorer, som inddrager miljøet og sociale faktorer i opgørelsen af den økonomiske fremgang. Flere sådanne indikatorer er allerede udviklet og klar til at blive taget i brug i de styrende institutioner.

Reformation af den finansielle sektor betyder at tøjle en sektor, som har glemt sin egentlige rolle som tjener for realøkonomien. Flere økonomer og tænketanke har fremsat mere konkrete forslag til inddæmning af den afregulerede finanssektor. Nogle af disse tiltag går ud på: adskillelse af almindelig bankvirksomhed fra spekulativ finansiel virksomhed, opsplitning af banker der er blevet for store til, at samfundet kan lade dem gå konkurs, forbud mod skadelige afledte finansielle instrumenter, begrænsning af internationale finansielle kapitalstrømme gennem kapitalkontrol og skat på finansielle transaktioner og fuld statskontrol over pengeskabelsen. Ved disse tiltag kan der sættes effektive bremser på det finansielle systems selvforstærkende negative mekanismer.

Ligesom finanssektoren skal den internationale handel reguleres. Det lokale skal fremmes og det globale begrænses. I det omfang et land selv kan producere en vare miljømæssigt forsvarligt, er det uhensigtsmæssigt at importere den. Et eksempel kunne være vand på plastikflaske. I et land som Danmark, med relativt fornuftige postevandsforsyninger, er det miljømæssigt uforsvarligt at importere vand fra andre lande. Også tendensen til at flytte produktionen derhen, hvor miljøkravene er lavest og arbejdsforholdene dårligst, skal bekæmpes med effektive midler.

Som arbejdsmarkedet ser ud i dag, er der nogle, som arbejder meget, og andre som slet ikke har noget arbejde. I en økonomi, hvor materielt forbrug ikke længere er basis for fremgang, er der mulighed for at ændre på denne fordeling. Ved at ændre på forholdet mellem arbejde og fritid til fordel for fritid kan der gøres plads på arbejdsmarkedet til dem, som ikke har noget arbejde, mens de, som overarbejder, kan få mere fri.

Dette punkt fører videre til idéen om at styrke den uformelle økonomi. Denne idé går ud på at begynde at anerkende og værdsætte de uundværlige og produktive aktiviteter, som ikke måles i BNP. Eksempler på dette er børnepasning i hjemmet, frivilligt arbejde, engagement i lokalmiljøet, kreativitet og hjælpsomhed. Dette kan bidrage til at skabe et liv udenfor arbejdsmarkedet, som bidrager med livskvalitet til den enkelte, familien og lokalsamfundet. Når balancen mellem lønarbejde og fritid forskubbes, kan balancen mellem den formelle og den uformelle økonomi også forskubbes til glæde for den enkelte og lokalsamfundene.

Som det sidste er der behov for at skabe nye virksomheder. Det er ikke længere acceptabelt bare at basere sin forretningsmodel på en idé om at tjene penge. Nej, det 21. århundredes virksomhed har konkrete samfundsgavnlige funktioner som sit udgangspunkt og må derfra søge at gøre disse økonomisk rentable. Fremtidens virksomheder har ikke profitoptimering, men udfyldelse af en samfundsgavnlig rolle som mål.  Det at skabe arbejdspladser og afkast til investorerne er ikke længer nok i sig selv.

Er alle disse tiltag nu egentlig realistiske? Ikke når man tager den nuværende samfundsmæssige situation i øjesyn. Vi er med andre ord tilbage ved den fastlåste hårdknude og behovet for en sammenhængende dynamisk indsats fra mange sider. Især i det politiske liv er der dog brug for en ny dagsorden.

Sofasyndromet

Dette fører til den næste metafor i denne beskrivelse, nemlig sofasyndromet. Nutidens politik er i alarmerende grad lammet af sofasyndromet, som består i, at politikernes diskussioner kan lignes med diskussionerne mellem beboerne i et brændende hus, om hvor sofaen skal stå. Sofasyndromet er et tegn på handlingslammelse og refererer derfor også til den opgivende reaktion, der ligger i at læne sig tilbage i sofaen og bare lade ødelæggelserne ske. De problemer, som får mest opmærksomhed i den politiske debat, er simpelthen ikke de væsentligste problemer, vi står overfor. Hvis vi ikke gør noget ved klimaforandringerne og de øvrige truende miljøkriser nu, underminerer vi gradvist den økonomi og det samfund, som danner basis for, at vi overhovedet kan have et demokrati, hvor vi kan diskutere vækst, finanslov, dagpenge, sundhedssystem, terror og indvandring.

Der kan gives mange forklaringerne på sofasyndromet. En af dem kunne være, at nutidens demokrati ligger under for meningsmålingernes diktatur, som gør, at ingen tør udstikke en modig og visionær kurs for fremtiden af frygt for vælgernes reaktion. I et forsøg på at reducere mennesket til en mekanisk forbruger, og af lydighed overfor denne forbrugers vellevned, fremsættes intet forslag, som kunne tænkes at komme på tværs af forbrugerens materielle krav.

Yderligere er den politiske beslutningsproces totalt underlagt økonomiske modeller bygget til fortidens problemer, og næsten enhver beslutning til fordel for miljø og klima kommer ud som mindre lukrativ end traditionelle miljøfjendtlige aktiviteter. Til dette kan lægges at den politiske proces er underlagt magtfulde interesseorganisationers lobby for at bevare status quo. Her tænkes især på olieindustrien og finanssektoren, hvis top-chefer i særdeleshed står til at komme i fremtidens hall of fame for superskurke.

Væksten har nået sit endemål og vil fra nu af, i stadig stigende grad, blot bidrage med miljøødelæggelser og forarmelse. Lad derfor dette være et opråb til landets politikere om at tage ansvar for den situation, vi nu står i. Vores politikerne må begynde at udvise mod og gøre op med meningsmålingspolitik, magtkampe og ideologier. Problemerne er alt for alvorlige til ikke at arbejde sammen om at løse dem.