Penge – før, nu og i fremtiden

Penge er det middel, hvormed vi handler med og måler prisen på varer og tjenester. Penge er det, som vi lægger til side for at sikre, at vi også kan købe varer og tjenester, når vores alder gør os ud af stand til at tjene vores egne penge, og dermed er penge også dem, vi låner, hvis vi i en periode ikke har penge nok – altså hvis vi har et behov, der ikke kan tilfredsstilles ud fra vores umiddelbare pengebeholdning.

For det intelligente, rationelle menneske er disse funktioner for penge åbenlyse og gennemskuelige. Vi kan observere dem overalt i samfundet, og det er den måde, hvormed penge bliver omtalt politisk, i medierne såvel som ved middagsbordet i de danske hjem. Ikke desto mindre besvarer denne måde at forholde sig til penge på ikke nogle helt simple og fundamentale spørgsmål omkring penge; hvad er penge? ”Hvordan bliver de til? Hvem styrer og bestemmer, hvordan de bliver til, og hvor mange, der skabes?”

Dette er spørgsmål, som på mange måder er fundamentale for at forstå den økonomiske udvikling samt den kontekst, vores arbejdsliv, fritid og eksistens i dag er opbygget omkring.

Hvad er penge? 

Blandt de klassiske økonomer eksisterede der – med afsæt i Adam Smiths fortælling om slagteren, bryggeren og bageren – en teori om penge som værende skabt ud fra et behov for at kunne afregne byttehandler på markedet: hvis slagteren, bageren og bryggeren altid skulle kunne bytte deres varer lige over, ville dette kræve et gensidigt behov for det, den anden kunne tilbyde. Hvis de derimod indførte et fælles accepteret middel til afregning af interne byttehandler, ville de løse dette problem om gensidige behov.

Hvis bageren var vegetar, og slagteren havde behov for noget af bagerens brød, ville slagteren ikke kunne bytte noget af sit kød til noget af bagerens brød. Her ville et fælles pengemiddel kunne løse dette problem: slagteren kunne sælge sit kød til bryggeren og bruge indtjeningen til at købe brød hos bageren.

Mere overordnet pegede Adam Smith med sin fortælling på, at den stigende arbejdsdeling i løbet af 1700-tallet medførte øget produktivitet, som langsomt skabte individuel overproduktion. Dette – kombineret med at der selvfølgelig stadig var efterspørgsel efter de fornødenheder, man tidligere havde været selvforsynende med – skabte et behov for et fælles accepteret byttemiddel. Særligt oplagt som kandidat for et sådan byttemiddel var guld, sølv og andre former for metaller, som man anså som værdifulde i sig selv, hvormed de lettere kunne opnå intern accept blandt de handlende på markedet.

Denne såkaldte varepengeteori virker på mange måder intuitiv, fordi den falder i tråd med pengenes daglige funktionalitet i forhold til den måde, vi handler med varer og tjenester i dag. Ikke desto mindre er den på flere måder logisk inkonsistent og historisk problematisk, hvad angår forklaringen på pengenes ophav og tilvejebringelse.

Problemet med teorien er, at den ikke fortæller historien om, hvordan penge rent faktisk kom ind økonomien. De blev blot skabt ud af den blå luft ud fra en pludselig efterspørgsel efter et sådan middel. Men hvad med selve skabelsen og produktionen af penge?

Teorien tager udgangspunkt i tre personer, der er en del af en lokaløkonomi så langt tilbage i tiden, at der ikke herskede penge men bytteøkonomi. Den giver bare hverken en fyldestgørende forklaring på, hvorfor bytteøkonomien skulle vige pladsen til fordel for penge dengang, eller hvordan penge skabes i dag. I en lokaløkonomi, hvor slagteren, bryggeren og bageren kendte og nærede tillid til hinanden, kunne man forestille sig, det ville være til mere besvær end gavn at skabe et fælles byttemiddel frem for bare at notere hinandens interne tilgodehavender – eller blot forære den overproduktion de end måtte have af kød, brød og øl til hinanden af ren og skær sympati og tillid. For tillid er netop en forudsætning for teorien. Dette giver fin mening, hvis man går langt tilbage i historien, men ikke i en moderne kontekst, hvor markedet består af mange aktører uden så meget som kendskab til hinanden.

