Mere af alt versus knaphed på ressourcer

Af Peter Bjerregaard,(f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere arbejdet som presseattaché for Udenrigsministeriet, klimaanalytiker ved Mandag Morgen og rådgiver for European Conservatives and Reformists Group.

Lidt forenklet kan man sige, at der findes to store samtaler i den offentlige debat. Den ene handler om vigtigheden af vækst, og om at gøre kagen større. Den anden handler om kagen skal være mere ligeligt fordelt. Og sådan kan man egentlig også dele folk op efter politisk overbevisning. Problemet er bare at den materielle vækst ikke kan stige i al evighed. Uanset om vi taler om fisk, vand, fosfor, regnskov eller petroleum, så er der grænser for, hvor meget man kan forbruge af ressourcerne uden at ramle ind i fænomenet knaphed.

Det er dog ikke en erkendelse, der står særlig højt på den politiske dagsorden. Tværtimod. Og det er for den sags skyld også ligegyldigt om finansministeren hedder Bjarne Corydon eller Claus Hjort Frederiksen. Logikken er den samme. Hvis vi skal have mere vækst – og det skal vi – så skal man ud og svinge dankortet.

Vi skal forbruge os til vækst og det er i sådan en grad at man kan læse nyhedsartikler, hvor økonomer beklager sig over danskernes tilfredshed med livet (fordi de derfor ikke efterspørger flere varer) eller ivrigt forklarer, hvorfor genbrug er dårligt for økonomien (fordi så bliver der jo ikke produceret nyt). Det er nærmest blevet en borgerpligt at forbruge lidt ekstra, hvis man vil gøre noget godt for samfundet.

Den underliggende logik bliver sjældent modsagt. For hvem er imod jobs eller vækst? Ingen! Problemet er bare, at det er en falsk præmis. Men i takt med, at knapheden bliver mere tydelig, og kan aflæses i alt fra højere oliepriser, færre fisk og dyrere råvarer, så bliver behovet for at nytænke ressource/knaphed-begrebet også større.

Skal vi vædde?

Men er al snak om ressourceknaphed udtryk jammerlig dommedagssnak? Er problemerne nu også så uoverkommelige? Kan vi ikke innovere os ud af problemerne? Hér står den politiske kamp i dag, og det er fair at sige, at der endnu ikke findes et endegyldigt svar på det spørgsmål. I hvert faldt ikke i den politiske offentlighed.

For at få afgjort sagen om spørgsmålet om knaphed vs. menneskelig kreativitet, indgik den amerikanske økonom, Julian Simon og den amerikanske biolog, Paul Ehrlich, i 1980 et væddemål om, hvorvidt fem metaller – nikkel, tin, kobber, wolfram og krom – ville stige eller falde i pris mellem 1980-1990.

I det ene ringhjørne stod Ehrlich, som mente, at overbefolkning og øget masseforbrug ville gøre ressourcerne mere knappe og presse priser op, og i det andet ringhjørne var Simon, der mente, at teknologisk udvikling nok skulle løse problemerne. Ti år senere, i 1990, stod Simon tilbage som sejrherre og konklusionen har (i al fald blandt økonomer) sidenhen været, at det frie marked nok skulle sørge for mere af alt og at knaphed var noget, der hørte middelalderen til.

Den egentlige knaphed

Men siden årtusindskiftet er der sket en del. Ressourcepriserne er mere end fordoblet og vi påvirker økosystemer i sådan en grad, at biologer nu taler om, at vi befinder os i den sjette masseudryddelsesperiode (sidste udryddelsesperiode var da dinosauren forsvandt), fordi dyrearter nu uddør mellem 100 og 1000 gange hurtigere end normalt. Ligeså store forandringer melder geologerne om. Geologerne mener, at vi er ved at tage afsked med den holocene tidsalder (de seneste godt 11.000 år siden sidste istid) og er ved at bevæge os ind i en ny og mere usikker tid kaldet The Antropocene (menneskehedens tidsalder). Argumentet er, at menneskelig aktivitet nu påvirker stort set alle planetens økosystemer og at vi er blevet en geologisk kraft i os selv.

Med andre ord er scenen sat af to udviklinger. Den ene er, at ressourcerne bliver sværere at få fat på og vi efterspørger mere og mere, og på den anden side – som måske er den mest alvorligste – stederne, hvor vi udleder vores forskellige former for affald bliver mere knappe. Det bedste eksempel på sidstnævnte er atmosfæren. Ifølge klimaforskerne, kan vi eksempelvis kun bruge en femtedel af de allerede kendte fossile ressourcer, hvis vi vil undgå temperaturstigninger på over 2 grader. Med andre ord, så er det ikke kun ressourcerne, der er knappe. Atmosfæren og andre steder, hvor vi efterlader vores affald, er mindst ligeså knappe.