Væksten bor i vores hjerner

Af Emil Urhammer, Ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet i København og arbejder til dagligt med økologisk makroøkonomi fra et sprogteoretisk perspektiv. Ved siden af studiet har Emil været med til at opbygge Omstilling Nu og har deltaget som dommer i DR og Informations konkurrence Vores Omstilling

Tegnene på, at vækstøkonomien er på kollisionskurs med klimaet og klodens økosystemer, bliver stadigt tydeligere, men endnu ser der ikke ud til at være optræk til nævneværdige politiske initiativer, som kan forandre den herskende økonomiske orden. Politikere, økonomer og journaliststanden har stadig øjnene stift rettet mod produktivitet, skattelettelser og konkurrenceevne i håbet om at genstarte den hostende vækstmotor.

Inden for alternative økonomiske skoler har man dog længe kendt til vækstøkonomiens skadelige virkning på planeten, og en lang række konkrete forslag, som kunne være med til at bane vejen for en anden type økonomi, er blevet fremsat. Men de er kun i ringe grad blevet en del af den offentlige debat.

Det er der selvfølgelig mange forklaringer på. En af de centrale er måden, vi oplever og taler om økonomi og vækst på. Ifølge kognitiv lingvist George Lakoff er mennesket udstyret med et konceptuelt system, som betinger måden, vi oplever verden på. Systemet er en del af vores kognitive apparat, der består af sanser og hjernefunktioner, som behandler og skaber oplevelsen af sansedata. Det konceptuelle system er således indlejret i menneskets fysiske omstændigheder og formes i høj grad af dem. Det fungerer metaforisk, hvilket vil sige, at det bruger elementer fra ét område til at skabe forståelse af fænomener på andre områder.

Et eksempel kunne være måden, økonomiske begreber bruges til at skabe forståelse af begrebet tid. Vi siger ting som: ’Tid er penge’, ’jeg har investeret meget tid i dette’, eller ’du lever på lånt tid’. Disse formuleringer viser, hvordan vores verden er præget af økonomiske rationaler i en sådan grad, at tid faktisk kan forstås som penge og opfattes som noget, man kan investere og låne.

Økonomiske rationaler er med andre ord med til at skabe den virkelighed, vi lever i, og det er derfor relevant at undersøge den virkelighedsskabelse, der sker gennem økonomisk sprogbrug. Gør man det, kan man finde tankevækkende fremstillinger af økonomi og vækst.

Væksten er et sundt menneske

En udbredt metaforisk konceptualisering er tendensen til at beskrive og forstå komplekse og uhåndgribelige processer som objekter, ja sågar som personer.

For eksempel er der en tendens til at beskrive økonomien som en motor, der kan kick-startes, men man kan også finde fremstillinger, hvor økonomien og væksten beskrives, som var de personer med menneskelige egenskaber og behov. Økonomien kan således være syg eller sund, skatter kan gøre ondt på væksten, og væksten kan give samfundet stabilitet, men kan også trænge til sikkerhed. Økonomi og vækst er som personer med stor betydning for samfundet. Er økonomien syg, rammer det os alle. Er den rask, har vi alle glæde af det. Gør det ondt på væksten, gør det ondt på os. Økonomi og vækst bliver til personer, man kan relatere sig følelsesmæssigt til og etablere en positiv relation til.

I vores konceptuelle system indgår retningsbegreberne ’op’ og ’ned’ i en ramme, hvor begreber som ’sundt’, ’mere’ og ’godt’ associeres med op, mens ’usundt’, ’mindre’ og ’dårligt’ associeres med ned.

Begrebet vækst passer ind i denne ramme og forbindes ofte med ord i kategorien ’op’. Tilbøjeligheden til at associere ting, der går opad, med noget godt bidrager til forklaringerne på, at et begreb som vækst vækker overvejende positive associationer i mange menneskers oplevelsesverden.

Min påstand er altså, at vores oplevelse af økonomisk vækst er bestemt af dybe kognitive strukturer indlejret i vores hjerner, og at de gør det svært at inkorporere radikalt nye tanker om, hvordan vores økonomi kunne indrettes. Det kan være en af faktorerne, der gør det svært for alternativer til vækstøkonomien at vinde frem.

Svært at bryde med gammel ven

Metaforiske konceptualiseringer opstår som følge af menneskelige erfaringer over længere evolutionsforløb. Når mennesker ofte forbinder det at være rask med op og sygdom med ned, har dette sin rod i erfaringer med, at raskhed giver mulighed for at være opretstående, mens sygdom kan tvinge os til at ligge ned.

På samme måde må man også søge i menneskers erfaringssfære for at finde yderligere forklaringer på vækstens særstatus i økonomisk tænkning og sprogbrug.

I al den tid man har kendt til vækst som økonomisk begreb, har det været forbundet med rigdom og velstand, og siden Anden Verdenskrig er vækst nærmest blevet synonymt med beskæftigelse og velfærdsydelser som sundhed, uddannelse og børnepasning. Skal man bruge den tidligere nævnte personificering, kan man sige, at væksten er blevet den gode ven, som bringer os alt det, vi forbinder med velfærd og rigdom. Når klimaforandringer og ødelæggelse af økosystemer pludselig dukker op og truer denne velfærd, og nogle ovenikøbet påstår, at vores ven væksten er årsagen, konfronteres vores kognitive system med et vanskeligt dilemma. Nye erfaringer presser sig på og udfordrer de herskende metaforer. Men klimaforandringerne er fortsat relativt abstrakte og rammer os endnu ikke så hårdt, at de herskende vækstmetaforer for alvor bliver udfordret.

Skal vi nå at ændre vores økonomi, før klimaforandringerne virkelig tager fart, er der derfor behov for bevidst at udfordre de herskende metaforer.

Fra vækst til velstand

Heldigvis er metaforer ikke absolutte. Derfor er det muligt at opleve verden igennem alternative konceptualiseringer. Men inden vi når dertil, bliver mennesket slagmark for en krig mellem opfattelser af verden. På den ene side står den kære gamle vækst med alt det gode, den har gjort for os. På den anden side står klimaforandringerne og truer med ødelæggelser af vores livsgrundlag. Skal vi bearbejde den konflikt, må vi ændre måden, vi taler om økonomien på. Skal økonomisk vækst problematiseres, må den associeres med nye billeder som: Vækst er en byrde, vækst er nedtur eller væksten er klimaets fjende. Her brydes den metaforiske forestilling om væksten som noget godt og væksten som en god ven. Men det er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt, for det giver os ikke en ny vej eller nye venner i nøden.

Men måske de alternative økonomiske skolers begrebsverden kan hjælpe med at udstikke en ny retning. Et eksempel til inspiration kunne være økonomen Tim Jacksons bog Velstand uden vækst, som bryder den metaforiske kobling mellem vækst og velstand og forsøger at skabe en ny forbindelse, hvor velstand defineres som noget, der ikke er afhængigt af vækst. Dette nye koncept bygger på en velargumenteret fortælling om vækstens langsigtede umulighed og muligheden for nye alternativer.

Velstand uden vækst er på mange måder et brud med mange årtiers indlært forståelse af økonomisk vækst. Her argumenteres for, at vækst over et vist niveau – et niveau, vi for længst har nået i Danmark – ikke skaber yderligere livsglæde og derfor ikke bør være et mål i sig selv. Forøget livsglæde og velstand må herefter opnås uafhængigt af fortsat materiel vækst. Forhåbentlig kan den slags fortællinger bidrage til at sætte skub i omstillingen og skabe den grønne økonomis nye metaforer.