Tre spørgsmål til magthaveren

Hvordan agerer man hvis ens magt i samfundet rækker langt ud over folks bevidsthed?

Af Rasmus Hougaard Nielsen og Jakob Frederik Anthonisen

Bankerne, hvis pengeskabelsesprivilegium yderst sjældent omtales i medierne, og som ikke til daglig mærkes i den almindelige danskers liv, lever oftest efter devisen; ’den der lever stille lever godt’. Folkemødet 2014 var dog for Danske Bank valgt som en undtagelse fra reglen. Her havde Danske Banks administrerende direktør Thomas Borgen valgt at stille op til en times fri spørgetid fra publikum som led i bankens strategi om mere åbenhed, folkelighed og relancering som ’danskernes bank’. Normalt stiller en bankdirektør af Danske Bank kaliberen kun sjældent op til debatter omhandlende andet end årsrapporter og nøgletal, så det var en unik mulighed for Omstilling Nu til at komme en smule tættere på magthaverne i det danske samfund og stille dem nogle relevante spørgsmål.

Thomas Borgen er tilsyneladende en utrolig sympatisk, charmerende og folkelig person, som man i mødet med, mærker empati og forståelse for – hvad tvivlen angår vil jeg lade historien være hans dommer.

Borgen åbnede op med den traditionelle snak om banker som tjenesteydere – der møder deres kunder med et smil, når de kommer ind i banken, og som tilbyder deres kunder smarte finansielle produkter. Banker lever af tillid, og Thomas Borgens formål var klart fra start: at brande Danske Bank som danskernes bank, –  en bank som vi er stolte af at være kunder hos, og  som vi kan stole på.

Det som mange desværre ikke er vidende omkring, er at de penge, der står på vores konto i en bank, juridisk set ikke er vores penge, men derimod et lån fra os til banken, og dermed juridisk set bankens ejendom indtil dette lån indfries. Hvordan kan det være banken, der gør os en tjeneste, når det er os der låner banken penge? Noget andet man kan reflektere over, er hele ideen om banker som udbydere af produkter. For hvad er det helt konkret en bank tilbyder? En bank har basalt set kun et produkt den kan tilbyde, og det er gæld. Er det at yde gæld en tjeneste? Den eneste måde vi kan få penge i omløb i vores samfund, er ved at forgælde os til bankerne, hvormed vi systemisk altså ikke kan fravælge det eneste produkt, som de tilbyder, men derimod tvinges til at benytte det. Banker er jo ikke kreditformidlere, men i dag først og fremmest institutioner der skaber penge imod rente betaling og pantsætning af boliger.

Er der ikke et demokratisk problem ved at betalinger og afviklinger internt mellem bankerne i stadig stigende grad foretages uden om Nationalbanken? 

Det store Danske Bank glorificeringsshow blev for alvor skudt i gang, da snakken gik over på betalingstjenesten Mobilpay, som blev præsenteret som en teknologisk revolution på vejen mod det kontantløse samfund. Flere spørgere forundredes over, hvordan Danske Bank kunne stille denne tjeneste til rådighed gratis. ”Hvad skal Danske Bank tjene penge på, hvis Mobil Pay er gratis?”

Pointen her er, at Mobilpay er en del af Nets, og derfor også en del af den bank clearing som sker uden for Nationalbankens systemet. Hvis en bank kan kontrollere betalings- og afviklingssystemerne, kan den i store træk også styre kreditskabelsen i samfundet. Kreditskabelse er netop det som banken tjener sine penge på. En bank kan i princippet yde uendeligt mange kreditter, så længe at de penge som skabes i processen ikke forlader banken. I det øjeblik at pengene forlader banken skal der benyttes et betalingssystem – og i at styre dette betalingssystem ligger den største magt, som kan besiddes i den moderne økonomi.

