Tankeløs lovgivning og regulering har slået realkreditten ihjel

Med børsnoteringen af Nykredit er det tid til at se bagsiden af banksektoren i øjnene.

 Af Rasmus Hougaard Nielsen.

Onsdag 10. februar blev det sidste søm slået i ligkisten på det danske realkreditsystem.

Hastebeslutningen om en børsnotering blev af Nykredits repræsentantskab bestående af ca. 100 mere eller mindre selvudvalgte personer, undskyldt med, at skærpede kapitalkrav fra Finanstilsynet tvinger Nykredit ud i en kapitalforøgelse, som kun kan opnås gennem en børsnotering eller forhøjede bidragssatser. Dermed blev den sag lukket, og Nykredit gennemfører nu både en forhøjelse af bidragssatserne og en børsnotering. En flue blev slået med to smæk

Men vent nu lidt. Nogle spørgsmål rejser sig, som er nødvendige at stille.

Kunne det tænkes, at det samfundsmæssige problem ikke består i, at Nykredit på nuværende tidspunkt ikke har kapital nok, men derimod, at kapitalkravene er uhensigtsmæssige? Kunne det forholde sig således, at børsnoteringen frem for at være en god idé pga. velfungerende og gennemtænkte kapitalkrav, snarere er en dårlig idé, fordi kapitalkravene er økonomisk og politisk ødelæggende? Hvad er egentlig formålet med kapitalkravene? Hvilke økonomiske problemer er kravene helt præcist sat i verden for at løse?

Kapitalkravet er et krav fra Finanstilsynet om, hvor mange penge bankerne (penge- og realkreditinstitutterne) skal havde stående på deres egenkapitalkonti. Egenkapitalkontoen i en bank er bankens konto hos sig selv, og ligesom alle borgernes indlån i banken udgør den det, man kalder et passiv. Bankernes passiver er det, banken skylder andre.

Da indestående på egenkapitalkonti i juridisk forstand er bankens gæld til sine ejere, er kapitalkravet et krav om, at bankerne til enhver tid skal skylde deres ejere betydelige mængder penge. Kapitalkravet har således intet med staten eller Nationalbanken at gøre, hvilket man godt kunne ledes til at tro.

Alle virksomheder – både finansielle og ikkefinansielle – har egenkapital, men egenkapitalen i en bank er grundlæggende anderledes end i en ikkefinansiel virksomhed.

I en ikkefinansiel virksomhed er egenkapitalen bakket op af aktiver såsom varelager, maskiner, knowhow, kontanter, indlån i banken mv. Det vil sige aktiver, som virksomheden benytter som inputfaktorer i sin produktion med henblik på at generere indkomst for virksomheden og dens ejere. Formår virksomheden ikke dette, må den nedskrive sine aktiver og dermed også sin egenkapital – og i værste fald erklære sig insolvent og gå konkurs.

For banker forholder det sig markant anderledes: Bankers egenkapital er først og fremmest bakket op af de ikkefinansielle sektorers rentebærende gæld til banken. Det betyder, at det ikke er bankerne selv, men derimod kunderne, der er forpligtet til at generere indkomst på baggrund af deres gæld til banken. Egenkapital i bankerne er rentebærende, hvilket den som udgangspunkt ikke er i ikkefinansiel virksomheder. Dette betyder, at bankernes egenkapital har en iboende tendens til at vokse, i takt med at der bliver betalt renter til banken – uanset den samfundsøkonomiske situation.

Hvis hr. og fru Jensen skylder deres bank penge, skal de betale renter på deres gæld til banken. Dette kan gøres på to måder: Enten kan de lade deres gæld vokse med renterne, altså lade deres gæld akkumulere med renters rente, eller også kan de trække på deres indlånskonto i banken, efterhånden som der skal betales renter. I begge tilfælde forøges egenkapitalen i banken med renterne.

Hvis de, der udgør den ikkefinansielle del af økonomien, skal undgå at ophobe gæld til bankerne, skal de via deres indkomster optjene penge til at betale renter til bankerne. Dette lyder umiddelbart logisk og selvindlysende, men heri ligger kernen af problemet ved kapitalkravet: Både normale borgeres indlån i bankerne og bankens egenkapital udgør passiver for bankerne.

Det betyder, at jo større bankernes egenkapital er i forhold til deres samlede passiver, jo færre indlån er der alt andet lige i cirkulation. Da hr. og fru Jensen ligesom resten af befolkningen, benytter indlån i banken til at modtage deres løn, betale deres regninger og afregne deres gæld til det offentlige og bankerne, medfører bankernes akkumulation af egenkapital, at der fortrænges penge fra den ikkefinansielle del af økonomien.

