Ufrugtbar konkurrencestat
Fokus på danskernes fertilitet har i den seneste tid – modsat selve fænomenet – været yderst potent.
Af Liv La Cour Belling
Fokus på danskernes fertilitet har i den seneste tid – modsat selve fænomenet – været yderst potent. Københavns Kommune og Rigshospitalet har med slogans som ’har du talt dine æg i dag?’ lanceret en kampagne for at få unge til at få børn tidligere mens DR’s program ’Knald for Danmark’ ville skabe travlhed på fødegangene ved “at give folk et kvalificeret grundlag til at vurdere, om der rent faktisk er plads til flere børn i deres liv”. Formålene er sivet ind: sæt flere børn i verden for fædrelandets skyld.
Budskabet er af mange blevet oplevet som dybt provokerende for det offentlige skal ikke blande sig i privatlivets valg. Argumentet har en vis berettigelse da valg/fravalg af børn er personligt og ofte eksistentialistisk. Dog finder jeg det generelt velkomment når vi tør tale om, hvad vi kan gøre for fællesskabet og ikke kun hvad fællesskabet kan gøre os. Men ’knald mere’ fortalerne synes at se verden gennem et tunnelsyn med ensidigt fokus på individuelle og nationale løsninger. For det paradoksale er, at de udfordringer og kriser vi står over for på kloden i høj grad skyldes overbefolkning. Hvad der ifølge Københavns Kommune, Rigshospitalet, DR m.fl. vil være godt for fædrelandet, er altså ikke hvad kloden og fremtidige generationer ’rent faktisk’ har brug for.
Manglende forsigtighedsprincip
Tre ud af fire danske mænd har nedsat sædkvalitet så ja, fertiliteten er udfordret. Men mens fokus på hvad det enkelte par kan gøre (fx komme tidligere i gang) er det nemmeste, risikerer det at lukke vores øjne for andre potentielt vigtigere årsager. Det gælder fx vores produktion af tekstiler, fødevarer, kropsprodukter osv., hvor der tilsættes et utal af stoffer der accepteres så længe det enkelte stof ikke er beviseligt skadeligt. Det er i dag dokumenteret, at hormonforstyrrende stoffer som eksempelvis uv-filtre i solcreme, visse blødgørere (fx ftalater og PCB) og antibakterielle kemikalier (fx i tandpasta) kan påvirke vores fertilitet. Uskyldig indtil andet er bevist bør gælde mennesker – ikke kemikalier, pesticider eller tilsætningsstoffer. For ligesom med de globale klimaforandringer lader vi uvisheden om de langsigtede konsekvenser være til producenters og ikke menneskers fordel, og ender derfor typisk med at symptombehandle frem for at handle præventivt.
At vi presser de accepterede vilkår til grænserne gælder ikke kun produktionen af varer, men også den menneskelige produktiviteten. Et helt nyt studie viser, at stressede mænd har 34 procent lavere sædcelleantal. At kvinder med stress kan have sværere ved at blive gravide er muligvis endnu udokumenteret, men ikke desto mindre ’tavs viden’ blandt mange jordmødre. At stress giver nedsat fertilitet er ikke overraskende og i øvrigt vel et kropsligt sundhedstegn! Men når næsten 300.000 danskere lider af alvorlig stress er det ikke kun en individuel udfordring, hvorfor presset på frugtbarheden også præsenterer et tankevækkende paradoks mellem samfundets interesse i høj fertilitet versus høj produktion og produktivitet.
Nationalistisk snæversynethed
Det andet store paradoks er tilskyndelsen til flere børnefødsler i Danmark mens klodens øko-system risikerer at kollapse på grund af et eksponentielt stigende antal menneskers eksponentielt stigende forbrug. Siden anden verdenskrig er jordens befolkning steget fra 2.5 til 7 mia. Nuvel vi går en national fremtid i møde hvor færre unge skal forsørge flere ældre. Men hvis man udvider tunnelsynet lidt, vil man blandt andet opdage, at med den rette integrations- og flygtningeindsats står både fornuftige og medmenneskelige løsninger bogstaveligt talt og banker på nations dør og tilbyder et alternativ til at ’skabe travlhed på fødegangene’ – og der skulle ifølge jordmødrene i øvrigt allerede være mere end travlt nok.
Leave a Reply