Ufrivillig passager på en synkende skude?
I en cocktail af teknologisk fascination og markedsideologi sejler vi med alarmerende høj fart i retning af et isbjerg af uigennemskuelige og dramatiske klimatiske forandringer.
Af Liv La Cour Belling, cand.scient.pol., MSc, fuldmægtig og medlem af netværket Omstilling Nu.
Et udbredt synspunkt i klimadebatten er, at vi kan teknologisere os ud af krisen, og at vi kan overlade udviklingen til markedet. Det er en farlig cocktail, en bekvem politisk vise, der akkompagneret af noder fra en stadig mere desperat sort lobbyindustri har sat omkvædet om det frie marked på repeat.
IMF har netop offentliggjort en rapport, der viser, at den fossile industri får 35 billioner kr. i indirekte støtte om året – eller 66 mio. kr. i minuttet. Det gør det frie marked til en illusion. Og det er tilmed en illusion, som flere prominente internationale virksomheder heller ikke finder ønskværdig. I februar udsendte B Team (med Virgins CEO som frontfigur) et opråb til verdens ledere om at dirigere markedet til fordel for bæredygtig udvikling. I april fulgte 43 CEOs (bl.a. Unilever, IKEA, Ericsson, HSBC, Volvo, Toshiba, DONG og Vestas) trop. Fra forpligtende mål i CO2-reduktioner over en global pris på CO2, til investeringer i vedvarende energi opfordrer de private virksomhedsledere politikerne til at ændre markedsvilkårene.
For nogle virksomheders vedkommende er det måske blot flotte ord, for andre ligger der markant handling bag. Men faktum er, at de fremsynede virksomheder stadig blot er speedbåde, der prøver at vise en anden vej for den menneskelige civilisation end den dominerende oliedrevne supertanker. Tilsvarende prøver mange grønne ildsjæle på utallige kreative måder at bruge den økologiske krise som afsæt til at skabe et bæredygtigt liv med mindre stress og højere trivsel.
Jeg forsøger at fokusere på de mindre både, da det mildest talt er det mest opmuntrende. Det er her, situationen kan forandre sig til det bedre. Men også fordi den nødvendige grønne omstilling af vores industrielle samfund næppe finder sted, hvis vi kun taler om kriser og katastrofer. Frygt kan være et ekstremt effektiv redskab til handling, men adrenalinen lukker ned for andre indtryk og perspektiver og vækker sjældent empati. Da vi ikke kan fortsætte med at sejle vores egen sø, har vi derfor brug for at vække andre motivationsformer som trivsel og mening.
Men som borger i en global civilisation har jeg også en oplevelse af at være ufrivillig passager på et stoisk Titanic, der uden hensyn til videnskaben og omgivelserne sejler i alarmerende høj fart, fremad, fremad, fremad for enhver pris og uden sans for det kommende farvand.
Viljebestemt uvidenhed
Vi ved, at to tredjedele af de kendte fossile brændstoffer skal forblive uberørte, hvis vi skal undgå katastrofale klimatiske og økologiske forandringer. Alligevel investeres der fortsat i disse belastende industrier – og i stadig mere desperate variationer, som tjæresand og skifergas. Når vi nu faktisk har for mange kendte fossile brændstoffer, hvorfor så overhovedet bruge denne brutale rovdrift, der får jorden til at skælve, og fylde sprækkerne med kemikalier? De, der tillader dette, må have en yderst stærk viljebestemt uvidenhed, eller en utrolig grådig insisteren på kortsigtet profit.
Det undrer mig dybt, at veluddannede, intelligente mennesker som f.eks. bestyrelsesmedlemmerne i de danske pensionskasser endnu ikke har indset, at kuldamperen er en dødssejler. For tror de virkelig, at de forskere, virksomheder og borgere, der har opdaget, at vi spiller russisk roulette med fremtidige generationers livsmuligheder, blot er en flok forvirrede dommedagsprofeter?
Indtil nu har Jorden været en gæstfri planet, hvor naturgrundlaget har gjort det muligt for menneskeheden at udfolde rimelig bekvemme livsformer. Men med de klimaforandrede og ressourceindskrænkede farvande, supertankeren er på vej ind i, vil livet blive ekstremt besværligt for fremtidige generationer.
Leave a Reply