Når der betales renter til en bank, vil de altid blive tilskrevet egenkapitalen. Derfra kan de blive udbetalt som løn, udbytte eller renter på indlån og obligationer udstedt af banken. Danskerne betalte i 2014 i omegnen af 200 mia. kr. i renter og gebyrer til bankerne. Af disse blev ca. 100 mia. kr. udbetalt som renter til de ’bedste’ kunder, 50 mia. kr. som løn, og ca. 15 mia. som udbytte.

Det betød, at bankerne i 2014 akkumulerede egenkapital for i omegnen af 30 mia. kr.

I 2013 var beløbet over 100 mia. kr. Dette er penge, der alt andet lige fjernes fra pengecirkulation, da penge bundet op som egenkapital ikke kan cirkulere mellem forskellige indlånskonti.

Færre penge i omløb svækker skyldnernes fortsatte evne til at betale renter og gebyrer på deres gæld, og dermed skabes der en fundamental pengeknaphed i samfundet. Så jo mere egenkapitalen udgør af bankernes samlede passiver, jo større sandsynlighed er der alt andet lige for, at ikkefinansielle virksomheder må gå konkurs, at husholdninger ikke kan betale deres gæld tilbage, og at økonomien ender i recession.

Hvis vi ønsker en økonomi med rentebærende gæld, er det altafgørende, at renter, der betales til banker og finansielle institutioner, recirkuleres tilbage i økonomien. Dvs. spenderes eller investeres i aktiviteter, som kan generere indkomster, således at det er muligt for dem, der betalte renterne i første omgang, rent faktisk at tjene pengene til rentebetalingerne.

Kapitalkravet til banker og andre finansielle virksomheder er ikke blot en accept af eller opfordring til bankerne om at akkumulere egenkapital, men derimod en direkte tvang hertil. Kapitalkravet er designet til aktieselskaberne, hvor et af formålene jo netop er at akkumulere egenkapital frem for at sende penge tilbage i cirkulation. Men kravet destruerer samtidig vilkårene for de medlemsejede banker, som ønsker at recirkulere deres indtjening tilbage til deres medlemmer og den ikkefinansielle økonomi.

Kapitalkravet bliver ikke mindre absurd, i lyset af at det er bankerne, der i første omgang skaber alle penge i vores økonomi gennem udlån og opkøb af aktiver fra den ikkefinansielle økonomi. Det sker gennem en proces, som den amerikanske økonom og rådgiver for ikke mindre end fire amerikanske præsidenter John Kenneth Galbraith (1908 – 2006) meget berømt har kaldt »så simpel, at sindet frastødes«.

Netop fordi processen er så simpel, at man kan have svært ved at tro det, er den altid værd at genfortælle: En banklicens er en licens til at skabe penge. Når en kunde modtager et lån i en bank, opskrives modtagerens konto i banken med det lånte beløb, og den samlede pengemængde i samfundet forøges tilsvarende. Penge skabes i udlånssituationen. De er ikke taget noget andetsteds fra.

Den samme proces finder sted, når en bank køber realkreditobligationer eller andre former for finansielle aktiver. Den betaler ved at opskrive sælgerens konto hos banken selv, og i udgangspunktet forøges den samlede mængde penge i samfundet. Det er længe siden, at realkreditinstitutterne fungerede efter balanceprincippet, hvor de udstedte lån, som efterfølgende blev solgt videre som obligationer til medlemmer. I dag opkøbes ca. halvdelen af de danske realkreditobligationer direkte af bankerne selv, og realkreditinstitutterne er blevet en fuldt ud integreret del af bankernes pengeskabelse.

At kunne udstede penge på denne måde er selvfølgelig en ualmindelig magt at besidde og en alt for stor fristelse for dem, der besidder den. Dette er også grunden til, at banksektoren fordoblede mængden af penge og gæld i Danmark i løbet af de sidste godt fem år op til finanskrisen i 2008. Dette førte bl.a. til, at danskerne ifølge OECD i dag er det mest forgældede folkefærd i hele verden set i forhold til vores disponible indkomster.

At pålægge bankerne et kapitalkrav svarer til at sige til dem: ’I må endelig blive ved med at låne penge, I ikke i forvejen har, ind i økonomien – så længe I akkumulerer de penge, I selv skaber, og omdanner dem til ikkecirkulerende egenkapital i processen’.