For at der overhovedet kan opstå et byttemiddel, er det ikke nok, at der er et behov for et internt byttemiddel; det er også essentielt, at der nogle politiske, juridiske, moralske eller religiøse institutioner, som underbygger værdien af pengene.

At penge historisk set også har været et middel til at koncentrere magt omkring kongen, staten, kirken eller andre former for centrale institutioner underbygges af den såkaldte statsteori om penge (chartalisme). Problemet med Smiths teori er, at den netop mangler selve den faktor, som Smith selv forsøgte at nedtone: statens politiske magt.

Hvis markedet krævede guld- og sølvpenge, hvorfor tog konger og stater så ikke blot magten over guld- og sølvminerne i stedet for at beskatte slagteren, bageren og bryggen? Historisk set er der utallige eksempler på, at dette rent faktisk var tilfældet – at konger og stater har haft monopol på udvinding af guld og sølv og dermed også fuldstændig kontrol med pengeproduktionen.

Kongen udstedte mønter, som han udbetalte til sine undersåtter, og sikrede sidenhen pengeomløbet ved at indkræve de selvsamme mønter som skatter. Dermed var den eneste måde, hvorpå slagteren, bryggeren og bageren kunne få fat i guld- og sølvmønter til betalingen af skatterne, at den centrale magthaver havde sendt dem i cirkulation i første omgang.

Således var det altså ikke markedet, der skabte penge, men den centrale statsmagt, der gennem udstedelse af mønter og sedler og indkrævning af skatter skabte penge som fundament for markedet. Antropologer og historikere peger generelt på, at penge ikke kun har haft værdi, fordi de var af guld, men snarere at guld har haft en værdi, fordi det var penge med kongens stempel på. Tillid var vigtig, og den blev ofte påtvunget af den suveræne magt.

Moderne pengeskabelse og kreditpenge

Staten har monopol på at skabe penge og enhver, der bryder dette monopol, bliver dømt for falskmøntneri. Dette er det juridiske fundament for penge. Kun ’kongen må slå mønt’ og Lov om Danmarks Nationalbank giver Nationalbanken monopol på at udstede pengesedler.

Men disse typer af penge, mønter og sedler, udgør blot en minimal andel af den samlede officielle pengemængde, der flyder rundt i økonomien. Langt hovedparten af de penge, som benyttes til afregning af transaktioner i den moderne økonomi, består af kontoindeståender i de private banker. Ca. 95 % af den officielle pengemængde udgøres af sådanne kontopenge. Penge der, på trods af at de tilsyneladende måles i samme enhed som kontanterne, er fundamentalt forskellige – både hvad angår, hvem der skaber dem, og hvordan de skabes.

Det særlige ved disse kontopenge er, at de hverken skabes af staten eller Nationalbanken men derimod af de private banker hver gang, de yder et lån. Pengeskabelse i dag fungerer på den måde, at hvis en person går ind i en bank og modtager et lån på fx 100.000 kr. til køb af en bil, foretages der to modsatrettede gældsposteringer: Dels oprettes der et lån til personen på 100.000 kr., og dels indsættes der 100.000 kr. på personens konto i selvsamme bank. Dette kontoindestående, som hverken juridisk eller i praksis er penge, men derimod blot gæld, er et bevis på, at banken skylder personen 100.000 kr. Dette tilgodehavende kan vedkommende i princippet, men i praksis sjældnere og sjældnere, vælge at omsætte til mønter og sedler produceret af Nationalbanken og beskyttet af grundloven.

Dermed har vi i dag et system, hvor vi rigtig nok har en lovgivning, der definerer penge som værende danske kroner med ’kongens’ accept, men samtidig benyttes bankernes kreditpenge til afregning af transaktioner af enhver slags. Er disse kreditpenge penge, hvormed bankerne ville være strafansvarlige, eller er de blot gæld?

Bankernes pengeskabelse i den moderne økonomi leder frem til en tredje teori om penge: kreditteorien om penge, dateret tilbage til Alfred Mitchelle Innes’ artikel ”What is Money” fra 1913, sidenhen fremhævet af den østrigske økonom Joseph Schumpeter, og i en nyere kontekst af antropologen David Graeber m.fl.

