Naturstumper – vi samler puslespillet
Af Karen MacLean, Medstifter af Den Grønne Friskole på Amager.
I dag består vores natursyn af en masse sorterede stumper og stykker, som det er vanskeligt at få til at passe sammen. Derfor bør omstillingen til en ny verdensorden delvis ske via uddannelse og dannelse, og i særdeleshed via en ny tilgang til børns naturforståelse.
Nuttede pingviner, truede isbjørne, krager i trætoppene, plænen der mosser til og skal slås alt for ofte, økomælk eller almindelig mælk, vejret der ofte ikke passer i vores menneskelige planer, havet med sine store bølger, og skoven som det kan være kedeligt at traske i – her sker jo ikke noget!
Nogle af stumperne føler vi positivt for: pingvinerne, lidt; vores egen baghave, meget – andre er irriterende eller ligegyldige, voldsomt forskrækkende eller dybt betagende, uoverskuelige, fjerne eller uvedkommende. Men mest af alt passer de ikke sammen; de danner ikke et overordnet, overskueligt billede, og vi kan ikke sortere i dem og prioritere dem, fordi vi ikke kan finde mening i dem.
Mennesket er i udgangspunktet et meningsdannende dyr, og her mener jeg ikke kun politisk. Vi udforsker vores verden, sætter den i system oppe i vores hoved, og forholder os derefter – mere eller mindre konstruktivt – til den. Det gjorde vi tidligere som en strategi for overlevelse – dengang vores verden kun var en savanne i Afrika eller en strandkant langs Østersøen. Og vi stadigvæk nødt til at udforske or forholde os til vores verden, trods det at den plet med dyr og planter, sten og mere eller mindre vand, har udvidet sig fra et område vi kunne overskue på en dagsrejse eller to, til at indbefatte hele kloden.
Giver fakta ikke mening – fordi der er for mange, eller de er modstridende eller uforståelige – så bliver vi stressede; nogen kæmper, andre flygter, de fleste gemmer hovedet i dagligdagens trummerum.
På Den Grønne Friskole tror vi på at det er muligt at få styr på stumperne, at lære os selv og vores børn at samle puslespillet, men vi har en helt anden tilgang end den gængse. Vi vil ikke have flere fakta, tekster, tal og løftede pegefingre. Ikke flere dommedags-scenarier og skrækhistorier. Ikke til en begyndelse; vi starter et helt andet sted. I naturen selv.
For os starter et holistisk, realistisk og konstruktivt natursyn med tilknytning. Det starter med den følelsesmæssige binding, der opstår når vi hygger os, befinder os godt, føler os sikre og trygge og dermed åbne. Vi mener at børn skal lege i og med naturen – i deres nærmiljø i det hele taget. De skal færdes dér nemt og ofte, føle sig hjemme, kende smuthullerne, det sjove krogede træ, busken med de skønne blomster, der bliver til røde bær som fuglene kan lide, og dér hvor der altid er en stor vandpyt når det regner, og en glidebane når det er frost. De skal frit tygge skovsyre, trække gulerødder fra jorden, kende duften af frost i luften, roser, muld og friskmejet hø. Alle deres sanser skal foldes ud, snakkes til og snakke med naturen. De skal undres, væmmes, forskrækkes og glædes; sørge over den døde mus, redde regnormen fra at drukne og betages af livets mirakel.
Vi mener at denne væren i naturen – som fra børnenes side nogen gange kommer helt naturligt, andre gange skal gelejdes lidt af de voksne – danner grundlaget for en mere proaktiv og videbegærlig udforskning, der styrker tilknytningen og tilføjer nye dimensioner til børnenes naturforståelser. I den anden fase – med glidende overgang selvfølgelig – støtter vi børnenes udforskning såvel som deres virketrang. Her er det vigtigt ikke kun at vide, at det er en solsort, hvad den laver dér blandt de døde blade eller i græsset; det er vigtigt at kunne høre at det er den der synger, spekulere over hvor reden er, hvor mange unger den mon får, og om den overvintrer her. Måske ser vi den til vinter når vi kommer herud?
Det er vigtigt at engagere børnene i naturens processer, de forskellige aktørers rationaler og bevæggrunde; her vil græsset ikke gro, fordi ingen sol trænger igennem her; orme og bakterier er ved at genbruge den døde mus. Nu sker der dette, så sker der hint. Hvad, hvordan og hvorfor? Naturens mangfoldige små logikker skal afklares, forklares, sættes i system.
Det er også vigtigt at børnene deltager i naturens processer, som vi mennesker nu kan og har gjort i tusinder af år. De skal sanke og dyrke mad, tilberede, smage, smide på komposten, vende den for at se hvad der blev af maden, grave ud til bede og tilsætte den gode kompostmuld (og nogen bede skal måske ingen muld have, så vi kan se hvordan de planter så klarer sig). Vi holder øje med tiden – og især årstiden og årstiderne – for at se hvad der sker med mark, kompost, og organismernes adfærd i reaktion på lys, vind, temperatur og nedbør.
I den tredje fase udvides udforskning og deltagelse til det videnskabelige niveau. Vi eksperimenterer med vind og energi, kigger i mikroskop, og begynder at forstå de større kredsløb, der kendetegner naturen på enten mikro-, makro-, eller rent intellektuelt plan. Fordi vi har så megen erfaring med processer, systemer, kredsløb og logikker på det nære lokale plan, så er overgangen nemmere til de mere abstrakte af slagsen, hvad enten vi faktisk kan observere dem i et mikro- eller teleskop, beskrive deres effekt i et eksperiment, eller rationelt må tænke os til dem. Vi udvider tidsdimensionen til at omfatte tiår eller hele geologiske perioder og behandlingen af data til at inkludere computermodeller.
Nogle børn vil være mere, andre mindre interesserede i naturen. Nogle vil gå meget ind i det sanselige, andre boltre sig i arbejdet med jorden, endnu andre vil først rigtig engagere sig, når de når til mikroskoper og computerprogrammer. Men fælles for dem alle vil være, at når bindingen til naturen er både følelsesmæssig, sanselig, åndelig og intellektuel så skabes en inderlig, gensidig, respektfuld, kompetent og kyndig relation til naturen og til nærmiljøet samt et holistisk og konstruktivt natursyn. Så færdes barnet sikkert og selvstændigt men med respekt og nænsomhed i naturen og handler ud fra et natursyn der ikke er hegemonisk og magtbetonet, berettiget og udbyttende. Og når børn både udvikler dette natursyn og er vant til at agere kompetent i naturen både hvad angår mad og maskiner, så vil dette natursyn komme anderledes dynamisk til udtryk i en mere proaktiv, selvsikker holdning, lokalt såvel som globalt.
De mange løse stumper og stykker natur bliver til et puslespil, der er sjovere og mere dynamisk og interaktivt end et computerspil. Flerdimensionelt, altid i bevægelse, og til at tage og føle på, og rokke ved. Levende, livgivende; livet, faktisk.