Viljebestemt uvidenhed

Af Liv la Cour, cand.scient.pol., MSC, fuldmægtig samt medlem af netværket Omstilling Nu.

I min forundring over omstillingstrægheden grunder jeg over, om det skyldes uvilje eller uvidenhed. Jeg har lyst til at tro det sidste, fordi håbet finder det nemmere at oplyse uvidenhed end at omvende uvilje. Forleden så jeg så et filmklip, der har floreret på Facebook. Her optræder en skuespiller som marketingschef over for et virkeligt publikum. Hun fortæller, at trods manipulerende metoder er den notorisk vigtigste årsag til, at vi køber produkter, selvom vi ikke sympatiserer med produktionen, en viljebestemt uvidenhed.

Det er en skræmmende præcis diagnose af den menneskelige reaktion på kompleksitet.

Titlen på Al Gores film Den ubekvemme sandhed peger også på denne uvilje til indsigt. Så hellere leve i ’lykkelig uvidenhed’. Selv om sandheden om vores overforbrug af Jordens ressourcer er ubekvem, hvad får os så til at tro, at vi bliver lykkeligere af at benægte det?

Væk fra oprindelsen

Det gør vores forbrugskultur. Ud over et konstant bombardement af reklamer, der fortæller os, at vi bliver smukkere, smartere eller lykkeligere af netop deres produkt, så er produkterne så velforarbejdede, at vi ikke kan se, hvad de egentlig er (lavet af) og hvordan.

F.eks. distancerer udviklingen af forarbejdet mad os fra en fornemmelse af de råvarer, som er grundlaget. Vi ved godt, at der er en gris, som har lagt krop til pølsen, og at grisen har spist soja importeret fra lande, hvor produktionen er årsag til fældning af regnskoven. Vi ved måske også, at plasticindpakningen er udvundet af olie, og at pølsen næppe hverken er forarbejdet eller pakket i Danmark og derfor har været på køretur, før den ender i indkøbskurven.

Det er bare så ubegribeligt, at en simpel pølse er årsag til så komplekse produktioner. Og derfor stortrives vores villighed til at ignorere et bæredygtighedssyn i forbrugsvalget.

Jeg ville ønske, at det individuelle valg og ansvar blev understøttet med bedre oplysning. Ikke via nye forbrugshjemmesider, men i dét konkrete øjeblik, hvor jeg tager en vare fra køledisken og kigger på prisen. Forestil dig, at varens ressourceforbrug stod ved siden af. Ligesom vi sammenligner kilopriser, protein- og fedtprocenter, ville vi begynde at sammenligne varernes økologiske fodaftryk. De fleste vil hævde, at det er fuldstændig urealistisk at tro, at producenterne vil være med til at fortælle ressourcesandheden om deres produkter. Men den ubekvemme sandhed er, at det er langt mere urealistisk at tro, at vores nuværende forbrug kan fortsætte.

Det indre kompas

Den viljebestemte uvidenhed understøttes af, at prissystemet ikke afspejler varernes forbrug af vores fælles ressourcer – det betragtes som eksternaliteter. En vigtig del af løsningen findes derfor i en ændring af prissystemet, men indtil det sker, må de producenter og butikker, som vil en bæredygtig fremtid, gå foran og sætte nye bæredygtige produktstandarder.

Men den viljebestemte uvidenhed næres også af nogle dybdepsykologiske processer. At hævde, at det skyldes det økonomisk-rationelle menneske, som prioriterer pris før andre præferencer, er langtfra dækkende. Men hvorfor går vi imod vores egen bedreviden?

Måske findes noget af svaret i det paradoks, der er imellem, at vi på én gang underforsynes med informationer om de komplekse ressourcekredsløb, og samtidig overforsynes med informationer om ’det rigtige valg’. Modstridende kostråd er et eksempel. Den ene dag er fedt godt, den næste ikke.

Vi kan ikke rumme mere og må lære at prioritere information, der understøtter bæredygtige handlinger, i stedet for at opbygge forsvarsmekanismer, der gør vores vaner tilladelige, hvorved vi omgår vores eget indre kompas – og etik. Hvis den viljebestemte uvidenheds forførelse skal afvises, må vi derfor lære at navigere i samspillet mellem vores indre kompas og verdens kompleksitet.

Også bragt i Dagbladet Infomation