Kreditteorien om penge påstår, at penge ikke blot i moderne tid men rent faktisk til alle tider først og fremmest har været et symbol på et gældsforhold mellem en kreditor (långiver) og en debitor (låntager) – uanset om pengene har været fysiske eller ej. Kort sagt siger teorien at; et køb og salg, dvs. en handel af en vare eller tjeneste, sker til gengæld for en kredit.

Den amerikanske antropolog David Graeber argumenterer i bogen Debt: the first 5,000 Years for, at opgørelser af gældsforhold kom lang tid før fysiske penge. Penge fremkom først sidenhen som et middel til at overføre disse gældsforhold. I oldtiden var gældsforholdene i form af såkaldte IOU (I Owe You) ofte opgjort i naturalier som i stigende grad benyttedes som penge – selv af konger og andre magthavere. Netop fordi opgørelser over gældsforhold kom lang tid før mønter og sedler, argumenterer proponenter af teorien for, at opkomsten af sedler og sågar mønter også blot bør ses som metoder til at overføre tilgodehavender. I det moderne samfund sker overførsler elektronisk, og penge er i altovervejende grad blot kreditpenge opgjort på en bankkonto, skabt via bankernes udlån.

Kreditpengeteorien er således den teori, der bedst forklarer, hvordan penge skabes i den moderne økonomi, men ganske ligesom varepengeteorien forklarer den dog ikke, hvorfor der anvendes Danske Kroner. Hvorfor udsteder Danske Bank fx ikke lån i deres egne ’Danske Bank Kroner’?

Overordnet kan man sige, at ingen af de tre teorier omkring penge entydigt er rigtige, men samtidig er der heller ingen af dem, der entydigt er forkerte. De tre teorier om penge lever i symbiose med skiftende dominans til skiftende tider.

Vi handler i danske kroner, fordi den danske grundlov foreskriver disse som værende de eneste juridisk godkendte penge i Danmark, men samtidig lader vi bankerne udstede kreditpenge pålydende i danske kroner, som vi benytter til at afregne hovedparten af vores handler med varer og tjenester – handler, som vi en moderne økonomi ikke ville kunne udføre i så stort omfang, som vi gør, uden et betalingsmiddel. Man må i den forbindelse slå fast, at de kreditpenge, som bankerne skaber, må anses som penge, da de benyttes til afvikling af transaktioner og dermed i praksis benyttes som penge.

Pengemagten og hvad den gør

Hvad betyder det for økonomien, at de private banker skaber langt hovedparten af vores penge? Først og fremmest betyder det, i modsætning til hvad de fleste tror, at banker ikke blot er mellemmand mellem opsparere og låntagere i økonomien, men derimod at bankvirksomhed i dag først og fremmest er skabelse og destruktion af penge. Når man får godkendt et lån i en bank, skabes der penge, og når man tilbagebetaler lånet destrueres pengene igen. Den amerikanske økonom Hyman Minsky har meget rammende formuleret: ”Bankvirksomhed er ikke pengeudlån; for at udlåne penge må udlåner have penge” – bankerne behøver ikke at have penge, før de kan låne penge ud: De skaber dem i selve udlånsprocessen.

En vigtig pointe, der her er værd at understrege, er, at de penge, vi låner i bankerne, ikke bliver taget fra nogen andres opsparing, men at de bliver skabt af bankerne i udlånsprocessen. Det er ganske enkelt, sådan penge skabes i den moderne økonomi – et faktum, som den engelske centralbank, Bank of England, for nyligt segmenterede gennem udgivelsen Money Creation in the Modern Economy.

Udover det, at privilegiet at kunne skabe penge og tage sig betalt for det, er en yderst lukrativ forretning, er det også et ekstremt magtmiddel. Især hvis man er en stor bank. Bankerne kan via pengeskabelsesprivilegiet bestemme, hvor og hvornår der skal skabes nye penge, og til hvilke formål disse penge skal anvendes.

Denne magt har bankerne ikke nogen juridiske eller etiske krav til, hvordan de skal bruge, og de har på flere forskellige måder brugt privilegiet i uoverensstemmelse med, hvad man ud fra sund fornuft ville kalde det fælles bedste.