Til spørgsmål omkring dette, svarede Thomas Borgen i det store hele udenom. Hvorvidt det var bevidst eller afvigende var igen svært at tolke ud fra hans charmerende ydre.  Svaret blev et miks af den misforståede historie om banker, som blot værende formidlere af penge mellem dem, som har for mange penge og dem som har brug for at låne penge, og at MobilPay jo blot er en del af Nets clearingsystem. Sidstnævnte har han selvfølgelig ret i, men netop derfor bør MobilPay jo anses som en del af den clearing, som kan styres udenom Nationalbanken og dermed også uden for demokratisk kontrol.

Hvordan forholder Danske Bank koncernen sig til risikoeksponering over for en potentiel karbon-boble for de personer, som har indskud i banken eller pensionsopsparing i Danica pension? 

Mange af de værdipapirer som Danske Bank såvel som Danica Pension investerer og spekulerer i, er værdipapirer i virksomheder med stor aktivitet i karbon tunge industrier. Derfor ville vi gerne høre, dels om Danske Bank havde en overordnet strategi for at mindske denne risiko, og dels hvilke muligheder man individuelt har for at fravælge, at ens penge bliver placeret i disse industrier.

Her er det især interessant i forhold til pensionsopsparingerne i Danica Pension og det depot man eventuelt måtte have placeret der.  Thomas Borgen kunne her forsikre os om, at bankens udviklingschef var i gang med at undersøge muligheden for at udvikle sådan produkter. Ligesom med politikere er det man skal bide mærke i her formentlig formuleringen ’undersøge muligheden for’.

Faktum er det, at der generelt er ekstrem lav grad af gennemsigtighed i den finansielle sektor, hvilket nok også er en af de forklarende faktorer bag, at man langsomt ser fremkomsten af mere og mere kreditformidling uden om de traditionelle bankkoncerner.

Kan det passe at Danske Bank har forbudt sine kunder at omveksle til valutaen Bitcoin og i så fald hvorfor?

Danske Banks direktør kunne segmentere at banken har forbudt sine kunder at handle med crypto-valutaen Bitcoin med den begrundelse, at valutaen er for ustabil og et spekulativt objekt.

Man kan have mange forskellige meninger om Bitcoin, og personligt er jeg heller ikke ubetinget tilhænger af valutaen. Ikke desto mindre er det rent faktisk en valuta, som bliver benyttet til transaktioner internationalt og også er ved at blive accepteret som gangbar mønt i mindre stater rundt omkring i verden. I mange afrikanske stater ses den som en af deres muligheder for at komme ud af dollartyranniet og frigøre dem fra verdensbankens og IMF hårdhændede styring af deres økonomi.

Ved rent faktisk at forbyde en enkelt valuta, bevæger Danske Bank sig ind i den politiske sfære og yder en magt, som burde være forbeholdt lovgiverne. I praksis er det man køber, når man køber Bitcoin, nuller og ettaller, hvilket basalt set er det samme produkt, som Danske Bank sælger – digitale kontopenge uden nogen kobling til noget fysisk. Hvorvidt man er villig til at opgive en given mængde danske kroner for en given mængde Bitcoin burde vel være et individuelt anlæggende? Ikke mindst fordi at selv hvis Bitcoin viser sig at være et spekulationsobjekt, er der ingen systemisk risiko forbundet i at enkelte danskere køber dem, hvilket der til gengæld er hvis man spekulere i danske aktier. Et crash af det danske aktiemarked ville kunne mærkes overalt i det danske samfund, mens Bitcoin’s crash ikke ville have nogle mærkbare dynamiske effekter på enkelte lande.  Danske Banks direktør spiller måske på danskernes forståelige uvidenhed om disse komplicerede monetære sammenhænge – det er en kompliceret verden – og i dette tilfælde er han muligvis ikke belastet af viden.

Tilbage rejser sig således spørgsmålet: er Thomas Borgen blot en charmerende kransekage figur i Danske Bankdynastiet, eller har han dybere indsigt i den magtmaskine, som han er blevet placeret i toppen af?