Kapitalkravet til bankerne er ikke blot uhensigtsmæssigt, det er direkte ødelæggende for økonomien. Kapitalkravet bør sammen med indskydergarantien, rentefradrag og afdragsfrie lån anses som det, de i sidste ende er: statssubsidier til bankerne og i særdeleshed de store banker og deres ejere. Derfor er det svært ikke at undre sig over, hvem der har fundet på det. Hvor kommer kapitalkravet fra?

Man kunne ledes til at tro, at indførelsen af kapitalkrav var et resultat af mange års akademiske overvejelser og diskussioner. Det er det ikke. Der er masser af akademiske økonomer, som efter finanskrisen har tilsluttet sig ideen om kapitalkrav til bankerne, men det er bestemt ikke dem, der har fundet på den. Kapitalkravene er ikke opfundet af uafhængige økonomer med samfundets bedste for øje, og selve ideen om kapitalkrav var stort set fraværende før slutningen af 1980’erne.

Kapitalkrav til bankerne er et påfund, som er udarbejdet af bankerne selv. Helt specifikt af bankernes bankers bank, Bank of International Settlement, som har lobbyet intensivt for indførelsen af kapitalkrav siden 1988.

Formålet med kapitalkravene er at beskytte de store banker mod den systemiske risiko, der eksisterer ved, at der cirkulerer for mange bankindlån i økonomien. Jo flere af passiverne bankerne holder på deres egenkapitalkonto, jo mindre sandsynlighed er der for, at de bliver udsat for stormløb – såkaldte bank runs – og kommer ud i likviditetsproblemer.

Man kunne umiddelbart tænke, at det er en fornuftig idé at beskytte bankerne imod systemiske risici, men det paradoksale ligger i, at det er bankerne selv, der har skabt de systemiske risici i første omgang. Det er jo bankerne selv, der gennem overdreven pengeproduktion i en periode, hvor der ikke manglede penge i samfundet, har udstedt de mange cirkulerende bankindlån. Op til finanskrisen skabte de en risiko, som de nu vil have myndighedernes beskyttelse imod.

Man skal lede længe for at finde økonomer, der inden finanskrisen anbefalede eller påtalte det som økonomisk fornuftigt at tvinge bankerne til at akkumulere rentebærende egenkapital. I en sund økonomi cirkulerer, spenderes og investeres penge. De ophobes og akkumuleres ikke. Kapitalkravet er ødelæggende for dette, og kravet har ingen resonans i historien.

Historiske økonomer som Karl Marx, John Maynard Keynes og Adam Smith ville alle vende sig i deres grav, hvis de så, at vi i dag har et banksystem, hvor vi tvinger bankerne til at akkumulere egenkapital baseret på rentebærende gæld med pant i vores jord og vores ejendomme.

De fleste store banker forsøger i øjeblikket at akkumulere rentebærende egenkapital og dermed leve op til kapitalkravene, ved at øge deres indtjening. Det gør de gennem forhøjelser af gebyrer og bidragssatser, efter forgodtbefindende og uden lovmæssige begrænsninger.

Dette betyder i praksis, at samtlige lån, bankerne udsteder, er variabelt forrentede, da personer, som oprindelig har optaget et fastforrentet lån, spontant og uhæmmet kan pålægges yderligere omkostninger. At bankerne har denne magt, har forståeligt nok medført store protester i befolkningen. Med den totale integration mellem penge- og realkreditinstitutterne i finansielle supermarkeder har renter, bidrag og gebyrer nærmest fået status af skatter på vores penge og vores ejendomme.

Skatter, der fastlægges i få lukkede bestyrelseslokaler, frem for i åbne parlamentariske rum. Bankernes samlede rente- og gebyrindtægter svarer til cirka en femtedel af statens samlede budget, så det er vist kun naturligt, at befolkningen stiller spørgsmål ved, hvorfor de skal betale disse enorme beløb, og hvad de egentlig får for de penge, de betaler til bankerne.

Hvis realkreditobligationer igen skal fungere som en del af danskernes opsparing, bør obligationerne holdes af pensionsselskaber og andre former for opsparere frem for bankerne selv. Kun på denne måde kan realkreditsystemet stabiliseres, og rentestrømmene gå tilbage til den reelle økonomi frem for at blive akkumuleret som rentebærende egenkapital i bankerne.

En sådan tilstand kræver gennemgribende reformer af den finansielle sektor, og særligt at vi får styr på de private bankers ustabile og spekulative pengeskabelse, som i dag primært benyttes til at opkøbe egne realkreditobligationer. I dag holdes kun ca. 28 procent af den samlede mængde realkreditobligationer af pensionssektoren.

Forandringer vil uundgåeligt komme. Lad os ikke lade os forblinde af ødelæggende lovgivning og regulering på vejen derhen.