For det første agerer bankerne i fællesskab ekstremt pro-cyklisk, forstået på den måde at når de har stor optimisme omkring økonomien, har de skabt rigtig mange penge, mens de, når de har haft lav tillid til økonomien, overhovedet ingen penge har skabt. Under den store udlånsrus i perioden 2005-2008 oversvømmede bankerne samfundet med kreditpenge, hvilket ledte til den forhastede konklusion, at vi kunne købe hele verden. Sidenhen mistede bankerne tilliden til økonomien, hvormed de stoppede med at låne penge ud og dermed også standsede pengeproduktionen.

Det, at bankerne er stoppet med at skabe kreditpenge, har vist sig som en katastrofe og synliggjort, hvor afhængig vores økonomi er af konstant pengevækst. Denne afhængighed eksisterer primært, fordi bankernes pengeskabelse er baseret på gæld, netop fordi der parallelt med pengeskabelsen, skabes en tilsvarende mængde gæld – gæld, der sidenhen skal tilbagebetales med renters rente. Bankernes pengeskabelse opretholder således en fundamental pengeknaphed: uanset hvor mange penge der er i samfundet, vil der aldrig være penge nok, da der skal betales renter på den gæld, som pengene er skabt af, og renterne kan kun betales med nye penge. Dette er en helt generel konsekvens af et system, som så systematisk er baseret på kreditpenge.

Der er mange, der argumenterer for vigtigheden af et banksystem, som kan øge kreditgivningen i perioder med stor investeringslyst og behov for igangsættelse af langsigtede initiativer. Problemet er blot, at det ikke er det, bankerne låner ud til. Bankerne har hverken finansieret virksomheder, vækst i produktionen eller sociale projekter med det formål at øge den menneskelige trivsel. Bankerne udlåner i helt overhængende grad til allerede eksisterende aktiver, som de kan tage pant i. Ca. 70 % af alle de penge, som bankerne har skabt, er indskudt i boligmarkedet og dermed været medvirkende til stigende boligpriser og større gældssætning blandt førstegangskøbere – uden direkte at skabe noget.

Pengenes totalitarisme og bankerne som den fjerde statsmagt

For nogen er det at tjene penge et mål i sig selv. For andre er det at tjene penge et middel til opnåelse af prestige eller frihed. For nogle helt tredje er det at tjene penge noget, man gør, fordi man nu engang har et arbejde, der betaler godt, og fordi der tilsyneladende ikke er andre måder at leve sit liv på.

Uanset hvad ens bevæggrunde og motivation er for at agere og være en del af samfundet, har det kreditsystem, som vi til daglig benytter som penge, sneget sig ind i de fleste sfærer af vores liv. I dag er der ikke et reelt valg om, hvorvidt man vil være en del af kreditøkonomien eller ej.

Modtager man løn eller andre former for pengeoverførsler, eller skal man betale skat, er man påtvunget at have en nemkonto i en bank. Samtidig er hovedparten af de fleste menneskers faste udgifter bestemt af den gældsbaserede pengeskabelse, som er blevet kanaliseret over i boligmarkedet – hvormed størstedelen af deres indkomst går til at facilitere en lille privilegeret bankelite.

Den fundamentale pengeknaphed, som bankernes gældsbaserede pengeskabelse medfører, påtvinger os derudover et konstant vækstkrav, hvilket på mange måder er ved at erodere vores demokrati, men også vores helt fundamentale friheder. Den britiske filosof og matematiker Charles Eisenstein rammer med følgende sætning hovedet på sømmet: ”Økonomisk vækst opgjort i penge er at gøre noget, som før var gratis i naturen, til en vare, og noget, der en gang var en gave, til en service”. Alt bliver opgjort i penge og kan kun betales i de penge, som bankerne skaber uden for demokratisk styring.

Bankernes kontopenge har især haft succes i deres udbredelse grundet den lethed med hvilken vi kan benytte dem til transaktioner via digitaliserede betalingssystemer. Denne teknologiske udvikling, kunne vi værdsætte i endnu højere grad, hvis den blev udnyttet til det fælles bedste, frem for først og fremmest at være kommet bankerne til gode. Det er både ekstremt dyrt at benytte de betalingssystemer, der eksisterer, og på mange måder også ekstremt besværligt i forhold til det teknologiske potentiale, der rent faktisk foreligger.

Ønsker man som borger i samfundet adgang til de penge, der er udstedt af Nationalbanken, kan dette kun ske, hvis man hæver fysiske penge, som igen kræver, at man har et indestående på en kreditbaseret konto i en bank. Det er således utrolig svært for ikke at nævne umoderne at benytte de juridisk sikrede penge – til gengæld er det meget nemmere at blive en del af bankernes kreditsystem.

Før i tiden var der krav om, at bankerne skulle have deponeret en vis mængde penge i Nationalbanken, men dette krav er for længst fjernet. I dag behøver bankerne kun at holde tilstrækkelige nationalbankpenge til, at de kan gennemføre kontante hævninger i deres filialer, hvorfor bankernes afhængighed af Nationalbanken langsomt svinder ind.

Staten har således på mange måder været med til at afmontere sine egne penge, dvs. dem, der skabes i Nationalbanken som alment betalingsmiddel. At staten via skatter i det store hele tvinger os til at være en del af pengeøkonomien men samtidig har udliciteret pengeskabelsen – det mest lukrative privilegium i økonomien – til de private banker, er et af det moderne samfunds mærkværdige paradokser.

Pengerevolution i det 21. århundrede; tid til oplysning og opbrud

På trods af at uddannelsesniveauet i samfundet aldrig før har været så højt og adgangen til viden og teknologi så ubesværet, virker det som om, der er en omvendt proportionalitet mellem al denne information og vores bevidstgørelse omkring fundamentale samfundsspørgsmål – herunder dem, der omhandler penge.

Måske fordi det forholder sig således, som filosoffen Martin Heidegger påstår; at de ting, som er os nærmest, også ofte er de ting, der er sværest at forstå og begribe. En anden forklaring kunne være, at vi lever i en verden i konstant forandring, voksende kompleksitet og stigende separation mellem det, som vi gør, og de processer, som holder os i live. I en sådan verden kan vi som mennesker umuligt tage stilling til alt og nødsages derfor til at opbygge tillidsforhold til processer, systemer og personer, som vi ikke har dybere kendskab til – tillidsforhold som let kan ende i blind tillid. Penge- og banksystemet lader til at være et af disse systemer.

Der er dog langsomt flere og flere, der indser, at vi har at gøre med et pengesystem, der tydeligvis ikke fungerer, hvorfor man også ser oprøret imod det nuværende system overalt i verden: Flere og flere taler om selvforsyning og bytteøkonomier som midler til at gøre sig fri af den officielle pengeøkonomi, og opkomsten af parallelle valutaer både lokalt og via internettet – de såkaldte cybervalutaer – viser, at der er personer, der er villige til at veksle store formuer af de eksisterende valutaer over til mere decentrale alternativer. Der er en spirende mistillid til de eksisterende valutaer, som i høj grad er drevet af længslen efter frigørelse, meningsfyldthed og forbundethed med andre mennesker og naturen.

Mange af de personer og organisationer, som i øjeblikket forsøger at gøre oprør mod det etablerede pengesystem, tager udgangspunkt i logikken bag varepengeteorien: Der er behov for et pengesystem til at handle varer og tjenester, og det nuværende system fungerer ikke, så derfor forsøger folk at skabe et nyt. De forsøger derfor at frembringe nye systemer i tråd med denne klassiske fortælling om penge ud fra ønsket om et middel til handel med varer, som de lettere kan styre og forholde sig til.

Uanset hvor lille ens behov for materielle goder end måtte være, og hvor god man end måtte være til at brødføde sig selv, vil oprøret mod det etablerede pengesystem møde stærk modvind – hvor sympatisk det end kan virke. Først og fremmest er en nødvendig betingelse for en velfungerende valuta eller bytteøkonomi et diversificeret varemarked, hvilket mange af de parallelle systemer, fænomenet indtil nu er fremkommet med, ikke besidder. Især olie- og energiafhængighed gør, at mange af disse eksperimenter kan fejle – men dermed ikke sagt at nogle af disse alternativer ikke vil kunne få større succes i fremtiden.

Et andet og større problem er, at ved at gå frontalt til oprør mod de officielle valutaer, bryder man ikke kun bankernes pengeskabelsesmonopol, man går samtidig også imod staten – og om ikke andet dennes ide om suveræn magt. Hvis folk stopper med at benytte bankernes kreditpenge, vil staten miste deres skattebase og dermed ikke kunne indkræve den samme mængde skatter. Derfor er sandsynligheden for, at staterne vil forsøge at få kontrol over nogle af de nyfremkomne pengesystemer også relativ stor – især hvis de alternative pengesystemer bliver for succesfulde i deres udbredelse.

Et pengesystem udelukkende baseret på at facilitere handel af varer og tjenester har som tidligere nævnt ifølge førende historikere og antropologer formentlig heller aldrig rigtigt eksisteret i praksis. At den nuværende monetære situation har bragt os til et sted, hvor vi som mennesker må forsøge at skabe et mere simpelt, effektivt og nærværende system i tråd med menneskets sociale og egenrådige natur, kan man kun sympatisere med og være tilhænger af. Det mest realistiske alternativ til det nuværende kreditbaserede pengesystem må dog formentlig inddrage et minimum af juridisk styring og give rum til et kreditsystem. Dette system skal både kunne skabe mere frihed for den enkelte, men også frihed til at grupper af individer stadigvæk skal kunne organisere sig gennem banker og andre former for institutioner.

Modernisering af pengene

Sidst man stod i en pengekrise af samme format, som den vi ser i dag, var i 30’erne. Dengang, som i dag, havde der via bankernes kreditpengeskabelse ophobet sig gigantiske mængder af privatgæld, som i stigende grad cirkulerede som penge i den finansielle del af økonomien. Dette fik en række af de på daværende tidspunkt allerstørste økonomer til at indse sagens alvor og behovet for drastiske ændringer. Derfor gik de sammen om en række forslag til en reform af pengesystemet: først i form af den såkaldte Chicago Plan i 1933 og sidenhen A Program for Monetary Reform i 1939.

Det, de foreslog, var overgangen til et system baseret på fuld reserve. Dette system skulle i al sin enkelthed fratage de private banker deres pengeskabelsesprivilegium ved at kræve, at de kun måtte låne penge ud, som de i forvejen havde. Dermed skulle bankerne først erhverve sig penge ved enten at få folk til at indskyde penge i banken eller ved at låne penge i Nationalbanken, før de kunne foretage udlån. Reformforslaget var således i det store hele i tråd med, hvordan de fleste mennesker tror systemet fungerer; at bankerne tager imod indlån, som de efterfølgende låner ud, i modsætning til hvordan systemet i virkeligheden fungerer; at bankerne låner penge ud de ikke har og skaber indlån i processen.

Forslaget, som blev fremlagt i USA, blev forkastet til fordel for et kompromis bestående af statsgaranti på bankindestående, inddeling mellem investerings- og forretningsbanker, øget finansielt tilsyn samt en lang række andre regulerende initiativer, som iøjefaldende meget minder om de indgreb, man også ser blomstre op i dagens samfund.

Hvorvidt indgrebene dengang virkede efter hensigten er omdiskuteret, men det er et faktum, at de ikke effektivt nedbragte den private gæld, før de blev suppleret af Roosevelts New Deal, en verdenskrig og efterfølgende delvis gældsnedskrivning. Disse var begivenheder, som kort og godt transformerede den private gæld, som også dengang var fundament for pengeskabelsen, til offentlig gæld uden dog for alvor at gøre op med det gældsbaserede system. Hvor det før var de private husholdninger, der skyldte bankerne penge, var det nu staterne.

Man fik således aldrig for alvor løst de strukturelle problemer ved vores pengesystem. Sidenhen foretog man markant deregulering af den finansielle sektor, hvilket kombineret med den teknologiske udvikling medførte, at bankernes gældsbaserede pengeskabelse accelererede som aldrig før i perioden frem til 2008. I dag befinder vi os i en situation, der monetært er langt værre end den, som man oplevede i 30’erne, med en gæld som på verdensplan aldrig har været så stor som nu. Den franske økonom Thomas Piketty har i den forgangne tid vist os konsekvensen af at være så forgældede, som vi er: en ekstrem ulighed i formuer. Den ene mands gæld, den anden mands formue.

Netop derfor har der de sidste år været en fornyet og stigende interesse for det forslag om fuld reserve, som blev stillet i 30’erne. Særligt har den engelske organisation Positive Money advokeret for indførslen af en moderne version af sådan et system. I denne version får enhver borger i samfundet valget mellem enten at placere deres penge på en renteneutral transaktionskonto direkte i Nationalbanken eller investeringskonti i de private banker til gengæld for en markedsbestemt rente. Dermed får den enkelte borger først og fremmest et større ejerskab over sine egne penge, ved at man ikke længere tvinges til at låne sine penge til banken. Samtidig får man også tilbudt et sted, hvor man kan placere sine penge så neutralt som overhovedet muligt – i Nationalbanken.

Et system baseret på fuld reserve gør op med den bureaukratiske vej, som vi i øjeblikket er på vej ned ad, hvor bankerne og staterne er i et kapløb om hhv. at lave nye komplicerede gældsinstrumenter og sofistikerede regulativer til at begrænse disse. Meget af den regulering, som i dag eksisterer, vil blive fuldstændig overflødig under et pengesystem med grundlag i fuld reserve. Bankerne ville pr. definition aldrig kunne komme i likviditetsproblemer, da alle transaktioner ville blive foretaget ’realtime’ via Nationalbanken, og de såkaldte kapitalkrav ville kunne begrænses til et absolut minimum. I og med at vi som borgere i samfundet skulle træffe et aktivt valg, mht. hvornår og til hvilke banker vi ville udlåne vores penge, ville der samtidig være et langt større incitament for bankerne til at skabe gennemskuelighed af deres bankvirksomhed. I dag bruger de meget af deres energi på at skjule, hvad de rent faktisk foretager sig.

Pengepolitisk set åbner et sådan fuldreservesystem op for helt nye muligheder. Som det er i dag, kan hverken staten eller Nationalbanken direkte påvirke de private bankers pengeproduktion. Staten kan indirekte forsøge at sende signaler til bankerne, om at der kommer gode tider i møde, og dermed håbe på, at de øger pengeskabelsen. Nationalbankens eneste instrument er, at den kan sætte den rente, som bankerne kan låne til hos dem. Problemet er blot, at bankerne ikke længere har det store behov for at låne penge af Nationalbanken, hvormed denne rente er relativt overflødig – et faktum, der blandt økonomer i øjeblikket er meget fokus på.

Under et fuldreservesystem kan man når som helst demokratisk vælge at øge pengemængden – eller alternativt, som især økonomer af den østrigske skole er fortalere for, demokratisk vælge at holde pengemængden fuldstændig konstant. Det vigtigste ville være, at styringen af pengemængden blev så demokratisk som muligt. Praktisk kunne beslutningen placeres hos Nationalbanken, mens beslutningen om, hvad pengene efterfølgende skulle gå til, kunne placeres hos regeringen eller en helt tredje instans. Nye penge ville kunne blive spenderet ind i økonomien fremfor at komme ind i økonomien som gæld, hvormed nye penge også ville kunne blive benyttet til at nedbringe den systemiske gæld, som er forudsætningen for det nuværende system – uden gæld ville der i dag slet ikke være nogen penge i økonomien.

Reformforslaget er relativt simpelt, mens transformationen ville være mere omfangsrig, men dermed ikke sagt at transformationen er urealistisk. Det står klart for flere og flere, at det nuværende system nødvendigvis må underlægges forandringer, og støtten til en reform er i den grad tiltagende. Særligt i England, hvor den verdenskendte finansielle kommentator Martin Wolf for nyligt tilsluttede sig reformforslaget fuldt ud, men også den tidligere direktør for finanstilsynet Adair Turner og tidligere nationalbankdirektør Merwyn King anbefaler et pengesystem med mindre gældsafhængighed.

 

Litteratur

Ole Bjerg, Gode Penge. Et konstant svar på gældskrisen, Informations Forlag, 2013

David Graeber ,Debt: the first 5,000 Years, Melville House, 2012

Charles Eisenstein, Sacred Economics, Evolver, 2011

”Hvis målet med penge og kredit er at modvirke handel med varer og tjenester, periodisk destruere opbygget rigdom, at frustrere og snyde dem, som arbejder og opsparer, virker vores nuværende pengesystem som det mest effektive instrument til det formål.”

A Program for Monetary Reform 1939 (Irwing Fisher, Paul H. Douglas m.fl.)

Også bragt i Cura nr. 21, august 2014, side 20-29.